Dramaet er ved at blive bygget op til det ultimative antiklimaks. Galskaben balancerer på en knivsæg: USA’s præsident Donald Trump har endnu engang ombestemt sig, og vil nu – foreløbigt – alligevel mødes med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i Singapore 12. juni, altså om blot 10 døgn. Selv hvis det bebudede topmøde skulle ende med at blive en fuser eller ligefrem en fiasko, er den diplomatiske intensitet på forhånd spændt op til lir.
De sprængfarlige rænkespil om det historiske topmøde virker mere effektfuldt iscenesat, end hvis det rent faktisk havde fulgt en snedig drejebog: Nu råder den totale uberegnelighed, og ingen ved om de rent faktisk har tænkt sig at mødes. Eller om de kommende dage vil byde på nye modsatrettede udmeldinger. Nye bizarre plot-twists synes uundgåelige.
Vankelmodighedens æra
Officielt har Trump ændret holdning, igen, efter at den tidligere nordkoreanske efterretningschef Kim Yong-chol i går mødte personligt frem i Det Hvide Hus og overrakte et brev fra sin leder, den øverstkommanderende for Koreas Folkehær, 35-årige Kim Jong-un. Indholdet er endnu ikke offentliggjort, men er et direkte svar på det mere end opsigtsvækkende brev, som Trump skrev i sidste uge, hvor han konkluderede, at ”baseret på den store vrede og åbne fjendtlighed, som du har fremvist i dine seneste udtalelser, føler jeg, at det er upassende på dette tidspunkt at afholde det planlagte møde”. Og på trumpesque vis sluttede han: ”Hvis du skulle ændre holdning vedrørende dette vigtige møde, så tøv ikke med at kontakte mig. Verden – og særdeles Nordkorea – er gået glip af en stor mulighed for varig fred, fremgang og rigdom.”
For åben skærm har Trump først skiftet holdning til at mødes med Kim Jong-un, som dernæst lagde afstand, hvorefter han anden gang skiftede holdning, hvilket så tilsyneladende fik Kim Jong-un til at skifte holdning, hvorefter Trump altså nu for tredje gang har skiftet rundt og sendt sine folk til Singapore for at forberede topmødet. De to magtmænd kæmper således om at vinde positionen som den mest lunefulde, den mest inkalkulable galning, som modparten må føje eller risikere det værste.
Spektaklet kan virke frygtindgydende. Står hele vores vaklende verden lige nu og afhænger af to mægtige små mænds megalomane psykologi? Vilkårligheden virker fatal. Reelt er dette teater, som udspiller sig i realtid på alverdens medieplatforme, dog ikke helt så dommedagsagtigt, som det umiddelbart fremtræder. Afvigende? Ja, men ikke helt uden fortilfælde. I hvert fald i litteraturens ofte hypervirkelige verden.
Shakespeare genbesøgt
Kampen om at indtage rollen som den skøre konge er en klassisk magtkamp i den politiske historie. Litteraturprofessor på Harvard University, Stephen Greenblatt, som er aktuel med bogen Tyrant, har begavet forsøgt at gribe tilbage i historien, nærmere bestemt i William Shakespeares skuespil for at forstå dramaturgien i det globale realityshow, som Trump spiller hovedrollen i. Greenblatt ser Trumps skikkelse i flere af Shakespeares stykker, dog mest markant i en birolle i skuespillet Plutarchs Liv om bl.a. den brutale romerske hærfører Coriolanus:
”Hvis jeg skulle sammenligne Trump med en af karaktererne i Shakespeares skuespil, skulle det være Coriolanus’ søn, der opnår tilfredsstillelse ved at fange og frigøre en sommerfugl og til sidst sønderdele den. Hans bedstemor er betaget af anekdoten. For mig er Coriolanus en dødsensfarlig version af sin søn, der river levende sommerfugle fra hinanden. Han er aldrig vokset op, han er stadig en forvokset narcissist, usikker på sig selv, brutal og tåbelig uden opsyn og pålægning af grænser fra de voksne,” siger Stephen Greenblatt i et interview med dagbladet Information.
Heri kan og må man forsøge at finde ro. Hvor skrøbelig den end må være. Shakespeare-kenderen ser Trump som en kæmpebaby, der finder tilfredsstillelse i at fange, forvirre og til sidst sønderdele sommerfugle. I Nordkorea er terrortilstanden langt værre. Her får Kim Jong-un dissidenter henrettet ved skueprocesser. Og mange menneskers skæbne står vitterligt på spil, afhængigt af hvad de to mænd finder på.
Indtil dagen oprinder, tirsdag 12. juni 2018, er der ikke meget andet at gøre end at afvente spændingen, søge ind i bøgernes besindige forstand og følge Stephen Greenblatts råd:
”Alle disse ord og handlinger, dag ud og dag ind, virker overvældende. Folk bliver svimle og så desorienterede, at de ikke længere kan tænke klart. Under al beskydningen fra Trump – åndeløst formidlet af medierne – gør man rigtigt i at vende ryggen til, tage en dyb indånding, kigge 400 år tilbage og læse Shakespeare”. /Lars Trier Mogensen