Der er grund til at være stolte af vores frihed og vores demokrati her i Danmark. Det skal vi altså ikke gå og skamme os over her efter endnu et vellykket Folkemøde på Bornholm, hvor ministre, erhvervsfolk, efterretningstjenesten, kendisser og en hel masse af os andre væltede rundt mellem hinanden, uden at der tilsyneladende skete så meget andet, end at skuespilleren Roland Møller gav en tidligere BT-journalist et blåt øje til en lukket fest arrangeret af forlaget Egmont.
Men det er også svært ikke at lægge mærke til den ret massiv tilstedeværelse af politibetjente og civilklædte PET-agenter, der går rundt i Allinges gader. Der er terrorspærringer på vejbanen, forsvarets skibe ligger og vugger ved indsejlingen til byen, der er dykkere i havnen og skarpladte våben på tagene. Fantasien kan få frit løb, og spørgsmålet er det samme, som hver gang vi taler om sikkerhed: Gør det os mere trygge eller mere bange at italesætte faren og hvad mister vi ved at tale om den?
Det er let nok at nedtone risikomomentet og relativere det – det hjælper bare ikke rigtig noget. Du har måske hørt det før, men hvis alle de terrorangreb, der har fundet sted på europæisk jord siden 2000, var sket i Danmark – Madrid, London, Utøya, Bataclan, Nice osv. – ville det samlede antal ofre ikke nå op i nærheden af trafikdræbte i Danmark i samme periode. Den ville stå cirka 1.000-5.000, og selv om sådan en oplysning i situationen kan virke dulmende, så holder den sjældent til mere end den næste overskrift.
Det er let at sende bolden videre til sådan nogle som os – medierne (terroristernes formidlere). Og nogle gange kunne man virkelig godt tænke sig, at medierne ikke var så optaget af, om der er tale om terror eller ej. Af og til kan man næste få den tanke, at medierne helt skulle afholde sig fra at skrive om det.
Terror eller færdselsuheld?
I weekenden skete der noget iøjnefaldende og ubehageligt i den russiske hovedstad midt under VM-festlighederne. I en stærkt trafikeret gade gasser en taxa pludselig op, kører ind på fortovet og mejer otte fodgængere ned. Bilen ender i en lygtepæl, og chaufføren stikker af fra gerningsstedet, men bliver ret hurtigt indhentet.
Det russiske nyhedsbureau Interfax skrev i første omgang, at chaufføren var beruset, men dette blev senere dementeret af færdselspolitiet. Siden har bureauet citeret en unavngiven kilde for, at chaufføren selv skal have sagt, at han faldt i søvn med foden på speederen. Hans kørekort er fra Kirgisistan. Myndighederne har nedtonet begivenheden, der er blevet behandlet som et brud på færdselsloven, men på de sociale medier og i flere vestlige medier spekuleres der nu: Forsøgte de russiske medier at dække over terror?
”Vi ved ikke, hvad der skete, men bare fordi fyren er fra Kirgisistan, betyder det ikke, at han er terrorist,” siger den britiske sikkerhedsekspert Mark Galeotti til The Independent. ”Men vi ved også, at vi ikke kan stole på de officielle russiske udmeldinger.”
Når man undertrykker information, får man ikke bare et uoplyst folk, men også et skeptisk folk. Så selv om det egentlig ligner en no brainer, kan sagen fra Moskva endnu engang minde os om, at det aldrig er en god idé at tie noget ihjel eller holde pressen nede. Heller ikke i en god sags tjeneste. Længe leve Folkemødet på Bornholm og en småhysterisk sensationslysten fri presse. /Lasse Lavrsen