Er Macron den franske Obama?

I de fem måneders politiske dødvande, der fulgte i kølvandet på det tyske valg i september sidste år, var Tysklands kansler, Angela Merkel, sat noget ud af spillet på europæisk niveau. Men no problem: Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, var ikke sen til at gribe tøjlerne; han kørte med klatten og føltes som stort set eneste bolværk mod højrepopulismen, der spirede frem overalt.

Og nu hvor Merkel er presset af en asylskandale hjemme i Tyskland (hun skal svare på, hvad hun vidste og hvornår, under en spørgetime i Bundestag i dag), er det, som om Europas retning igen er lagt over på Macrons smalle skuldre. For eksempel er han den af de europæiske statsledere, som har den bedste dialog med wildcard’et Trump i Det Hvide Hus i Washington. Mandag kunne CNN dog berette, at et telefonopkald mellem dem – ifølge to anonyme kilder med kendskab til samtalen – havde udviklet sig helt ”forfærdeligt”. Macron havde tilsyneladende fortalt Trump, præcis hvad han mente om USA’s toldpolitik – men ”Trump kan ikke tåle at blive kritiseret på den måde,” som en af kilderne udtalte.

Da Macron på et pressemøde med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, tirsdag blev spurgt, hvad der var gået galt i samtalen med Trump, svarede han: ”Som Bismarck plejede at sige – hvis vi fortalte folk, hvordan pølser blev lavet, ville de formentlig holde op med at spise dem.” Med andre ord: hellere vente og fremvise det færdige politiske resultat end alle de grimme mellemregninger på vejen derhen.

Nå, det var egentlig også bare kulørte mellemregninger. Macron har en plan for Europa, og det er at styrke føderalismen, blandt andet med en fælles ‘statskasse’, en eurozone-finansminister og en styrkelse af EU’s bankunion. Der er EU-topmøde i Bruxelles senere i juni, hvor de europæiske statsledere kan diskutere det, men sådan som eksempelvis Bloomberg News fornemmer stemningen, vil der ikke blive truffet epokegørende nye beslutninger på topmødet.

Hjemme i Frankrig

Mens Macron indtager spotlightet som en anden solkonge på EU-plan, er graden af succes på hjemmebanen Frankrig noget mindre gennemskuelig. Nyhedsmagasinet Foreign Policy havde en analyse i går, hvor de under overskriften så på, hvad den almindelige franskmand går og tænker om deres præsident, og tre ting synes at gå igen: De mener, at han er ligeglad med den almindelige borger, at hans politik favoriserer de rige, og han bagatelliserer demokratiets normale spilleregler. Noget af det handler om, at han – i modsætning til de fleste andre vestlige statsledere – har et stort flertal bag sig i parlamentet. I det ene af de to kamre, Nationalforsamlingen, sidder hans parti En Marche! på 308 af 577 pladser. Mange af dem er nyvalgte folk uden en lang parlamentarisk baggrund, og Foreign Policys mand i Frankrig beskriver dem som en ”skare af loyale, ivrige, lydige drenge- og pigespejdere” med en smittende entusiasme.

Men Macrons planer for Frankrig er ikke populære i den brede befolkning. Hans bebudede reformer af jernbanenettet, universitetet og lovgivningen på arbejdsmarkedet og nedskæringer i den offentlige sektor har fået folk på gaden – men ikke i så stor stil, som de har for vane på de kanter.

På den anden side går franskmændene ret meget op i, hvordan de bliver opfattet ude i verden. Som Foreign Policy skriver til sidst: ”Denne unge, kønne, uhyre begavede leder er Frankrigs svar på Obama (…) Laurent Bigorgne, direktøren for Institut Montaigne, en tænketank i Paris, siger: ‘Det er første gang i 10 år, at franskmændene har en grund til at være stolte af deres præsident. Han taler engelsk, han har ikke haft en skandale, han har et vidunderligt forhold til sin kone’.” Ja, det er da egentlig misundelsesværdigt – også fra et dansk perspektiv. /Oliver Stilling