Trump-punk-stemning på Gæstgivergården

Han er iført en guldglimmerjakke, og det lange hår er sat op i en knold, som får lov at stikke ud under en camouflagefarvet kasket. Sådan indtager Føljetons egen Lars Trier Mogensen scenen på Gæstgivergården i Allinge som en bizar blanding af østeuropæisk quizvært og 80’er-rockstjerne fra Los Angeles. Man skulle ikke tro, det var fredag eftermiddag. Garderobevalget illustrerer rammende, hvad den næste halve time er sat af til: et Donald Trump-reality-show iscenesat som en punkkoncert uden lyd.

Johnny Rotten – den ikoniske forsanger i den britiske 70’er-punkgruppe Sex Pistols – udtalte i marts på britisk morgen-tv, at ”Donald Trump er tidens Sex Pistols”. Lars Trier Mogensen har derfor sat to Trump-fanatikere stævne for at teste Rottens udtalelse: Er Trump-supporterne vor tids punkere?

Gæstgivergården er et specielt sted på Folkemødet. Stort set alle arrangementer, telte, scener, madboder, demonstrationer, kunstprojekter og mere eller mindre crazy happenings er koncentreret om havnen og den tilhørende Havnegade. Men for at komme til Gæstgivergården må man lige tage en afstikker og traske op ad bakke.

‘Gæsten’ eller ‘Giveren’ er lavet til alvorssnakke. Både fordi stedets gårdområde er mange politikere og journalisters go-to-destination på Folkemødet – så står de dér i gruset og fuldesnakker – og fordi det er et sted, der kan få rockbands til at gå i opløsning. Da Gasolin’ i 1978 havde fået nok af hinanden og besluttede at gå hver til sit, fandt den afgørende samtale sted på Gæstgivergården, og som om det ikke skulle være nok, har også rockbandet Minds of 99 måttet tage afsked med et bandmedlem her.

Lidt over 100 mennesker er vi velsagtens. Nogle af tilhørerne må kategoriseres som værende rester fra Lasse Rimmers forsker-debatkonkurrence, men lige inden Lars Trier Mogensen skulle på, kom der et gevaldigt rykind. Og fremmødet får noget, de ikke er vant til at se.

Red neck-konservatisme

Første mand på scenen er den 27-årige Anders Lund, der er sergent, horsensianer, konservativ ungdomspolitiker og selverklæret red neck-konservativ.

Der er sket noget med punkmoden. Her er hverken hanekamme, piercinger, læder eller Dr. Martens, og der er heller ikke umiddelbart leguaner og rotter på skulderen.

Lund bærer en T-shirt fra heavybandet Iron Maidens Killer-turné i 1981. Håret er langt, halvt sat op i knold, en art kompromisknold, kunne man kalde den, hvor man har langt hår bagtil men sat noget af det op i en knold, ligesom den David Beckham anlagde, da han skiftede til Real Madrid. De farverige shorts er surferinspirerede.

Lars Trier Mogensen: Anders Lund, hvad fanden er det, der gør, at en ung, velartikuleret, tænksom dansk mand som dig, tænker, at den her karakter, som vælter ind og forvandler hele den politiske sfære til et kæmpe reality-show, at det er noget, du fænges af? Hvad pokker er det? Og jeg spørger af oprigtig nysgerrighed. Det nemmeste i verden er at dæmonisere det. Hvad er det overhovedet for nogle elementer i hans politik, som ikke vækker afsky hos dig?

Anders Lund: ”Jeg synes, han er vældig underholdende, og det mener jeg på en god måde. Man kan høre, det er manden, det er Donald Trump, der står og snakker. Og det nærvær, det er jeg glad for. Jeg synes, det er rart, at man er lidt provokerende,” siger Lund, inden han forklarer, at han ser Trump som en outsider og en rockstjerne, der kommer ind fra siden og rusker op i systemet.

Lund er veltalende og argumenterer reflekteret, faktisk i en sådan grad at hans taleevner har skaffet ham en finaleplads i DM i debat. Og så er han red neck-konservativ.

LTM: ”Hvad vil det sige at være red neck-konservativ?”

AL: ”Jeg er en praktiker, først og fremmest. Jeg gider ikke, at jeg skal arbejde mange timer om ugen og se mine penge forsvinde. Det er ekstremt krænkende. De penge skal bruges fornuftigt, og det synes jeg ikke altid, de gør. Han [Trump] siger: ’Du kan få lov til at beholde dine egne penge’. ’Ja tak, siger jeg så, det kan jeg godt lide’.”

LTM: ”Men, Anders Lund, det, jeg har så umådeligt svært ved at forstå, det er, at man køber det her ulækre, mærkelige, uforudsigelige show, der kører, og det bluffnummer, der kører. For realiteten er jo, at Trump er meget, meget langt væk fra at levere noget som helst konkret? Kan du ikke se igennem det bluffnummer, at det er et show, som ikke kan levere noget som helst for de mennesker, der har stemt på ham?”

AL: ”Jo, det er fuldstændig bluff. Og den her stål- og aluminiumstold, han indførte, det er simpelthen verdens største gang varm luft. Om et par år der eksisterer den ikke længere. Og det gør den ikke, fordi det han siger lige nu, det er bare for at true, for at sige ’vi er verdens største økonomi, og vi kan gøre ting, hvis ikke I retter ind’. Problemet er bare med bluffnumre, at de virker kun, indtil de er gennemskuet.”

LTM: ”Problemet er vel, at det bluffnummer langt hen ad vejen er gennemskuet?”

AL: ”Det tror jeg også, det er, og så alligevel ikke, fordi … Der sker nogle ting både med Kina og med selskabsskatten. Så jeg køber ikke helt præmissen om, at det hele er bluff.”

LTM: ”Oplever du, at folk udskammer dig som en tosse?”

AL: ”Ja. Det tror jeg, der er mange af jer, der tænker lige nu, men det er helt i orden. Det bliver man bare nødt til nogle gange, hvis man tror på noget. Hvis man tager noget, som alle andre tager for givet og siger: ’Det her bør vi lave om. Vi bør ruske op i normerne’. Og det taler den her mand til. Hold kæft, mand, det taler lige ind i mit hjerte.”

Det er her, Lars Trier Mogensen indtager rollen som quizmaster og vurderer, at Anders Lunds Trump-fascination indeholder punkelementer, fordi det handler om grænseoverskridende for det grænseoverskridendes skyld. Men Anders Lund er ikke punker. ”Det kan være, det mere er heavy metal,” siger han og peger på T-shirten.

”Pro sandhed”

Så. Nu vil Lars Trier Mogensen gerne byde velkommen til den næste mulige punker, der skal på obduktionsbordet. Den nationalkonservative Rune Selsing. Udadtil er han anonym og underdressed, hvis man sammenligner med den tidligere Trump-supporter. De khakifarvede chinos og den nydelig skjorte afslører ikke, at han er punker – hvis han altså er det.

LTM: ”Noget, der er en mærkelig historie ved dig, det er, at din far, en meget belæst forbenet kommunist, er blevet Trump-fan ligesom dig selv. Hvordan kan man som din far tage en rejse fra at sidde og læse Lenins samlede skrifter og så ende med en fedladen fupmager?”

Rune Selsing: ”Jeg tror i hvert fald, det er vigtigt, som min far altid siger, at dengang han var ung og var smed – det skulle man jo som ægte DKP’er [tilhænger af Danmarks Kommunistiske Parti] – dengang handlede det om retten til at arbejde. Ikke ret til overførselsindkomst, vel? Det er jo venstrefløjen i dags kamp. Det var ret til arbejde. Og det er også et kernebudskab hos Trump. Det er arbejde til blue collar-workers. Det andet er selvfølgelig også det her anarkistiske element, som er i Trump. For der er ingen tvivl om, at han er anti-establishment.”

LTM: ”Rune, jeg tvivler på at du har hørt punk i din ungdom, men du har nok en fornemmelse af, hvad det vil sige. Er det at strække den for langt at sige, at Trump er det nye punk?”

RS: ”Ja, det er det helt klart. Kernen i Trumps sejr, det er det småborgerlige, det kerneamerikanske. Det allervigtigste, som Trump har stået for, det er amerikansk identitetspolitik. Der er mange europæere og danskere, der forestiller sig USA som et multikulturelt samfund. Det er det overhovedet ikke. Det er et monokulturelt samfund. Der er mange amerikanere, der føler sig voldpressede på deres identitet.”

LTM: ”Hvornår var det ligesom, at du, som sågar er økonom og har været liberal og nu er svømmet helt over i den konservative yderfløj, ville jeg nok betegne det som … Hvornår er det, du tændes af det her anti-establishment? Det her med at sparke fra på det etablerede?”

Her tager det fart. Rune Selsing taler i et drevet leje, han taler højt, med harme, han kigger ud på publikum og især udvalgte personer på første række, som han i flere sekunder ad gangen holder direkte øjenkontakt med. Han mener det her, og han vil have, vi skal vide det.

RS: ”Jeg er bare pro sandhed, ikk’? Jeg elsker sandhed, ikk’? Jeg kan huske, at Deadline [på DR2] ringede rundt på et tidspunkt og spurgte, før valget [det amerikanske i 2016], om de ikke kunne få en nationalkonservativ til at stille op, og de fortalte, at jeg var måske nummer 40, de ringede til på listen. Og jeg turde ikke stille op, jeg har først stillet op efter valget, ikk’, fordi jeg var også lidt nervøs ved ham før valget. Jeg kunne godt lide politikken, men jeg troede ikke helt på, at han selv mente det.”

RS: ”Min fars oplevelse er i øvrigt, at alle hans amerikanske venner – nu er han amerikansk statsborger – de støtter alle sammen Trump. Der er en kæmpe majoritet blandt hvide arbejdere, der støtter Trump.”

LTM: ”Er der nogen grund til, at vi andre skal ligge vågne om natten og frygte, at der lige pludselig er sådan en hærskare af underbuksetroldemænd, der vågner til kamp – for det er vel egentlig det, der er sket i USA?”

RS: ”Ja ja, og de taler om, at det er vigtigt, at de har våben, sådan så hvis centralmagten går for langt, så kan de forsvare sig med våben. Det mener de dødalvorligt, og det skal vi selvfølgelig ikke være bange for herhjemme. Sådan noget som Folkemødet gør, at man bare kan skrive på Facebook til hvem som helst – politikere – så får du et svar. Ikk’. Det er meget reelt. Så selvfølgelig – der er ikke noget sammenbrud i Danmark. Men. Det vi får, det er, at vi kommer til at forlade EU, til at melde os ud af Menneskerettighedskonventionen, vi vedtager vores egen udgave og sætter Højesteret til at admnistrere den. Det er den samme form for oprør [som i USA], det kommer også til at ske i Danmark, men det kommer til at være kontrolleret og demokratisk – det er ikke sådan et vildt red neck-opgør – men resultatet bliver det samme.”

På Folkemødet er der højt til loftet i de ellers små hvide telte – fx ligger Nye Borgerliges pavillon klods op ad Bedsteforældre for Asyls – men det oprør, Rune Selsing taler om, har endnu ikke indtaget Havnegade-etablissementet. For at nyde de her Trump-punkeres eksplicitte melankoli, skal man, i hvert fald for nu, en tur på Gæstgivergården. Trump-tidens punkere er ikke i fuldharmonisk symbiose med resten af Folkemødet. Men i punk må der godt være lidt mere kaos end kosmos, og disharmoni kan sagtens være konstruktiv, siger Johnny Rotten:

”Jeg elsker disharmoni. Det får folk til at være sørgmodige, og det vækker en del af deres hjerne, der normalt sover. Det er fedt at være irriteret. Det er en meget nydelsesfuld ting.”