I'll scratch your back if you scratch mine

Så blev det weekend, og hvor har du dog fortjent det…

…skulle vi lige til at skrive. For har du nu det? Fik du kæmpet for noget vigtigt i den forgangne uge? Menneskerettigheder? Retssikkerhed? Har du været på barrikaderne for dyrevelfærd? Eller ligestilling, børns ve og vel, ja, hvad med klimaet? Bare et eller andet, som har bragt vores verden et nøk i den rigtige retning.

Bare rolig. Hvis dit svar er, at tiden simpelthen er fløjet af sted – at der var et halvmaraton, som skulle løbes, nogle regninger, som bare burde blive betalt, eller en næse, som måtte pudses, så er der jo også en dag i morgen. Som den berømte whistleblower Edward Snowden skrev på Twitter forleden: ”Når verden er på vej i en dårlig retning, så husk, at blot én stemme kan være nok til at ændre det.”

Fogh og Schur

Det er med fuldt overlæg, at vi ikke fik nævnt demokratiet længere oppe. Den kamp er nemlig allerede i gode hænder. Før jul stiftede Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen i al ubemærkethed en fond sammen blandt andre erhvervsmanden Fritz Schur.

Da pressen i februar fik nys om fonden og skrev, at den bar det internationalt klingende navn Alliance of Democracies Foundation, var det meget forvirrende. Fritz Schur er en af dansk erhvervslivs mest magtfulde personer, og i hvert fald udadtil har han aldrig nogensinde udvist nogen som helst interesse for demokratiet. Hans største fritidssyssel synes at være kongehuset, og det har da også kastet titler som kammerherre og kommandør af Dannebrog af sig.

I Alliance of Democracies Foundations fundats står der blandt andet, at ”der er et presserende behov for at styrke frihed og demokrati i verden. Verdens demokratier må stå sammen i en stærk alliance for at fremme de værdier, vores samfund er bygget på og for at bekæmpe de kræfter, som vil begrænse det enkelte menneskes frihed og demokratiet som styreform”.

Både som dansk statsminister fra 2001-09 og som generalsekretær for Nato i årene 2009-14 har Anders Fogh Rasmussen gjort sit til at destabilisere verden. Først førte han beredvilligt Danmark ind i hovedløse krige i Irak og Afghanistan sammen med USA og Storbritannien, og siden var det med Fogh ved roret, at Nato gik ind og bombede løs i Libyen i 2011. Alle tre lande er i dag præget af voldsomme interne konflikter. Straks efter Nato-tiden blev Anders Fogh Rasmussen konsulent. En af kunderne var den amerikanske rådgivningsvirksomhed Boston Consulting Group, som han via sit flotte netværk skulle hjælpe med at få flere våben­producenter og forsvarsministerier på kundelisten. I 2016 landede han sig så et job som rådgiver for den ukrainske præsident og oligark Petro Porosjenko, som regerer i et verdens mest korrupte lande. Hvis man ser nøgternt på Anders Fogh Rasmussens cv, kunne man nok kalde ham en mand uden noget moralsk kompas.

Banditter og demokrater

I går var han så vært ved Alliance of Democracies Foundations første store begivenhed, ‘demokrati-topmødet’ Copenhagen Democracy Summit. I et interview med Altinget i marts forklarede Fogh, at verden klart havde brug for et organ som FN, ”hvor banditterne så at sige kan mødes med demokraterne og diskutere ting”. Men, tilføjede han, der var også ”behov for, at verdens demokratier får et forum, hvor man kan diskutere med hinanden”.

Det forum skulle så være et årligt tilbagevendende Copenhagen Democracy Summit, hvor topledere fra det internationale erhvervsliv har mulighed for at møde regeringsledere og politiske topskikkelser og udveksle ideer og viden og så gå ud og handle bagefter. Og handling for Anders Fogh Rasmussen ”kunne for eksempel være at søsætte et erhvervsprojekt, som kan bidrage til at stabilisere økonomien i et skrøbeligt land som Irak”, sagde han.

Derfor var det på mange måder underligt, at der alligevel var en sær banditstemning over topmødet i går. På sponsorlisten finder man for eksempel en Viktor Pinchuk Foundation. Og hvem er så Viktor Pinchuk? Han er en ukrainsk oligark og milliardær, som New York Times skrev lidt om i april, fordi den amerikanske specialanklager Robert Mueller var begyndt at undersøge et beløb på 150.000 dollars, som Pinchuk overførte til The Donald J. Trump Foundation i 2015. Sikkert ikke ulovligt, men det er der, vi er.

Og så kom Tony Blair også valsende i København i går. Han har haft det svært, siden han stoppede som Storbritanniens premierminister, for historien har allerede dømt ham hårdt for interventionen i Irak. Men Anders Fogh Rasmussen opfatter ham som sin rigtig gode ven. De er også lidt i samme båd, kan man sige, ham og Blair og George W. Bush (som strålede ved sin manglende tilstedeværelse).

Da Fogh rundede sit demokrati-topmøde af, skulle man tro, at fokus var 100 pct. på demokrati, og hvad der nu skulle gøres – altså handlingsdelen. Men han brugte tid på at fortælle forsamlingen, at han ikke kunne huske en eneste ting, som han og Blair havde været uenige om, da de i sin tid sad sammen i Det Europæiske Råd: ”Jeg håber ikke, at Tony Blair bliver pinligt berørt over det her, men i modsætning til hvad opinionsundersøgelser i Storbritannien indikerer, opfatter jeg Tony Blair som en af historiens største britiske ledere”.

Hvad er det, man kaldet den slags? Historieløshed? Som de siger i erhvervslivet: I’ll scratch your back if you scratch mine. Nu glæder vi os til at se noget handling, men vi regner ikke med noget. /Oliver Stilling