Multi-Mutti: Kan hun klare den?

Med flere års forsinkelse er vores to nabolande, Sverige og Tyskland, ramt af et opbrud i det politiske landskab, som minder om udviklingen i Danmark gennem det seneste årti: De borgerlige ledere er ganske pludseligt ved at blive trukket baglæns af begivenhedernes gang i en stadigt mere nationalistisk og tillukket retning.

En dominoeffekt er sat i gang. Højrefløjens højrefløj har tilsyneladende tidsånden med sig. Først rykkede Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), i retning af Dansk Folkeparti, dernæst bøjede de svenske Moderaternas leder, Ulf Hjalmar Kristersson, sig for Sverigedemokraterna, og nu er Tysklands konservative kansler, Angela Merkel, også kommet under et skæbnesvangert pres fra sin egen indenrigsminister, Horst Seehofer.

Den interne konflikt i den borgerlige blok har i alle tre lande handlet om, hvorvidt grænserne skulle holdes åbne af hensyn til varehandlen og bevægelsesfriheden, eller om grænserne skulle forsegles af hensyn til flygtningestrømme og hjemlige protestbølger. Både Lars Løkke Rasmussen, Ulf Hjalmar Kristersson og Angela Merkel har fra en ung alder sværget til frihandel og europæisk åbenhed, men de borgerlige frihedsværdier er under pres indefra.

Både i Sverige og Tyskland er de store borgerlige partier ved at knække midt over i diskussionerne om asylstramninger. Hidtil har de borgelige i både Sverige og Tyskland holdt stand, og langt henad vejen insisteret på gevinsterne ved frihandel, Schengen-aftalen og EU’s indre marked. Men midtens tid synes slut.

Kansler Merkel udtalte ikonisk under flygtningekrisen i 2015: ”Wir haben so vieles geschafft – Wir schaffen das”. Altså at tyskerne har klaret meget og også større problemer gennem tiden, og derfor også vil kunne håndtere nogle hundredtusinde ekstra flygtninge.

Men tiden er ved at løbe ud, og hun ser ikke ud til at have kunnet håndtere omvæltningerne. Stik mod kursen fra 2015 og frem er Merkel nu blevet presset til at stramme adgangen til Tyskland – markant. Inden EU-topmødet i næste uge, 28.-29. juni, skal Merkel forsøge at forhandle en aftale på plads med Italien og andre EU-lande, som i første omgang er modtagerlande for flygtninge og migranter.

På papiret har Angela Merkel altså vundet sig lidt tid til at finde en gangbar løsning, men reelt har hun kapituleret over for den strammere kurs i asylpolitikken. I det næste døgn skal hun på en umulig mission: På Tysklands vegne skal hun nu forsøge at overtale de andre EU-lande til at tage folk tilbage, som er kommet til Tyskland, men retteligt burde have indgivet deres eventuelle asylansøgning.

Ellers har indenrigsminister Horst Seehofer fra Bayerns ultrakonservative parti CSU annonceret, at Tysklands grænser vil blive lukket. På gårsdagens pressemøde insisterede Angela Merkel på, at hun ”vil arbejde for en europæisk løsning”. Men i realpolitikkens verden er det mere end vanskeligt at se, hvordan og hvorfor den nye euro-skeptiske regering i Italien skulle komme kansleren i møde?

I morgen mødes Angela Merkel ganske vist mødes med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. Men han kan næppe gøre fra eller til. En eventuel og meget usandsynlig løsning skal findes blandt de lande, som i de senere år har været på kant med netop kansler Merkel, nemlig Italien og Grækenland. Netop de lande, som har været dobbelt ramt af såvel flygtningestrømme som økonomisk krise.

Siden finanskrisen har Italien og Grækenland været hårdt ramt af euro-samarbejdet, mens Tyskland har nydt historisk godt af det fælleseuropæiske valutasamarbejde: Kursen på euroen har ligget væsentligt under, hvad en selvstændig tysk D-mark ville have været, og Tyskland har dermed kunnet eksportere varer til en kunstig gunstig pris. Euroen har således været en guldgrube for Tyskland.

Omvendt i Sydeuropa, hvor kursen på euroen har ligget markant over, hvad selvstændige lira eller drachmer ville have været værd, og dermed har Italien og Grækenland haft mere end svært ved at eksportere varer. Konsekvensen har været fuld beskæftigelse i Tyskland og stigende arbejdsløshed i Sydeuropa.

Vurderet ud fra de barske vilkår i økonomien er det bestemt ikke svært at forstå, hvorfor både Italiens nye premierminister, Giuseppe Conte, og Grækenlands venstreorienterede premierminister, Alexis Tsipras, har bygget en stor del af deres politiske projekt op på kritik af Tyskland og endnu mere konkret på en modstand mod Angela Merkels benhårde økonomiske kurs. At de to sydeuropæiske lande samtidig har måttet påtage sig hovedansvaret for flygtninge og migranter, har kun gjort ondt værre.

I krydspresset mellem de vrede sydeuropæere og den hårde indenrigsminister er det mange gange mere sandsynligt, at kansler Merkel må opgive at lande en europæisk løsning og dermed må bøje sig på hjemmefronten over for den nye serie af asylstramninger. Alternativt kan hun blive tvunget til at fyre Horst Seehofer, selv træde tilbage eller kaste Tyskland ud i et større politisk kaos.

Kun én ting synes sikkert: Sydeuropæerne vil næppe hjælpe Merkel ud af den indenrigspolitiske knibe, hun har bragt sig selv i på hjemmefronten. Som kansler har hun bestemt ikke været hjælpsom, når de sydeuropæiske regeringer er kommet i klemme over for deres egne vælgere. Merkels goodwill er for længst overtrukket, og dermed kan hele Europas asylpolitik blive trukket voldsomt til højre i løbet af de næste døgn. Wir schaffen das? Næppe.