eco power, wind turbines
Grøn teknologi har fremtiden bag sig. Sådan har verdensbilledet set ud siden COP15 i København i 2009. Her få uger før det næste afgørende klimatopmøde, COP21 i Paris peger alle globale nøgletal fortsat i den forkerte retning. Hvorfor?
Værten for COP21, Frankrigs udenrigsminister Laurent Fabius, har beskrevet ‘Hopenhagen’ som et mareridt: »Der findes et København-syndrom. Det ønsker ingen verdensledere at skulle igennem igen«.
København-syndrom? Ja, som en variant af det berømte ‘Stockholm-syndrom’ – opkaldt efter Norrmalmstorg-røveriet i 1973, hvor gidslerne udviklede et forhold til deres gidseltagere – har de globale beslutningstagere udviklet en passiv accept af det klima-problem, som de ellers formelt forsamles for at løse.
Hvad er årsagerne til København-syndromet? Tre faktorer har sat den grønne omstilling i stå: 1) faldende oliepris, 2) politiske kursskift , og 3) den sorte lobby.
Faldende oliepris
Ingen mærker endnu omkostningen ved at forurene klodens atmosfære med drivhusgasser. Siden finanskrisen i 2008 er der sket to afgørende omvæltninger, som har gjort vedvarende energi til en dårligere forretning og samtidig mindsket investeringslysten i grøn energi: Efterspørgslen efter energi er midlertidigt faldet på globalt plan og udbuddet af fossile brændstoffer er samtidig eksploderet som en effekt af udvindingerne af tjæresand- og skifergas i Nordamerika.
Markedets reaktion er forudsigelig: Prisen på sort energi er styrtdykket – og vedvarende energi-projekter har derfor vist sig urentable i de senere år.
Bevægelser i energimarkedet er så voldsomme, at de hurtigt oversvømmer mindre sektorer som den vedvarende, og professor Peter Birch Sørensen, der er Danmarks første klimavismand, er ikke i tvivl, da jeg spørger ham til årsagen til olieprisens fald. Det er en effekt af finanskrisen: »Den efterfølgende verdensøkonomiske krise medførte et kraftigt fald i energiefterspørgslen. Samtidig har skifergasrevolutionen i USA betydet en mærkbar stigning i udbuddet af fossilt brændsel. Resultatet er, at priserne på fossile brændsler er styrtdykket. De alternative energiteknologier er dermed blevet mindre konkurrencedygtige«.
Politiske kursskift
En mindst lige så afgørende årsag til ’København-syndromet’ er politikernes vaklende kurs. De konstante lovændringer i forhold til f.eks. støtteordninger til vindmøller og solcelle-paneler har skræmt store investorer væk. De tør ganske enkelt ikke binde an med gigantprojekter af frygt for, at vilkårlige regelændringer pludseligt får forretningsplanerne til at kæntre.
Den britiske klima-skribent George Monbiot, der er aktuel med bogen ’Feral: Rewilding the Land, the Sea, and Human Life’, svarer prompte på min mail. Han peger på, at politikernes famlen blokerer for investeringslysten: »Usikkerhed er en dræber for ny teknologi. Ingen vil investere langsigtet, hvis de ikke kan se blot få år frem. Politikerne har bremset udviklingen – i en kombination af lavere støtte til vedvarende energi og forvirring om den fremtidige kurs,« skriver George Monbiot til Føljeton.
Samme pointe kommer fra professor Peter Newell fra University of Sussex, der bl.a. har skrevet ‘Climate Capitalism – Global Warming and the Transformation of the Global Economy’: »Barrieren er alene politisk. De omskiftelige signaler fra politikerne – hvor de f.eks. pludselig ændrer reglerne for solceller, og i stedet begynder med udvinding af skifergas – har skabt en fundamental usikkerhed. Ingen tør satse«.
Den sorte lobby
Kritikere af vedvarende energi fremfører igen og igen ét argument: At politisk indblanding med støtteordninger skævvrider markedet. Realiteten er dog, at det i dag er sort energi, som får langt den største støtte. En opsigtsvækkende opgørelse fra Det Internationale Energi-Agentur viser, at den samlede statsstøtte til fossile brændstoffer udgør over 520 mia. dollar, altså mere end 3.500 mia. kroner – om året. Eller seks gange så mange støttekroner som vedvarende energiprojekter får. Det er hovedsageligt lande som Kina og Saudi-Arabien, der tipper balancen.
Det kan være svært at se skævvridningen fra Danmark, hvor bl.a. vindmøller har været støttet i årevis. Professor Christopher Wright fra University of Sydney, der er aktuel med bogen ’Climate Change, Capitalism and Corporations’ opfordrer mig dog til at løfte blikket og se på det globale billede, hvor der er langt stærkere økonomiske interesser, som ønsker at fastholde det nuværende energisystem:
»Det fossile establishment har gennem årene sikret sig massive statssubsidier til olie, kul og gas. Disse subsidier har de ikke tænkt sig at opgive. I hvert fald ikke uden større kamp, end vi ser fra politikerne i dag. Samtidig betyder den såkaldte ’svingdørstendens’, hvor nøglepersoner pendler mellem de største fossile firmaer og embedsapparaterne, at de sorte lobbyister står uforholdsmæssigt meget stærkere end fortalerne for vedvarende energi,« siger professor Wright.
Grønne aktier visner
De tre hovedfaktorer bag ’København-syndromet’ – faldende oliepris, de politiske kursskift og den sorte lobbys magt – har medført en dominoeffekt af fiaskoer på det grønne område. De hårde nøgletal viser, at selv de innovative virksomheder, som rykker hurtigere og mere beslutsomt end politikerne, har svært ved at klare sig i markedet.
Følg pengene og konklusionen står sortende klar: Mens aktiemarkedet generelt er boomet efter nedturen i 2008-09, halter verdens førende grønne virksomheder voldsomt bagefter. Værdien af aktier i vedvarende energiproduktion og -distribution styrtdykker globalt, trods stadigt mere alarmerende prognoser fra FN’s klimapanel. Selv investeringsniveauet i ny, grøn energi er fladt.
Grøn energi er blevet en dårligere forretning siden COP15. Målt på kreditratingbureauet Standard&Poors særlige indeks for verdens 30 største ‘cleantech’-virksomheder er bundlinjen, at den samlede aktie-værdi ikke blot er drastisk lavere end ved klimakset i 2007, men også endnu lavere end selv ved lavpunktet lige inden COP15 i København. Heriblandt er f.eks. danske Vestas. I samme periode er verdens aktier boomet: Standard&Poors indeks for de 500 største firmaer er tredoblet siden finanskrisen, altså steget med ca. 200%, heriblandt fossil-giganten Exxon.
Kvotesystem er fiasko
Europæiske politikere har retfærdigvis forsøgt at påvirke markedet. I forlængelse af klimaaftalen fra Kyoto i 1997 forpligtede EU-landene sig til at skære CO2-udslippet med otte procent fra 2008-2012. Midlet blev kvoter, der på papiret virkede som en effektiv idé: Prisen på klimaødelæggelser skulle ganske enkelt indregnes i energipriserne – ved gradvist at sænke loftet over det samlede udslip af CO2.
Men kvotesystemet er ikke kommet til at virke efter hensigten. Snarere tværtimod. Den tidligere administrerende direktør i DONG Energy, Anders Eldrup – der sad med i inderkredsen af rådgivere under COP15 – erkender at kvotesystemet langt fra har fungeret efter planen:
»Ved COP15 i 2009 var prisen på CO2 ca. 15 euro pr. ton. Forventningen var, at man i løbet af få år ville se en fordobling. Men fiaskoen på COP15 medførte det modsatte – og i de efterfølgende år har CO2-prisen ligget på 5-6 euro pr. ton. Prisen er den afgørende markør for investeringer – altså en passende høj CO2-pris – og forventninger om en fremtidig endnu højere pris vil få afgørende indflydelse på, hvordan virksomhederne tilrettelægger deres investeringer. Uden en passende høj CO2-pris, og forventning om en endnu højere pris, vil der ikke være den nødvendige investor-fokus på cleantech,« siger Anders Eldrup.
Brudte klimaløfter
Finanskrisen har ikke kun mindsket prisen på sort energi – og dermed undergravet forretningsmulighederne i vedvarende energi – men også resulteret i offentlige nedskæringer. En grønthøster er blevet kørt gennem støtteordningerne: »Den økonomiske krise i nogle lande har medført en statsfinansiel krise, som har tvunget regeringerne til at sænke den offentlige støtte til alternativ energi,« siger klimavismand Peter Birch Sørensen.
Bidragene til grøn omstilling er således blevet nedbarberet. Tilbage i Bella Center i 2009 kulminerede forhandlingerne ellers kun i ét enkelt gennembrud: Beslutningen om at oprette en grøn FN-fond med 100 mia. dollar. Men her seks år senere er de faktiske forhold, at kun 10,2 mia. kr. er på vej, altså kun omkring en tiendedel af den lovede støtte til særligt udviklingslandes omstilling.
Troværdigheden for FN-systemets handlekraft er faldet, og kun få tør bygge forventningerne for højt op til COP21.
Folkesagen vakler
Intet har gjort mere for at nære håbet om at finde det teknologiske fix, der kan inddæmme konsekvenserne af den menneskeskabet globale opvarmning end Al Gores 96 minutters katastrofefilm, ’En ubekvem sandhed’, der ramte alverdens biografer i 2006.
I årene efter oplevede den nye branche for såkaldt ’cleantech’ en sand klondyke-stemning. Fra 2005 til 2008 blev venture-investeringerne i små grønne teknologi-firmaer omkring Silicon Valley – ifølge Pricewaterhouse Coopers – mere end fordoblet år for år. På globalt plan begyndte de tunge investeringer for alvor i en ny, vedvarende energi-infrastruktur. Kombinationen af investeringslyst og et gryende folkeligt engagement i klimasagen skabte høje forventninger om, at nu ville verden tage ansvar.
Men begejstringen var kortvarig. I 2014 faldt investeringerne i grøn omstilling for første gang i årevis. Trods letfattelige advarsler fra FN’s klimapanel står løfterne om omstilling til bæredygtighed tilbage som et overflodsfænomen – som et fromt hensyn, der kun nyder opmærksomhed i bobletider, hvor prisen på olie, kul og gas overopheder.
Fakta: Ny dokumentarfilm
Op i mod COP21 i december forsøger den canadiske aktivist-forfatter Naomi Klein at genrejse mobiliseringen fra Al Gores højdepunkt: Med dokumentar- filmen ‘This Changes Everything’, der netop har haft danmarkspremiere, er hun klar med et dramatisk budskab: Klimakrisen skal udnyttes til at skabe en politisk undtagelsestilstand.
Paris-syndromet
Som København og Stockholm har Paris sit helt eget syndrom: Hvert år rammes en række tilrejsende turister, oftest japanske kvinder, af et sindsoprivende kulturchok – som menes at være udløst af kontrasten mellem de himmelhøje forventninger til drømmen om Paris og virkelighedens lurvede sidegader. Symptomet på syndromet er ofte hallucinationer.
Efter København-syndromet truer Paris-syndromet nu forude. Succesen af COP21 skal derfor heller ikke måles på den ordstrøm, der vil vælte ud af konferencekomplekset Le Bourget i den nordøstlige udkant af Paris i de kommende uger, men skal snarere aflæses kontant i markedet for grøn energi.
Hvis f.eks. de indeks for alternative energi-aktier, som er tumlet ned siden København-topmødet i 2009, efter Paris stiger mærkbart, ja så vil det være udtryk for, at reel kapital i mærkbar grad flytter i retning af virksomheder, der er med til at opfinde morgendagens grønne teknologi.