Heartland Festival er et kviklån til kulturel kapital

Det er egentlig en ret okay pris. 625 kroner for et skaldyrsfad, men så er der også nok til to, lover skiltet. Krabbeklør (fra Vesterhavet), rejer (fra det kolde nord), konksnegle (fra Kattegat), en halv friskkogt hummer (canadisk) og Roumegous østers (franske). Til skaldyrsfadet serveres surdejsbrød fra Svendborg og ‘rene’ vine. Her er ingen slinger i valsen.

På vin- og skaldyrsbarens terrasse sidder Kirsten og Lillian. Det er deres første gang på Heartland Festival, men de er meget imponerede allerede. Det er fantastisk at være her, siger de, og fadets indhold smager vidunderligt.

”Vi elsker bare skaldyr, så selvfølgelig skulle vi have sådan et fad. Og så koster det jo ikke mere end en god bøf,” siger Kirsten.

Hun bor i Haderselv, men hendes veninde Lillian, som er fra lokalområdet, har taget hende med på festivalen, for den må da ”lige være noget for os”.

De to 40+kvinder blender da også uproblematisk ind i mængden af festivalgæster, som tilbringer årets første juniweekend på Egeskov Slot. De idylliske omgivelser med voldgrav, Piet Hein-designet labyrint og sirligt nyslåede plæner har de seneste tre år dannet ramme om Heartland, og hvert år har antallet af gæster fået et gevaldigt nøk opad.

Første år var her 6.000 gæster, året efter 12.000 og i år er der solgt 18.000 biletter. År for år udvides den eksklusive klub, for folk har for alvor fået øjnene op for, at man i egeskovens idyl kan få et skud kulturel kapital i form af fire østers for en hundredlap, en rabarber spritz med lokaldyrkede rabarber fra Sydfyn og en TALK leveret af Slavoj Žižek eller Svend Brinkmann.

En greve på sin Segway

Slottets enehersker hedder Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille. I snart to årtier har greven drevet det midtfynske slot, og i denne weekend drøner han rundt blandt publikum på sin Segway og hilser pænt på folk.

”Godmorgen,” siger han og nikker majestætisk med hovedet, da han passerer en toiletkø af tissetrængende. Havde han haft en hat, havde han lettet på den.

I virkeligheden er greven bare kronen på værket. Hans tilstedeværelse er i og for sig irrelevant, men den er alligevel vigtig for at forstå essensen af Heartland.

Her er alt lokalt. Lige fra råvarerne til gæsterne, og de, som ikke kommer herfra oprindeligt, kender måske hinanden hjemme fra København, eller også  ligner de blot hinanden så meget, at det hele alligevel kommer til at føles både trygt, lokalt og familiært. De kan lide den samme smagfulde musik (Patti Smith, Slowdive, The The og C.V. Jørgensen), og de er enige om, at is hedder gelato, og at fire stykker kvalitetssushi er at foretrække frem for en snasket burger (med mindre bøffen er skiftet ud med halloumi).

I teltene, hvor festivalens stort opslåede TALKS foregår, lader det også til, at der er rørende enighed om det meste. Publikum på Heartland er intellektuelle, oplyste og nysgerrige – og de klapper og griner på præcis samme tidspunkter. Det er svært at finde en holdning eller en interesse, som ikke findes hos flertallet af den fynske festivals publikum, og lader man blikket vandre rundt blandt tilskuerrækkerne til en TALK (man skal skrive det med stort), kan man komme helt i tvivl, om folk mon ville sidde her, hvis ingen så det.

Gratis parkering til mercerne

Der er dog et sted på festivalen, hvor man finder diversitet – på parkeringspladsen. Her er der faktisk ikke kun tale om forskellighed, her er også tale om decideret forskelsbehandling. På festivalens åbningsdag holdt bilejere i lange snoede køer for overhovedet at komme ind og parkere, men der var én gruppe bilejere, som ikke behøvede bekymre sig.

På Heartland er det nemlig sådan, at hvis man ankommer i en Mercedes Benz, så kan man parkere gratis. Det generøse tilbud gælder egentlig kun for de første 100 gæster i en Mercer, men da Føljeton lavede en hurtig tælling fredag eftermiddag, holdt der lige omkring 90 af slagsen, så tallet er vel egentlig meget godt ramt.

Ét af de heldige bilejerpar er lige svinget ind på pladsen. Nu står de foran deres store sølvgrå Mercedes og gør sig klar til at entrere festivalpladsen. De kendte godt til tricket med gratisparkeringen, for de har været her sidste år, og der forholdt det sig ligesådan. Mercedes Benz er en af festivalens hovedsponsorer, og sådan noget kaster jo goder af sig.

”Det er Camillas bil,” siger manden og peger over på sin kæreste. ”Det er en GL’er – topmodellen. Det er verdens fedeste bil.”

Parret går mod indgangen, hvor de fremviser deres endagsbillet. Ved siden af dem står en gruppe turister med en picnickurv i hånden. De vil gerne ind i slotshaven og spise frokost, for de har læst, det skulle være smukt. Men den her weekend er kun for inviterede – og billetterne er udsolgt.

En hyldest til livet, motherfuckers

Inde på slottet er det blevet aften, og på én af festivalens tre scener er den 71-årige multikunstner og punkpoet Patti Smith kommet til syne. Publikum kigger enten drømmende op på scenen, hvor koncertens hovedperson står i jakkesæt og med uredt, flagrende gråt hår, eller ind i øjnene på deres koner, mænd eller kærester: Kan du huske, sidst vi hørte hende, skat? Patti Smith sniger et Elvis-covernummer ind hér og et Buffalo Springfield-covernumer dér for så at bryde ud i en poetisk hyldest til månen – og livet, motherfuckers – mens hun udbeder sig en bedre verden, hvor fred og kærlighed fylder det hele. Smagen bliver ikke bedre.

Når dagen er forbi, og en ny sol står op over Egeskov Slot, er der atter fuglefløjt og fællesyoga på plænen foran slottet, og en brødentuasiast vil holde et oplæg – nej, en TALK – om surdej et sted i nærheden. Men lige nu står Heartland-segmentet midt i musikken og tager den lune sommeraften ind. En kvinde plinger sin vielsesring mod et glas rosé med stilk i takt til musikken på scenen. Ding-ding-ding. Vielsesring mod vinglas. Det er Heartlands soundtrack.