Sig det højt, og mærk hvordan det føles

Der findes næppe nogen karakter i populærkulturen, der har tilranet sig så meget opmærksomhed de senere år som musikeren Kanye West og hans kone Kim Kardashian. Alene derfor har det en overraskende bred offentlig interesse, når Kanye sender et nyt album på gaden, selv om det ikke engang er en halv time langt og kun indeholder syv numre. Men mest af alt er det interessant, fordi Kanye West også har været en af de seneste ti års mest interessante kunstnere, og dette album er ikke en undtagelse fra den regel.

Som hovedværket Yeezus, fra 2013, er der tale om et helstøbt album, hvor hvert enkelt nummer hænger sammen med det næste, men – igen som Yeezus – er det også et album, der hele tiden falder sammen og slåes i stykker både i teksten og instrumenteringen. Det stikke af i flere retninger, bygger sig selv imponerende op og falder sammen, dekonstrues til atomer og samler sig selv igen. Præcis som Kanyes West egen offentlige persona har det med at gøre.

Der er ingen oplagte singler, ingen åbenlyse hits. Det er derimod et mere indadvendt album, der synes at have til formål at undersøge Kanye West mange figurer selv. Allerede på coveret bliver den tone slået an med joken  “I hate being Bi-Polar it’s awesome”, der med håndskrift pryder forsiden. Og sådan forløber albummet også.

“The most beautiful thoughts are always besides the darkest”, lyder åbningsstrofen, og vi forstår med det samme, at Kanye ikke har tænkt sig at holde igen for at finde de tanker. Han lægger ingen bånd på sig selv, lader ingenting stå tilbage og siger alle de mørkeste ting, der dukker op i hovedet og forsøger at stå ved dem. Som det allerede lyder i næste linje:

“Today, I seriously thought about killing you”, dog uden at det står klart, om det ‘du’, han synger til, er en del af ham selv, når han linjen efter taler om at slå ‘du’et ihjel med aktiv dødshjælp. Klart er det dog, at han har tænkt sig at sige det, han tænker:

“Just say it out loud, just to see how it feels”, siger han senere i forsøg på at undersøge, hvad der egentlig sker indeni ham. Stemmen stiger og falder i højde og intensitet. Han snøvler og falder over ordene, der indimellem næsten virker som improviseret. Som om har bare har åbnet sluserne og nu vælter det ud af ham.

På næste nummer Yikes, indrømmer han, at han også skræmmer sig selv med sine mørke sider og sine mentale sygdomme, som han direkte kommenterer via sin medicin og sin diagnose med udgangen:

“See, that’s my third person
That’s my bipolar shit, nigga, what?
That’s my superpower, nigga, ain’t no disability
I’m a superhero! I’m a superhero!”

I samme nummer arbejder han med de mere klassiske hip-hop-hævdelser med et ligeså klassisk Kanye-West-twist, hvor der er tilført lidt paranoia og en hel del vrede. Det er i de passager, han har det med at blive decideret bøvet at høre på.

“You know how many girls I took to the titty shop?
If she get the ass with it, that’s a 50 pop”

Den slags slipper man ikke let for på Ye, men de virker igen som undersøgelser af personaer, når de dukker på mere end klassisk hip-hop-praleri. Som han selv udtrykker det “That’s just some Ye shit”

Konstant blander han genrer og mikser populærkulturer. Rock, soul, folk,  hip-hop og elektronica, og hver eneste gang man er ved at lure, hvilket ben han nu står på, skifter han position igen.

Få kendisser har som Kanye været så gode til at ende i skandaløse situationer for at rejse sig igen, og de seneste måneder har bestemt ikke været nogen undtagelse. Han har erklæret en form for personlig (ikke nødvendigvis politisk) støtte til Præsident Trump, ligesom han i et interview til TMZ i april sagde, at slaveri var et valg. Det hele er med på Ye, og selv om det ikke direkte er forklaret og slet ikke undskyldt, bliver man dog mere klar over, hvad der er på spil for Kanye. At det handler om en mental frigørelse, og det er det, han prøver at formidle, selv om han indrømmer, det går galt.

Det nærmeste vi kommer en undskyldning er til konen Kim Kardashian på nummeret Wouldn’t Leave, der er dedikeret til alle de mænd, der har det med at ødelægge det hele og til deres kærester, der skal leve med det. Først beskriver han hele skandalen omkring slavekommentaren:

“They say, “Build your own”—I said, “How, Sway?”
I said, “Slavery a choice”—they said, “How, ‘Ye?”
Just imagine if they caught me on a wild day
Now I’m on fifty blogs gettin’ fifty calls
My wife callin’, screamin’, say, “We ’bout to lose it all!”
Had to calm her down ’cause she couldn’t breathe
Told her she could leave me now, but she wouldn’t leave”

Og siden:

“For every down female that stuck with they dude
Through the best times, through the worst times
This for you”

Tak for det Kanye. Og tak for endu et album, der tager lang tid at blive færdig med.