Lær at håndtere nederlag

Fodbold lærer voksne mennesker at håndtere nederlag. I den moderne verden er fodbold blevet én af de mest civiliserede måder at reflektere over egne begrænsninger og andres overlegenhed. Men indrømmet: Det er svært. Det meste af Danmark er netop nu i gang med en kollektiv terapi-session.

Smålige følelser bobler frem. To vidt forskellige nationale karaktertræk træder tydeligt frem: Storhedsvanviddet og mindreværdskomplekserne.

De to skæve tilstande næres af hinanden og forstærker hinanden, særligt i skæbnestunder: Her i dag – efter herre-fodboldlandsholdets exit og uheldige nederlag i går aftes til Kroatien ved VM i fodbold – er vores nationale forfængelighed såret og ydmyget.

Det var så forbandet tæt på. Så latterligt tæt på: Danmark kunne lige så godt have været på vej mod stjernerne. Men, nej.

Efter en sløj start på VM-slutrunden, blev begejstringen for de rød-hvide musketerer vakt dybt inde i 1/8-finalens overtid, i de døende minutter – ja, kun få minutter før den patriotiske optimisme døde igen. Aldrig før eller siden vil Danmark være sæt på at kunne spille sig i en VM-semifinale, eftersom det alt andet end prangende russiske landshold ville have ventet i næste runde.

Rotterne fra Rotterdam

På heroisk vis udstrålede målmand Kasper Schmeichel en ukuelig kampvilje, men udstillede dermed også, at holdet er dygtigere til at forsvare med overkroppen end til at angribe med fødderne. Og det er jo lidt bøvet i fodbold: Lige så kraftfuldt Kasper Schmeichel har forsvaret målet, lige så sjattet har Christian Eriksen løbet forvildet rundt ude på græsset.

Nederlaget står tilbage. Fiaskoen skal nu fordøjes. Spørgsmålet er, om landsholdets afsked har karakter af en overrumplende fornedrelse af et nyt dynamit-hold med uforløste guld-potentialer, eller en forventelig konsekvens, når man spiller så nederen-norsk, knoldesparker-defensivt og søvndyssende kedeligt fremad banen?

Kort sagt: Skal man have nedtur, fordi det stolte Danmark er skabt til noget større end at ryge ud af 1/8-finalerne til en krigstraumatiseret Balkan-stat med færre indbyggere, eller stik modsat: Om man skal have nedtur, fordi det flade Danmark bare aldrig bliver bedre end lidenskabsløst og middelmådigt?

På den ene side kan stoltheden, storhedsvanviddet, hurtigt forløses ved at reducere nederlaget til personlige fejl. Mere præcist kan hele vreden rettes mod assistenttræner Jon Dahl Tomasson, som reelt stod for udvælgelsen af de fem straffespark-skytter. At den tidligere Feyenoord-spiller valgte den 27-årige og nuværende Feyenoord-spiller Nicolai Jørgensen som sidste mand var så dumt og uigennemtænkt, at det nærmer sig landsforræderi.

Hvis disse to rotter fra Rotterdam, Jon Dahl Tomasson og Nicolai Jørgensen,   ikke havde stået i vejen med hver deres krakelerede selvværd, ville Danmark have sejret og udlevet vores genvundne grandiositet. Vi kunne have spille meget mere legende lækkert og samba-brasiliansk.

Eller, nok ikke, vel? For det var tilfældighedernes spil, næppe en ny dolkestødslegende, der udspillede sig for de snurrende tv-kameraer.

Hvem vil savne os?

Dansk storhedsvanvid er og bliver for skørt. Før eller siden er der jo én, der brænder et straffe. Nicolai Jørgensens sidste spark var vitterligt sølle, men Danmark ville have tabt langt de fleste kampe, hvis 1/8-finalen mod Kroatien skulle være blevet gentaget. Danmark nåede faktisk sit maksimale niveau.

På den anden side kan man derfor også synke helt ned i klynk og selvmedlidenhed og dyrke mindreværdskomplekserne.

Den sidste attitude, småstats-mentaliteten, er nok også den mest fremherskende her dagen derpå. Da Danmark i går aftes var sparket ud af VM, udtalte den tidligere EM-helt Flemming Povlsen: ”Spørgsmålet er, om der er nogen, som vil savne os. Er der nogen, som vil savne at have Danmark med videre?”.

Som en eventyr-agtig prins fra fortiden tilbyder Flemming Povlsen selvfornedrelse til folket – og kontant afregning: Danmark hører slet ikke hjemme blandt verdens bedste fodboldhold. Men ærligt talt: Dét er jo også en latterlig måde at håndtere nederlag. Danmark nåede imponerende langt, når man tager i betragtning, hvor få på det danske landshold, der i dag spiller med på højeste klubniveau. Og med lod og trisser kæmpede spillerne sig – efter bedste og begrænsede evner – forbi først Irland i de afgørende playoff-kampe og vandt så her forleden over Peru.

Nederlaget var forventeligt. Uheldigt, heroisk og hæderligt. Derfor er der absolut ingen grund til nu at pumpe ny-imperiale drømme op om, at vores landshold burde og kunne have vundet FIFA World Cup-pokalen, ej heller at afskrive Danmark som et ubrugeligt tegneseriehold.

Når storhedsvanviddet og mindreværdskomplekser har udkæmpet deres indre og forbitrede strid, og fornuften vender tilbage, vil det åbenbare sig, at Danmark faktisk imponerede ved at vinde mere udadtil, end vi nu har tabt indadtil. Takket være Kasper Schmeichel. Tak. /Lars Trier Mogensen