Jon er min far, og han er alkoholiker

”Jeg hedder Jon, og jeg er alkoholiker.” Han når dårligt at afslutte sætningen, før den brogede forsamling omkring bordet i det lille lokale i Valby i kor svarer: ”Hej Jon.” Jon er min far, og han er, som det fremgår, alkoholiker. Hver lørdag klokken halv ti deltager han i et AA-møde i Valby. Det har han gjort siden begyndelsen af januar 2008, hvor han besluttede sig for at lægge alkohol på hylden og begyndte at opfatte sig selv som alkoholiker. I dag er jeg med. Vi sidder om et bord i et lille værested på Valby Langgade. ”Kirken bliver renoveret,” fortæller én, som forklaring på hvorfor vi ikke, som det ellers er kotume for AA’ere, mødes i den lokale kirke. Bordet bugner af friskbagt brød, smør, ost og kaffe.

Min far tager igen ordet: ”Vi starter som sædvanlig med et øjebliks stilhed for at tænke på, hvorfor vi er her, og på dem, som stadig lider.” Han er dagens mødeleder.

Jeg var 17 år, da min far begyndte i AA. Selv om jeg altid har vidst, at fællesskabet og møderne var afgørende for ham, har vi aldrig rigtig talt om, hvordan møderne egentlig forløber. Jeg har set ham tage telefonen og forsvinde i timelange samtaler, når en anden AA’er havde brug for støtte. Jeg har oplevet ham ængstelig, hvis en ferie eller en flytning afbrød intensiteten af mødeaktiviteten, og jeg har prøvet at blive afvist i telefonen under Roskilde Festival, fordi han ”lige var til AA-møde inde på festivalpladsen.” Men jeg har aldrig spurgt, hvad indholdet af dem egentlig er.

”Jeg hedder Renna. Jeg er Jons datter, og jeg tror, han har fortalt jer lidt?” Jeg spørger ud i rummet og forklarer så, at jeg er journalist og i færd med at lave et projekt om min far og jeg, og om hvordan det har været at være barn, mens han drak alt, alt for meget. En mand bryder ind og siger velkommen, inden han minder mig om anonymiteten – den holder jeg, lover jeg. Jeg afslutter med blikket rettet mod min far: ”Og derfor er jeg med her og skal se den her side af, hvad du laver.” Han går hurtigt videre med mødet og retter fokus væk fra mig og ud i lokalet uden at knytte flere kommentarer til min tilstedeværelse.

Der sidder fire mennesker mellem min far og jeg, så jeg betragter ham fra afstand. Med en næsten forlegen stolthed, der minder mig om at være barn og vise hemmelige kroge af skolen frem til sine forældre, fremlægger han AA’s formålserklæring.

En mand i 30’erne markerer, da min far spørger, om der har været nogle mærkedage siden sidste møde: ”Jeg vil bare sige, at siden sidst rundede jeg et år,” siger manden. Alle klapper og ønsker tillykke. En anden mødedeltager spørger, om han vil have etårsmønten, men den har han fået, siger han og hiver en lille metalmønt op af lommen, som han løfter op i luften, så alle kan se den.

Min far tager ordet: ”Til lykke! Og så synes jeg, vi skal give os selv en hånd for, at vi sidder her ædru lørdag morgen.” Alle klapper, inden min far fortsætter i et mere alvorligt, næsten højtideligt tonefald: ”Til meddelelser har jeg lige, at jeg skal hilse fra Peter. Han er til begravelse for en ven fra AA i Hvidovre, som så vidt jeg kunne forstå, er en fyr, der har ramlet rundt i det ene tilbagefald efter det andet og desværre er død af det. Så, ja. Skulle hilse mange gange.”

Den efterfølgende stilhed er hverken akavet eller ubehagelig, men tung og respektfuld og sørgmodig. Som om de alle sammen ved, at det kunne have været dem. I AA er ingen ”bare” en alkoholiker, fornemmer man.

Som mødet skrider frem, står det hurtigt klart, at den tjans ikke er den eneste del af programmet, der på forhånd ligger helt fast. Efter den næsten rituelle fremførelse af formålserklæringen går han videre til næste del af dagsordenen. ”Så skal jeg høre, om der er nogen i AA for første gang, som vil præsentere sig ved fornavn?” spørger han og kigger for en stund afventende på de omkring 10 tydeligvis gamle kendinge, der er samlet til mødet. Under andre omstændigheder ville jeg have spurgt min far, hvorfor han dog stillede det åndssvage spørgsmål til en relativt lille gruppe mennesker, han med al tydelighed kendte ret godt i forvejen, men efter hurtigt at have skannet lokalet for andre undertrykte grin, forsvandt impulsen. AA er ikke et sted, man driller.

Alle omkring bordet griner højlydt, da en mand i 40’erne har fået ordet og fortalt, at han først ”blev alkoholiker,” da han holdt op med at drikke. ”Indtil da drak jeg kun på grund af alle de problemer, jeg sad i,” forklarede han og lod flokken grine af, før han fortsatte ”og samtidig var det sådan, at jeg godt kunne lide at fejre. F.eks. hvis naboens hund nu havde fødselsdag, så skulle jeg jo også drikke. Det var lidt en festdag, ikk’?” Endnu engang fylder latteren lokalet, og folk nikker indforstået til hinanden over morgenbrød og kaffekopper. ”Ja, den kender jeg, den er god,” siger min far og udløser endnu en lavine af anerkendende klukken fra de andre mødedeltagere, før det igen er manden fra før, der får ordet. Men i stedet for at fortsætte fortællingen, afslutter han den med et kort ”Tak for mig.” Selv tak.

Folk fortæller om at køre fuld i bil, om ikke at blive tilgivet af sine nærmeste og om at drikke en liter vin, for man mødte på arbejde klokken syv om morgenen. Men min far siger ingenting, før han markerer, at der kun er ti minutter tilbage af mødet.

En kvinde tager nu ordet. ”Hej, jeg hedder Katrine, og jeg er alkoholiker.” ”Hej Katrine,” svarer rummet. Hun fortsætter: ”Jeg sidder og får små korte flashbacks, fordi jeg også er barn af alkoholiker,” siger hun og kigger kort på mig, inden hun genoptager fortællingen: ”Det var min mor, der drak. Jeg kan huske, min far engang kom hjem rasende på hende. Han havde været nede og købe ind, og personalet havde stoppet ham og bedt ham forholde sig til, at hans kone altså kom ned og drak i cafeteriet. Da jeg fandt ud af det, blev jeg simpelthen så pinligt berørt. Jeg var 12-14 år. Det var en væmmelig oplevelse. Tak for mig.”

Min far ser en smule beklemt ud. ”Jeg hedder Jon, og jeg er alkoholiker.” ”Hej Jon.” Han rømmer sig: ”Tiden er så småt ved at være gået, men der er lige mulighed for en kort bemærkning, hvis nogen sidder og brænder inde med noget?” spørger han ud i rummet.

En knugende, skuffende fornemmelse har ulmet i min mave, siden det stod klart for mig, at mødet i dag ikke blev anledning til store ord og selvransagelser fra hans side. Skuffelsen tager til, mens jeg ser min far kigge afventende på de andre i gruppen. En ældre mand byder ind med noget, jeg ikke hører. Jeg kigger på min far, der kigger på manden, og mærker skuffelsen omdanne sig til vrede. Manden runder af, og jeg tømmer min kaffekop. Så tager min far ordet igen.

”Jeg hedder Jon, og jeg er alkoholiker.” ”Hej Jon.” Han kigger op i loftet, da han fortsætter. ”Jeg kom engang, for mange år siden hvor jeg speakede i en en anden gruppe, til at sige, at jeg var sådan en pæn middelklassealkoholiker. Og jeg får det stadig sådan, at jeg kunne bide tungen af mig med tilbagevirkende kraft. Fordi … Der er ikke noget pænt over mit misbrug. Bare fordi jeg ikke har været voldelig eller har fået taget mit kørekortet eller har smadret bilen. Eller er blevet fyret fra mit job, så har jeg jo stadigvæk mishandlet mine omgivelser og mig selv. Og det er der uanset hvad ikke noget pænt over. Overhovedet. Det er et misbrug på linje med alt andet. Hvis vi bare tager vinen. Altså jeg elsker god vin, og det skal man ikke købe i små papkartoner til 40 kroner dunken. Men det gjorde jeg altid – for selv om de smager skidt, har de en helt anden fordel. De er store, de klirrer ikke, og de fylder ikke noget, når man skal af med dem, uden nogen opdager det. Tak for mig.”

Da vi få minutter senere rejser os fra bordet, stiller os i rundkreds og tager hinanden i hænderne, har jeg stadig tårer i øjnene. Men mens jeg står der med to fremmede menneskers hænder knugede i min, slår det mig, at mødet nu er nået til det punkt, jeg har været mest nervøs for. Sindsrobønnen. Min far er ikke bare ”ikkekristen.” Han vil sikkert korrigere denne her formulering, men jeg vil næsten gå så vidt som til at sige, at han afskyr kirken. Jeg genkalder mig hans formuleringer: ”Jeg er ikke kirkegænger, jeg er bryllupsgæst!”  Eller: ”Jeg er ikke kirkegænger, jeg er til begravelse!” Hans afstandtagen til kirken er ikke til at tage fejl af. Siden jeg fandt ud af, at man beder bøn i AA, har jeg derfor undret mig over, hvordan min far fandt sig tilrette i den del.

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.” Alle AA’ere kan bønnen udenad, og den fremføres i rundkreds ved afslutningen af hvert møde. Mens jeg kigger på min far, der messer med de andre, slår det mig, hvor grundig han er. Og det grineflip, jeg havde frygtet, ville komme over mig, blev væk og erstattedes af en sørgmodig stolthed og en enorm kærlighed, jeg aldrig fortalte ham om.