The Carters' fornemmelse for kunst, XXXTentacions fornemmelse for tragedien

Den sorte popkultur sidder i et fængsel af sin egen succes. Et fængsel, der er så overrumplende og genialt beskrevet i oscarfilen Get Out (2017), som kort fortalt handler om en kult af hvide ældre overklassemennesker, der via en hjernetransplantation ”flytter ind” i veltrænede sortes kroppe. Det er en humoristisk og klasustofobisk allegori over det, der sker med den sorte populærkultur, der i disse år synes at vinde alt på alle flader. Kunstnere som Kendrick Lamar, der for nyligt vandt Pulitzerprisen, Childish Gambino, der i forsommeren satte ild til internettet med videoen ‘This is America’, Kanye West, Frank Ocean, Cardi B og med film som Get Out og Black Panther (2018). Og så selvfølgelig ægteparret Beyoncé og Jay-Z, der lørdag vandt Telia Parken i København, ligesom de har vundet resten af verdens største arenaer på deres ‘On the Run II’-tour, de er i gang med.

Men successen gemmer også på en amerikansk tragedie, som vi fik at se i sidste uge, da rapperen XXXTentacion blev skudt og dræbt på åben gaden – formentlig som led i et bandeopgør. For hvor barskt det end lyder, er det lige præcis den slags historier, der sælger billetter til de sorte kunstnere, og det, der bevægede hiphoppen fra en subkultur til verdens største musikgenre. Historier, der rækker ned i de triste og gruopvækkende amerikanske statistikker om, hvad det vil sige at vokse op som sort i USA – politivold, racisme, bandekriminalitet, underklasse og ulige vilkår.

I den historie er hiphoppen et centralt omdrejningspunkt. Siden gennembruddet i 80’erne har kunstnerne (til tider direkte fysisk) sloges om, hvem der var mest ’ægte’. Det handler om at være fra underklassen. Hvem er fra ghettoen, og hvem er i virkeligheden bare fra middelklassen. Keep it real, lyder en af klicheerne fra scenen. En stor del af hiphoppen bygger på, at man skal have en historie at fortælle – og det skal være din egen. På den ene side findes clubscenen. Det er den kommercielle del af hiphoppen, og her er det særligt pladeselskabernes marketingafdelinger, som gør meget ud af, at deres kunstnere er hårde drenge fra ghettoen, der kan vise skudsår frem. Simpelthen fordi det sælger plader i den hvide middelklasse. Denne higen efter autenticitet spiller på hele myten omkring slavetiden. Det sorte hård-fyr-image handler om, at den sorte maskulinitet grundlæggende er truet efter 400 års slaveskab. Ikke desto mindre sælger de flest plader i den hvide middelklasse.

Kan kulturen flyttes

Men der synes også at være store dele af den sorte populærkultur, der bruger den historie til at flytte kulturen, og det er her, Jay-Z og Beyoncé forsøger at sparke mure ned. Senest i videoen til singlen ‘Apeshit’, der med den største selvfølgelighed er optaget på verdens mest berømte kunstmuseum, Louvre i Paris. Hvis man kunne kalde Parken for den hvide velfærdsmiddelklasses højborg, så er Louvre i Paris den hvide overklasses højborg. Her poserer parret side om side med kunsthistoriens (og Louvres) mest berømte værker. Videoen åbner med Mona Lisa, og derefter Nike – den græske sejrsgudinde, der står i et smukt trapperum, hvor 14 sorte dansere laver formationer. Kroningen af Napoleon og Josephine er også en central komponent, der fortæller historien om den lille kejser, der kronede sig selv, lige som den næsten fem meter lange sfinks i Louvres kælder er med i en mere ukoreograferet scene.

Rig som en fattig

Det er sjovt tænkt på den helt rigtige tacky måde sådan bare lige at lukke Louvre for at lave en video. Det minder lidt om Kanye West, der i 2014 lejede Versailles til en såkaldt prøvemiddag til sit og Kim Kardashians bryllup, men det er uklart, om det bekræfter eller flytter fordommene og stereotyperne af den sorte kultur. For hvis man skal keep it real som hos hiphopperne og være tro over for det sted, man kommer fra, skal man bruge penge som en fattig, der er blevet rig. Man skal skilte og prale med sin rigdom. Det er det mest autentiske. Det er det samme fænomen, journalisten Naomi Klein beskriver i sin bestseller No Logo fra 2000. Her beskriver hun, hvordan der kommercielt spekuleres i den sorte kultur ved at mime den hvide overklasse: Mærker som Nike og Ralph Lauren har været mestre i at regne det marked ud. Ralph Lauren ved at spille på en sort underklasses drøm om en hvid overklasse – ved at brande sig selv som overklassens produkt. Kampagnerne udstråler ’gamle penge’ – store mansions, patriarkalske store mænd, der har gjort det godt, lystyachts og store, kongeblå biler. Lige præcis derfor blev Ralph Lauren de sortes mærke – hiphoppernes, ghettodrengenes og basketstjernernes mærke. Og nu bliver det lidt kompliceret, for lige præcis derfor sælger mærket så afsindigt godt i den hvide middelklasse – der hvor de rigtig store forbrugergrupper er.

Med en lignende strategi brugte Nike milliarder på at købe sig til store sorte sportsstjerners navne – bedst kendt naturligvis Michael Jordan (med Air Jordan) – ligesom de brugte mange kræfter på at dele gratis sneakers ud i New Yorks ghettoer, når nye modeller skulle på gaden. Og følger man lydsiden på Jay-Z og Beyoncés ‘Apeshit’, er der ingen tvivl om, at parret stadig er tro over for den tradition:

I said no to the Super Bowl: you need me, I don’t need you
Every night we in the end zone, tell the NFL we in stadiums too
Last night was a fuckin’ zoo
Stagedivin’ in a pool of people
Ran through Liverpool like a fuckin’ Beatle
Smoke gorilla glue like it’s fuckin’ legal
Tell the Grammy’s fuck that 0 for 8 shit
Have you ever seen the crowd goin’ apeshit?