Det var en lettere kulørt ny spansk regering, der i går blev taget i ed af kong Felipe VI i Zarzuela-paladset nær Madrid. En astronaut som videnskabsminister og en tv-vært som kulturminister dukkede blandt andre op i paladset, men vi er efterhånden ved at vænne os til, at hvis ikke ligefrem selve statslederen er fra et tv-show, så er det heller ikke ualmindeligt, at der i de næste rækker befinder sig et par skuespillere eller en minister, der er bedst kendt som komiker eller realitystjerne – det kender vi også herhjemme (vi kigger på dig, Tommy), uden at det behøver at sige frygtelig meget om hverken kvalifikationer eller tidsånd. Sådan er det ligesom bare blevet.
Men noget, vi stadig ikke er så vant med, er at se en regering, hvor kvinderne er i flertal. Faktisk er vi på stående fod ikke sikre på, det er set i andet end sci-fi-gysere og Ursula K. Le Guin-romaner, men fra og med i går så også i Spanien. I alt er 11 kvindelige ministre en del af premierminister Pedro Sanchez’ nye 17 mand høje, socialistiske regering. De sidder oven i købet på nøgleposter som nationaløkonomi, finans, skat og forsvar.
Nu går vi ikke sådan til daglig rundt og skammer os over kønsopdelingen i det politiske liv, men vi går næppe heller og forestiller os, at vi har et mindre ligestillet miljø, end de har i Sydeuropa. Selv om vi aldrig har haft en kvindelig skatteminister, kan vi på antallet af ministre nogenlunde være med med vores ni kvindelige ministre ud af i alt 22. Men dykker man lidt ned i fordelingen af magten blandt de ministre, begynder der at tegne sig et mindre gloriøst billede.
Ser man på regeringens tre absolut mest magtfulde udvalg, finder vi faktisk ikke en eneste kvinde: I Koordinationsudvalget, der ”behandler større væsentlige initiativer og sager fra regeringen, herunder bl.a. større regeringsudspil og lovforslag,” sidder statsministeren, finansministeren, justitsministeren, forsvarsministeren, erhvervsministeren og økonomi- og indenrigsministeren – ingen af dem er kvinder (de hedder Lars, Anders, Søren, Kristian, Claus, Brian og Simon Emil). I Økonomiudvalget, der behandler forslag til finanslove, de økonomiske relationer til kommuner og regioner og andre initiativer og sager med “væsentlige konsekvenser for økonomi og budget,” hedder de Kristian, Brian, Karsten og Simon Emil og i Sikkerhedsudvalget hedder de Lars, Anders, Søren og Claus.
Dertil kommer Ansættelsesudvalget, der blandt andet behandler sager om udnævnelse af visse højere embedsmænd og ministres særlige rådgivere – ingen kvinder – og EU-implementeringsudvalget – ingen kvinder. I alt er der tale om 19 pladser, der er fordelt på 19 mænd og 0 kvinder. Desuden findes der i hele regeringen ikke én eneste kvindelig særlig rådgiver.
Og hvad er problemet i det, spørger du nok (særligt hvis du selv er mand). Der er mange, svarer vi og selv om det måske er lidt trættende at skulle gentage dem, så tager vi lige de tre hovedpunkterne igen: 1) Noget kunne tyde på at kønnene ikke har lige muligheder i dansk politik, når fordelingen er så skæv (det kan vi ikke lide). 2) Hvis man er mand, er der en udbredt og beviselig tendens til at tildele andre mænd jobs og positioner uden at lade kvalifikationer være det afgørende. Derved risikere man at miste de bedst kvalificerede politikere, der kunne lede vores land (det kan vi ikke lide). 3) Hvis det forholder sig som tallene antyder, er vi ikke født med de samme muligheder (det kan vi heller ikke lide).
Den skandinaviske selvforståelse, har det med at blænde os. Vi tror, at vi er sikret med velfærdsstaten, vuggestuerne og kvindernes valgret, men igen og igen, oplever vi systemer, hvor goderne ikke synes ligeligt fordelt: Løn, stillinger, positioner eller sektorer.
Først den dag, hvor det ikke er en øjenåbner eller en nyhed i hele verden at et land har et flertal af kvindelige ministre, har vi reel ligestilling. Det gælder også herhjemme. Men lad os nu først se om de overhovedet kan finde ud af administrere alt den magt, de kvinder. Nu kan Spanien jo være en prøveklud for en gang skyld. /Lasse Lavrsen