Vi, der så jer drikke

”Vi koger bare noget mere ris.” Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, min far har sagt sådan, når jeg uden varsel slæbte venner med hjem fra skole. Om det var i de små klasser eller gymnasiet. Der var altid plads til et par stykker mere ved spisebordet i villaen i Valby.

Min tre år yngre søster og jeg har nok haft en opvækst, mange ville ønske sig: Vores forældre var ikke skilt, vi havde sommerhus i både Frankrig og Sverige, der var hul i hækken til naboerne, så vi kunne løbe frem og tilbage uden at tænke over, hvilken have der tilhørte hvem, og så havde vi sågar mine forældres gode ven boende på førstesalen som en ekstra forælder eller legekammerat.

Derfor kom det bag på de fleste, da min far 2. januar 2008 lagde alkoholen på hylden og startede i den lokale AA-gruppe som anonym alkoholiker. Selv om meldingen også kom bag på mig, skrev jeg mig den dag ind i Sundhedsstyrelsens statistik, der viser, at mindst 122.000 børn mellem 0 og 18 år vokser op med alkoholmisbrug.

De seneste år er det gået op for mig, at jeg ikke er sluppet så let igennem, som jeg troede. At min fars misbrug og min mors manglende erkendelse af dets konsekvenser har haft afgørende betydning for mig. At mit søvnbesvær, min konstante bekymring for alle andre end mig selv og mit forkvaklede forhold til egne følelser og grænser ikke udelukkende skyldes, at jeg er født for tidligt og levede mine første måneder i kuvøse. Noget, vi trods vores tætte relation aldrig har sat ord på i familien. Jeg har derfor besøgt mine forældre med et kamera for at høre, hvordan de oplevede min barndom, for at forstå, hvordan de kunne tro, at det kun var min søster, der blev påvirket af min fars misbrug.

Hverdag i Valby, 1996

Vi sidder om det runde spisebord. Jeg på slagbænken med min søster, min mor på en stol tæt ved mig og min far på den anden side af bordet. Jeg ved ikke, hvem af os, der gør ham vred. Om det er mig, der hellere vil lege med maden end spise den. Min søster, der hellere vil se fjernsyn end sidde med os andre, eller måske min mor, der lader os gøre, som vi vil.

Men han er i hvert fald blevet rasende. På os alle tre. Pludselig står han op og hælder sin spaghetti bolognese tilbage i gryden, mens han skælder ud. Mest på min mor. Hun siger, han skal skride. Hun vender sig mod mig og min søster og laver en grimasse efterfulgt af et indforstået lydløst grin. En gestus, hun gentager hele vejen ud på trappen, hvor hun med næsten militant beslutsomhed får min far gennet ud. Så snart, de er ude af syne, spørger hun ham, om han har drukket. Han svarer ikke, men vi hører ham buldre ned ad trappen, inden bagdøren smækker.

Min mor kommer tilbage i køkkenet og himler med øjnene, mens hun fniser til os. Hun forsvinder ud af køkkenet et øjeblik og kommer tilbage med en saks. Hun fører hovedet ned til tallerkenen og samler en bunke spaghetti op med munden. De lange pastatråde klasker ned ad halsen. Hun fører saksen mod munden og klipper spaghettitrådene over. Jeg tørrer mine tårer væk med hånden og klukker af grin, mens jeg rækker ud efter saksen, før jeg fører hovedet mod tallerkenen.

”Det er ligesom Pippi, der klipper sit skæg,” siger min mor til min søster, der både uforstående og begejstret har fulgt optrinnet med øjnene. Da min far lidt efter kommer tilbage, er han helt rolig, og vi taler aldrig om episoden igen. Jeg er seks år. Min søster er tre. Der skal gå over ti år, før vi opdager, at far slet ikke er sådan i virkeligheden. At det kun kommer op i ham, når han drikker, hvilket for os betød, at far var utilregnelig fire ud af syv dage om ugen.

Død eller fuld? Valby 2002

Vi er helt inde i haven, da jeg opdager, jeg har glemt mine nøgler. Der er lys i stuen, og jeg mener, at min far er hjemme. Så vi sjosker – stadig iført rulleskøjter – op ad trappen til hoveddøren og ringer på. Da ingen åbner, går vi gennem haven til den anden side af huset, hvor vi håber, terrassedøren står ulåst. Det gør den ikke. Til gengæld kan vi fra terrassen se ind til udestuen, hvor far sover foran fjernsynet.

Det er sensommer 2002. Jeg er 12 år og har fået nye rulleskøjter. Dem brugte jeg flittigt sammen med min bedste ven, nabodrengen, som jeg, siden vi var få måneder gamle, havde udforsket hver en afkrog af villakvarteret i Valby med. Hans forældre var lige blevet skilt og moren flyttet et par gader væk. Derfor var vi den sommer mest hos mig, der med mor og far under samme tag – i hvert fald på papiret – havde en intakt kernefamiliekonstellation.

Vi banker på ruden over min fars hoved. Først forsigtigt, så voldsomt. Han bevæger ikke en muskel. Jeg fisker min mobil op af lommen og ringer til hans, der ligger på sofabordet. Vi kan høre den både ringe og vibrere, men intet sker. Over terrassedøren, der fører ind til køkkenet, står et lille kvadratisk vindue åbent. Med den ene hånd får jeg i smug tastet 112 på min telefon, så jeg kan få fat på alarmcentralen, så snart jeg får bekræftet, at min far endnu ikke er død af den blodprop, jeg er sikker på har ramt ham midt i TV Avisen. Samtidig ved jeg godt, det nok vil blive opfattet hysterisk, så imens mit hjerte hamrer, og det trykker bag øjnene, får jeg grinende overbevist min ven om, at han skal løfte mig op til det lille vindue over døren, så vi kan komme ind i huset. Hvordan det lykkedes med rulleskøjter på, og hvorfor vi ikke tog dem af, ved jeg ikke. Men ind kom vi.

Vi ruller gennem køkkenet og ind i stuen, hvor jeg får rusket liv i min far. Han kommer vaklende på benene, mumler noget om, at vi ikke skal have rulleskøjter på indenfor og afværger mig drillende, da jeg med sjældne tårer i øjnene får fremstammet, at jeg troede, han var død. Den dag var jeg lettet over, at han bare var fuld, hvilket jeg ikke opfattede som unormalt flere år endnu.

Sommerferie, København 2005

Det er sommerferien mellem 8. og 9. klasse. Jeg er til fødselsdag hos en ven fra skolen. Klokken er 23, da min far begynder at ringe. Jeg ved, der er vejfest hjemme i villakvarteret, og ignorerer ham. Jeg står på trappen ud til min vens have, da første sms tikker ind. Huset er så småt blevet fyldt af gæster, og festen er for alvor ved at gå i gang. ”Hvor er du?” spørger min far. Det undrer mig. Han ved jo godt, at jeg er hos min ven i Hellerup. Ligesom han selv har godkendt aftalen om, at en af de andre forældre henter os og kører os hjem klokken fire. ”Du skal komme hjem med det samme,” lyder ordren i næste besked. Jeg minder ham om aftalen om klokken fire. Der er ikke noget at gøre. Heller ikke, da jeg besvarer hans opkald og desperat bønfalder ham om, at vi holder os til planen. Han tordner i telefonen. Hvis ikke jeg selv får det til at ske, vil han personligt ringe til den mor, der skal hente os, og få hende til at køre straks, lyder det.

Han vil ikke lade mig tale med min mor. Hun tager ikke sin telefon. Han vil ikke give en taxa og er tydeligvis for fuld til selv at køre. Det spiller ingen rolle, at jeg dårligt nok kender den pige, hvis mor skal hente os, eller at vi skal være fem i bilen, hvilket betyder, at min fars indfald kommer til at gå ud over en hel flok. Inklusive fødselaren,der må sige farvel til flere af sine bedste venner, før festen er rigtig begyndt. ”Du kommer hjem nu!”

Der er på det tidspunkt kun én ting, der virker mindre tillokkende end at opsøge den stort set fremmede pige og bede hende ringe til sin mor og få os hjem: At min far skulle gøre det selv. Jeg stikker pigen en løgn om en misforståelse, som jeg selv griner ad, mens jeg mest af alt har lyst til at græde. Alt er bedre end at sige det, som det er: Min far er pissefuld, og at jeg har set det 100 gange før.

Jeg græder først, da jeg er blevet sat af derhjemme og får vækket min mor, der for længst er gået hjem. Jeg har siden fået fortalt, at det var en af de værre ture, men husker ikke selv andet fra episoden, end at han næste morgen sagde undskyld.

Aftalerne skrider, Maj 2006

Jeg sidder ved computeren i arbejdsværelset sammen med min mor. Vi kigger begge på min far. Han sidder på gulvet, lænet op ad væggen og med hovedet dinglende forover, så hagen presses ned mod brystet. Han trækker vejret i tunge stød.

Jeg skal egentlig bruge hans hjælp til at skrive en ansøgning til Sankt Annæ Gymnasium, hvor jeg håber at begynde i 1.g, når jeg har afsluttet 9. klasse på min lilleskole. Min far har selv gået på Sankt Annæ i grundskolen, hvorfor det er naturligt, at det er ham, der skal hjælpe mig med at komme ind. Men han sover som en sten.

I løbet af aftenen har jeg flere gange rykket ham for at overholde vores aftale, men det er først, da min mor tilbyder at hente ham, at der sker noget. Hun ser sur ud, da hun lidt efter kommer halende med ham. Hun sætter sig på stolen ved siden af mig og beordrer ham at finde en anden plads. Det bliver på gulvet. Mens min mor hjælper mig med at få udarbejdet en disposition, synker min far mere og mere sammen.

Da jeg har skrevet første udkast og spørger, om han vil læse det, svarer han ikke. Det er der, vi kigger op og opdager, han ikke er vågen. Min mor går hen til ham, bukker sig ned og rusker i ham. Da han åbner øjnene, er hun rasende:

”Du kan fandeme ikke være det bekendt,” hvæser hun.

Da han begynder at forsvare sig med, at hun er hysterisk, mister hun besindelsen: ”Ud med dig. Skrid op i seng. Du er skidefuld,” råber hun, og han forsvinder.

I august startede jeg i 1.g på Sankt Annæ, og efter få uger opgav jeg at få min fars hjælp til lektierne. Det var først op til min sidste eksamen i 3.g, at det gik op for os, at vi sagtens kan arbejde sammen. Da havde han været ædru et halvt år.

Januar, 2008

”Du skal bare røre,” siger min far.

”Men det er opskriften, jeg skal bruge. Hvor mange porrer til et kilo kartofler?” prøver jeg igen.

”Røre, røre, røre…”

Han snøvler, så han knapt kan udtale ordet. I baggrunden græder min søster, og min mor flår telefonen ud af hånden på ham. Hendes stemme ryster, da hun overtager røret og beder mig ringe til en af de andres forældre for at få hjælp til madlavningen.

Det er sidst på eftermiddagen 1. januar 2008, og jeg er i sommerhus med to veninder. Selv om det ikke blev sagt direkte, er jeg ikke tvivl, da jeg har lagt på:

”Han er for fuld til at snakke.”

Jeg skænker ikke samtalen med min far en tanke, før jeg dagen efter kommer hjem.

Jeg er netop trådt ind ad døren, da han kalder på mig. Han skal vise mig noget på computeren, siger han, og åbner en mail, han tidligere på dagen har sendt til familie og nærmeste venner:

”Kære Jer

I går og i dag har jeg ved en kollegas og et par andre gode menneskers hjælp taget kontakt til AA-linjen og starter, hvad der nok bliver en længerevarende mødeaktivitet i den lokale AA-gruppe.

Der er sikkert behov for mange flere ord, men dem må vi tage løbende. Nu ved I i hvert fald så meget

kærligst

Jon”

Ingen vil tale om psykologen, august 2014

Jeg er lige kommet hjem til mine forældre, hvor jeg skal spise middag. Jeg er nervøs. De ved, at jeg har været til min første psykologsamtale, og jeg ved, de kommer til at spørge ind til den som noget af det første.

Anledningen er, at min læge har vurderet, at jeg lider af generaliseret angst. En diagnose, han er nået frem til på baggrund af mine svar på 30 rutinespørgsmål i en angsttest. Symptomerne er søvnproblemer, angst for at miste og besvær med at reagere på egne følelser. Det er symptomer, som jeg i dag ved går igen hos mange voksne børn af alkoholikere, men som jeg dengang bare regnede for medfødte personlighedstræk.

Da vi har spist, har ingen nævnt psykologen. Min far ligger foran fjernsynet, og min mor og jeg sidder i køkkenet begravet i hver vores iPhone. Jeg tager ordet:

”Jeg har forresten været til psykolog,” siger jeg.

Min mor kigger op fra telefonen og spørger næsten undvigende, hvordan det gik.

”Hun sagde noget virkelig sjovt,” siger jeg og uddyber: ”Hun spurgte pludselig, om jeg er barn af en alkoholiker. Er det ikke underligt?”

Jeg undgår øjenkontakt, mens min mor svarer:

”Jeg har også altid bonnet ud på de alkoholikerbørn-træk. Men dér minder du om mig. Vi klarer den nok. På den front er jeg mere bekymret for din søster.”

Vi taler ikke mere om det før to år senere.

Jeg sidder i min seng, da min mor ringer på døren.

Forinden har jeg været til forsamtale hos TUBA. Oprindeligt opsøgte jeg dem for at få en god ven i terapi, men faldt i den forbindelse over en test, der viste, at jeg har 17 ud af 25 tegn på at være vokset op som barn af alkoholiker. I et impulsivt øjeblik fik jeg tastet mit telefonnummer ind på deres hjemmeside, få dage senere modtog jeg et opkald, og nu havde jeg så været til samtale.

Jeg lukker min mor ind. Hun har glemt sin pung og vil låne mit dankort.

”Jeg har været i TUBA i dag,” siger jeg. ”Voksne børn af alkoholikere. Det var ret hårdt.”

Hvis jeg havde kunnet, var jeg kravlet helt ned i tasken for at finde dankortet, men jeg måtte nøjes med at skjule mit ansigt ved at bøje mig ned over den. Sådan sidder jeg, da hun svarer:

”Lille pus. Men jeg bliver nødt til at sige: Jeg er bekymret for Liva, men jeg er altså aldrig bekymret for dig. Du er ligesom mig – vi to skal sgu nok klare den.”

Min søster

Min søster og jeg bor i dag 500 meter fra hinanden på Vesterbro i København. Vi ses næsten dagligt, og hun er en af de få, jeg løbende taler om vores fars misbrug med. Derfor er det eneste, der ikke føles helt naturligt, mens jeg sidder over hende, den tændte diktafon.

I april 2017 bliver min far indlagt med en blodprop i hjertet. Både kranspulsårer og hjerteklap var kalket til i en sådan grad, at det ikke kunne fikses på anden måde end ved at erstatte dem med nye. Han blev hjerteopereret i maj, og selvom alt gik godt, var det en hård tid. De få gange, jeg undervejs viste, hvor bange jeg var, mødte mine forældre mig med så stor undren, at jeg i tiden efter begyndte at trække mig fra dem. De tolkede min sårbarhed som berøringsangst, hvilket resulterede i, at de gennem forløbet afskar mig fra alle alvorlige informationer, som jeg i stedet fik af min søster. Vi har ikke talt om det siden.

Jeg har for første gang talt med mine forældre om, hvad min fars misbrug har gjort ved mig. At mit søvnbesvær, min overdrevne opmærksomhed på andres problemer og min sensitivitet over for stemninger er klassiske følger af at vokse op som barn af en alkoholiker. Samtidig har jeg lært, at det, der for alvor har påvirket mig, har været mine forældres benægtelse af min situation. Vi har ikke løst alle problemer, og de dårlige mønstre vil nok tage lang til at bryde, men vi har nu fået etableret et rum, hvor min virkelighed ikke benægtes. Og det er et vigtigt skridt.