Opbrud: Uffe laver en Jelved

Alternativet er slået ind på en ny og spektakulær, men også langt mere risikabel strategi frem til det kommende folketingsvalg: Ved at pege på Uffe Elbæk som ny statsministerkandidat genopfører Alternativet det tvivlsomme eksperiment, som Det Radikale Venstre forsøgte sig med i 2006.

Dengang blev den daværende leder Marianne Jelved skubbet frem som statsministerkandidat. Og dengang mislykkedes projektet monumentalt, gjorde De Radikale til grin og øgede bestemt heller ikke partiets indflydelse efter valget.

Uffe Elbæk har mistet tiltroen til de to etablerede kandidater, Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen: ”Der er ingen af de to nuværende partier, som stiller med en statsministerkandidat, der kan tælle vores stemmer ind i deres ligning. Vi peger på os selv. Vi trækker simpelthen vores mandater ud af ligningen, som vi kender virkeligheden i dag,” siger Uffe Elbæk.

En selvsikker Marianne Jelved udtalte i 2006: ”Vores ræsonnement er følgende: Hvis der efter et valg er brug for Det Radikale Venstres mandater, så foregår forhandlingerne med udgangspunkt i vores politik. Det er politikken som er afgørende for, hvor og hvordan de radikale mandater placeres. Hensigten er, at vi dermed kan bidrage til at bryde blokpolitikken i Danmark.”

Alternativets ræsonnement her i 2018 er langt hen ad vejen det samme som De Radikales i 2006. Dog med en vigtig og dramatisk tilføjelse: ”Den næste regeringsperiode er altafgørende for klimakampen. Danmarks næste statsminister får ansvaret for at fremtidssikre Danmark. Det kræver et radikalt kursskifte,” som Alternativet skriver i sit oplæg med hashtagget #DerforUffe.

Alternativet opfordrer ligefrem andre partier til også at lade sig inspirere af den valgkampsstrategi, som Det Radikale Venstre havde, dengang Uffe Elbæk fortsat selv var kandidat for liste B: ”I Alternativet mener vi faktisk, at alle partier bør stille med deres egen kandidat, så borgerne, inden de sætter deres kryds, præsenteres for en klar politik, der ikke er dikteret af kompromiser og alliancer.”

Opbruddet ruller overalt

Uffe Elbæk er den sidste radikale, som for alvor tror på idéen om at bryde ud, optræde uafhængigt og tilbyde vælgerne et anderledes alternativ. Selv om De Radikales leder Morten Østergaard også har lagt afstand til Socialdemokratiets statsministerkandidat Mette Frederiksen, tør den tidligere indenrigs- og økonomiminister ikke selv springe ud som statsministerkandidat. Morten Østergaard siger åbent, at han er bange for at blive til grin. Sporene fra Marianne Jelved skræmmer.

Når Alternativet nu går tilbage til en fuser med åbne øjne, kan partiets aktivister og ildsjæle i det mindste pege på en tidsånd, som har forandret sig siden 2006. Opbruddet er i gang, ikke kun i Danmark. Overalt i Europa pibler nye partier og politikere frem. Nye bevægelser, som næres af vælgernes vrede og irritation over det etablerede system, og de gamle administratorpartier.

Særligt tre valg i de senere år har givet Alternativet mod til at satse på Uffe Elbæk som statsminister:

Østrig:

Den tidligere formand for partiet De Grønne, 72-årige Alexander Van der Bellen, er blevet valgt som ny præsident i det ellers konservative alpeland. Han slog ikke blot kandidaterne fra såvel den borgerlige blok som Socialdemokratiet, men endte også med at triumfere over den nationalpopulistiske kandidat fra Frihedspartiet.

Island:

Den uafhængige løsgænger Guðni Th. Jóhannesson overraskede mange, da han pludselig stillede op og vandt præsidentvalget i Island. På en ø, hvor også det nye, progressive Piratparti trækker mange stemmer, har den 49-årige historiker vist, at utilfredsheden med de gamle partier hurtigt – og lidt heldigt – kan veksles til magt og indflydelse.

Frankrig:

Kongeeksemplet på en total bundvending i det politiske landskab er valget af Emmanuel Macron som ny præsident i Frankrig. Med sin hurtigt opståede bevægelse ‘La République en marche!’ fik den blot 40-årige tidligere socialdemokrat sat vælgerhavet så meget i svingninger, at han også vandt over såvel de borgerlige som gammelsocialdemokraterne og nationalpopulisterne.

Ikke et præsidentvalg

Rundturen i Europa viser, at forandring er mulig. De gamle partier er rystede, og nye alliancer er mere end mulige. Dog kun med et meget stort forbehold: Indtil videre er det kun ved præsidentvalg, at alternative kandidater for alvor har kunnet vinde frem. I de parlamentariske systemer, der minder mere om tilstandene her i Danmark, har det vist sig langt vanskeligere for partier á la Alternativet at bryde igennem. Og med god grund.

I Danmark har vi såkaldt negativ parlamentarisme. Det betyder, at en statsminister ikke kan blive siddende, hvis han eller hun har et flertal imod sig i Folketinget. Omvendt behøver en dansk statsminister ikke at have flertallet med sig. Det er nok, at der bare ikke er et flertal, som vil stemme for et såkaldt mistillidsvotum. Effekten er, at hverken Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen har brug for 90 mandater ud af de 179 medlemmer i Folketinget.

Og her begynder vanskelighederne for Uffe Elbæks statsministerdrømme og ikke mindst for Alternativets troværdighed som et parti, der søger forandring.

Efter et valg tropper lederne af samtlige partier op hos dronningen på Amalienborg, hvor de hver især afleverer en lille seddel med navnet på den person, som de ønsker skal lede regeringsforhandlingerne. Den partileder, der er flest mandater bag, bliver udnævnt til kongelig undersøger og får lov til at forsøge at danne regering.

Matematikken er enkel: Hvis meningsmålingerne holder nogenlunde stik, og Uffe Elbæk møder op med en seddel, hvor der står ‘Uffe Elbæk’ på, så vil Venstres nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen blive udnævnt som kongelig undersøger og dermed få mandat til at danne en ny borgerlig regering. Under dronningerunden vil der ganske enkelt være flere mandater bag Lars Løkke end bag Mette Frederiksen.

En støtte til Løkke?

Da Alternativet tilsyneladende ikke vil stemme imod en ny borgerlig regering, men ”trække vores mandater ud af ligningen, som vi kender virkeligheden i dag”, vil Lars Løkke Rasmussen kunne fortsætter som statsminister, skønt den borgerlige blok måske kun vil have 85-89 mandater i Folketinget efter valget.

I sin mest kontante form vil Alternativets nye valgstrategi altså betyde, at bl.a. Dansk Folkeparti vil kunne bevare sit veto i dansk politik – nu blot uden at have et parlamentarisk flertal bag sig. En ustabil situation, javel, og en sådan ny Løkke-regering kan meget vel blive kortlivet, men dét vil ikke desto mindre være den direkte konsekvens af Elbæk-strategien.

Bagtanken kan være at ville fremkalde en tilstand af kaos og dermed et hurtigt nyvalg, hvor Alternativet så vil gøre sig forhåbninger om at kunne vinde ligesom Alexander Van der Bellen, Guðni Th. Jóhannesson og Emmanuel Macron. Men der er lang vej dertil. I første omgang vækker udmeldingen fra Uffe Elbæk & co. kun glæde i den borgerlige lejr.

Set med blå briller er sandsynligheden for, at Lars Løkke kan fortsætte som statsminister efter selv et møgvalg, nu pludselig steget mærkbart.