Øremærket barsel: En sejr til mændene, kvinderne, børnene, mennesket

Vores stereotype opfattelser af Europa, europæere og os selv er ikke ligefrem sådan, at der skal komme nogen og lære os noget om ligestilling og barsel. Ja, det er faktisk noget, vi har indført i Bertel Haarders fine danmarkskanon, at vi skulle være helt særligt gode til heromkring. Modsat det katolske og sexistiske syd, de konservative familiemønstre i Tyskland og Frankrig og de brølende østeuropæere, der har det stramt med aborter, så er Norden et fristed for ligestilling og køn. Velfærdsstaten, de frie brysters land, Sverige, Norge og Danmark, vi har fundet ud af, at mænd skam også kan skubbe en barnevogn og at kvinder kan blive direktører, hvis de bare vil det nok.

Men på et ministermøde i Luxembourg onsdag var det omvendtsdag, eller også var det bare en øjenåbner for det land, Danmark egentlig er. På mødet blev det bosset igennem, at Danmark mod sin vilje skal indføre øremærket barsel til mænd. Halvanden måned skal være betalt, en halv måned kan være ubetalt. Sådan sagde et flertal af EU-landene på EU’s social- og beskæftigelsesministermøde i Luxembourg og nu lyder der gennem medierne og store dele af det danske Folketing en jammersang om, at vi er blevet “tvunget” til en ”tvunget barsel”. Tvang med tvang på.

Det er ellers en kamp, der er pågået længe, men hele grundpræmissen i brugen af ordet ’tvang’ er forkert. Den øremærkede barsel til mænd er ikke en ligestillingskamp, man bør tage for kvinderne, men en kamp for mændene – ja og for børnene, kvinderne og samfundet helt generelt. For et af de områder, hvor uligheden mellem kønnene gør allermest ondt på mænd, er netop i familien. Det er mænd, der mister børnene ved skilsmisser, mænd, der går på arbejde og vinker farvel til den nære relation til deres mindste børn. Og kvinder, der bliver set som de primære omsorgspersoner af samfundet og af familierne selv.

At øremærke barsel til mænd kan blive et vigtig skridt mod at rette op på skævheden. Det kan ændre vores syn på familiens roller fundamentalt, ændre børns syn på kønsroller, arbejdsgivernes syn på mænd, der går derhjemme med deres børn i flere måneder, ændre arbejdsgiverens syn på den barnløse 30-årige kvinde, der søger job, ændre mandens syn på sig selv som forælder, kvindens syn på ham, barnets syn på ham og samfundets syn på ham. Det kan måske endda ændre hele billedet af, hvad en rigtig mand er for en størrelse, og hvad en rigtig kvinde er. Det kan sætte os fri som mennesker.

Øremærket barsel er ikke bare en kamp for mandens ret til at gå hjemme med sit barn, og det er heller ikke bare en kamp for kvindens ret til ikke at gøre det. Det er en kamp for mennesker. Derfor er det helt forkert at tale om tvang.

To hovedargumenter er gået igen for ikke at øremærke barslen og for, at EU ikke skulle blande sig.

Den ene kom socialdemokraterne med, da de tilbage i 2011 var gået til valg på blandt andet at øremærke barslen, men derefter bakkede ud af løftet, da de kom i regeringen.

”Vi vil ikke løbe risikoen for, at familierne samlet set vil tage mindre orlov sammen med deres børn end i dag. Det har aldrig været regeringens intention, at børnene og familierne skulle ende med at betale prisen for øremærket barsel,” sagde Mette Frederiksen dengang, da hun var beskæftigelsesminister.

Det argument kan man bare ikke finde belæg for i nogen af de andre nordiske lande, hvor den øremærkede barsel for længst er indfaset. Det andet argument lød første gang tilbage i 2002, da Fogh-regeringen førte en ret offensiv familiepolitik ved at fordoble barselsperioden til 52 uger. Det havde ikke taget den daværende regering 10 minutter hos Danmarks Statistik at se, at de ekstra 26 uger ville blive taget af kvinderne, men ud fra en liberalistisk argumentation afviste man at lade krav følge den ekstra barselsydelse – det havde ellers ikke været det store problem for VK-regeringen at lade krav følge andre ydelser til asylansøgere, studerende, syge og arbejdsløse.

Det er særligt det sidste argument, der i dag lyder herhjemmefra. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) mener, at det er et nationalt anliggende og derudover et familieanliggende, hvor den enkelte familie skal have lov at indrette sig, som den foretrækker. Det er en temmelig konservativ udtalelse fra et liberalt medlem af folketinget, men derudover er det også selvmodsigende. Danmark har nemlig allerede øremærket barsel. Den omfatter dog kun kvinder. Den aktuelle lovgivning giver mødre ret til 14 ugers øremærket barsel, som bortfalder, hvis hun ikke bruger den

Men nu har resten af EU så tvunget Danmark – for det har de – i en mere progressiv retning, og der findes heller ingen gangbare argumenter for ikke at glæde sig over den tvang. Det havde bare været bedst, hvis vi selv kunne se det. /Lasse Lavrsen