Lær at se med Rösing i hånden og Ancher på væggen

To bøger af høj kvalitet og stor vigtighed udkom begge fredag 8. juni 2018: Signe Gjessings prosadebut Synet og vennen (som man passende kan gå rundt med i jakkelommen de næste par år) og Lilian Munk Rösings Anna Anchers rum. De to bøger er umulige at sammenligne, da de tilhører to helt forskellige genrer, men hver især er de suveræne. Her skal det handle om Lilian Munk Rösings debut som billedfortolker i betydningen reflekterende fortolker af billedkunst.

Lilian Munk Rösing er ellers kendt som litterat, hun er lektor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og litteraturkritiker ved Politiken. Og hun har skrevet artikler og bøger om litterære (og tilgrænsende) emner. Som hun bliver præsenteret på omslaget: ”Kommer fra ordenes verden, men har de seneste år været optaget af at løfte blikket og ’lære at se’. I den proces har Anna Anchers malerier spillet en afgørende rolle.”

Det kan man roligt sige, for der er ingen tvivl om, at Anna A (som hun kalder hende) og hendes kunst har betydet meget for Lilian Munk Rösing. Mødet med hendes malerier har ikke blot været en æstetisk nydelse, men årsag til identifikation og tanker over eget liv, egen livssituation. Det er det, der gør Anna Anchers rum til noget ganske særligt. Bogen bliver et møde mellem to samstemte sjæle med over 100 års aldersforskel.

Udgangspunktet for bogen er Lilian Munk Rösings opdagelse af Anna Anchers billeder, vigtigst af dem alle – som en slags signaturbillede for forholdet Ancher/Munk Rösing – er Solskin i den blå stue fra 1891. Dette billede har Lilian Munk Rösing allerede skrevet om i en artikel i Information så tidligt som 2010. Billedet involverer følelser og intellekt på flere planer: på ’indholdssiden’ moder/barn-relationen samt videre Mariæ bebudelse (via et billede på væggen) og værelset, barnets værelse, med hvad det indebærer, og det faktum, at barnet er beskæftiget med håndarbejde, bortvendt i egen kontemplation. Dertil kommer, nok så vigtigt, de karakteristiske Anna Ancher-elementer i motivet, nemlig lysreflekserne på væggen, farvespillet, selve farvernes æstetiske kvalitet.

At følge Lilian Munk Rösing ind i billedet er en fornøjelse. Skriften overfører forfatterens indlevelse til læseren. Hun skriver som en drøm, og læseren gennemlever drømmen; men absolut i vågen tilstand, ja, opvakt! Hendes prosa er forbløffende, fordi den ligeværdigt rummer disse tilsyneladende modsætninger: tanken og sansningen. Hun tillader også digressioner og små lystbetonede cirkler i teksten, men aldrig går det ud over rytmen eller flowet. Det er mesterligt.

Bogen består af otte kapitler, der behandler hver sit rum i Anna Anchers univers. Først ’barndommens rum’ (som allerede berørt), derefter hendes ’eget rum’, der fortæller om Anna Anchers usædvanlige chance for at få netop det, muligheden for at uddanne sig til maler og muligheden for i ægteskabet både at være mor og kunstner. Det fører over i ’ægteskabets rum’, hun var som bekendt gift med den ældre maler Michael Ancher, og deres ægteskab var ualmindeligt (for tiden) derved, at han anerkendte sin hustrus ret til at male på lige fod med ham.

De øvrige kapitler beskæftiger sig med ’de (hånd)arbejdende’, ’mennesketomme rum’, ’udendørs rum: eksteriører’, ’moderbilleder’ og ’rum når ingen er der’. Hele tiden er teksten indgående og tæt på billederne, langt ind i deres farvevalg og lysgennemskinnelighed m.m., og bogens mange reproduktioner gør, at man som læser får mulighed for at følge med. Uanset hvad Lilian Munk Rösing tager op – inspireret hver gang af et sanset forløb, et sanset forhold til et eller flere billeder – drives det egne liv ind i teksten, fordi hun satser netop livet på dette projekt. Uden at det private bliver påtrængende.

I analysen af Solskin i den blå stue ser Lilian Munk Rösing en ideel afstand og intimitet mellem moder og barn (maler og model). På samme måde lykkes det hende at skabe et rum, som hun deler med læseren, hvor der på én gang hersker nærhed (nærvær) og afstand (respekt). Det føles overordentlig behageligt at være inviteret indenfor i det rum, som aldrig virker trangt eller klaustrofobisk, for der er plads til læserens egne associationer, erindringer, erfaringer. Forfatteren er så skarp i sine valg, at luften er helt ren og lysende, som de lysreflekser, der ses i Anna A’s billeder igen og igen.

Efterhånden som Lilian Munk Rösing ’lærer at se’, lærer også læseren at se – billederne (tæt på) og livet (i lange stræk). Det er befordrende for, hvad vi kunne kalde indsigt, og selve den kommunikation, der finder sted i bogen, bringer et tiltrængt håb til i alle tilfælde denne læser, der føler det lidt, som da jeg første gang læste Aage Marcus: Den blå drage (1941).

Jeg kom i øvrigt til at tænke på Eske K. Mathiesen undervejs, fordi han i sin første digtbog, Fra spætternes have (1976), der består af både digte og gendigtninger, afslutter afsnittet med egne digte med en vidunderlig suite betitlet ”7 digte til Anna Brøndum”. Anna Ancher var født Brøndum, hun var den eneste af Skagensmalerne, der var født i Skagen. Hun var datter af gæstgiverparret Brøndum, der drev gæstgiveriet af samme navn, nu: Brøndums Hotel. Hun var således bindeled mellem de tilrejsende, feststemte malere og lokalbefolkningen og selv deltager i festlighederne.

Eske K. Mathiesen er lige så optaget af Anna, som Lilian Munk Rösing er det, men hans udtryk er et andet. Kærligt og kortfattet, og på digtets præmisser indlevet. De syv digte bærer titlerne ”Gensyn med Anna”, ”Annas sidste mælketand”, ”Lodsen fra Vinga”, ”Kære Anna”, ”Belæring til Anna”, ”Anna spiller kroket” – og det sidste blot ”Anna”. Det kan passende afslutte denne anbefaling af Lilian Munk Rösings storslåede bog:

Anna

Nu går solen ned.
Ingen sorg er så stor.
Nu går solen ned.

Lilian Munk Rösing: Anna Anchers rum. Gyldendal, 2018