Gud er død, marxismen er i krise, og jeg har det heller ikke selv så godt

“Det ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men nu ved jeg det tilfældigvis godt,” synger C.V. Jørgensen på nummeret I En Blågrå Kupé, og når C.V. senere på ugen skal ud og spille koncert på Roskilde Festival, kan det godt være, at kan kommer til at hviske den lille sætning for sig selv igen.

Bevæger man sig ind på det campingområde, der åbnede lørdag eftermiddag med tusindevis af vilde mennesker, vil man blive mødt af en sælsomt syn. I den badende sol har urin og jord fået lov til at omdanne sig til skyer af støv, der har lagt sig tungt over pladsen som en sandstorm fyldt med e-coli bakterier.

Under det støvede tæppe finder man pladsens beboere. Nogle er kollapset under pavilloner kun omsvøbt i gamle soveposer og ligner nogle, der har akut brug for nødhjælp. Andre prøver ihærdigt at få tiden til at gå med forskellige selvopfundne og primitive spil. Det ligner en flygtningelejr. Ja, det er faktisk ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men nu ved jeg det tilfældigvis godt: Det er ikke en flygtninge lejr. Det er Roskilde Festival.

Den årlige festival har været hjemsted for megen ungdommelig sjov og vilde koncertoplevelser siden den åbnede for første gang i 1971. Men som årene er gået, har verden ændret sig, og det har festivallen også. Roskilde er nemlig ikke bare en festival, men et symbol på det vestlige samfunds skønhed såvel som grimme dobbeltmoral og forfald. Den er symbolet på en elsklig hedonisme såvel som venstrefløjens identitetskrise.

Det hele opsummeres bedst af følgende citatet fra den italienske forfatter Umberto Eco: ”Gud er død, marxismen er i krise, og jeg har det heller ikke selv så godt”.

Gud er død

Filosoffer har i årevis forsøgt at finde på kloge og finurlige argumenter for, hvorfor Gud er “død” og moralens forfald er totalt. Men det eneste argument man virkelig har brug for, er at få øje på tre mænd i enhjørningekostumer. Så ved man, at Gud i sandhed død.

Det synes i årevis at have været alment accepteret, at når man bevæger sig ind på Roskildes campingområde, så lader mange deres etik, moral (og selvrespekt?) blive liggende på den anden side af hegnet. Uhæmmet druk fra morgen til aften i en hel uge, er ikke kun almindeligt, det synes næsten at være formålet for en del af festivalens deltagere. Samtidig nedbrydes samfundets uskrevne intimsfære, og festivaldeltagerne kommunikerer og kommer hinanden ved på en måde, der måske nok ville være ildeset på gågaden i større dansk provinsby.

Umiddelbart lyder det jo som noget prisværdigt projekt sådan at tage på festival og lade fornuften blive derhjemme. Og så alligevel. For måske er det netop sådanne korte perioder med udskejelser, der gør, at vi resten af året kan lukke os inde i det sociologen Max Weber kaldte for rationalitetens jernbur. Det seneste års tid har der været masser af debat om, hvordan unge føler sig stressede og hvordan presset fra studier, sociale medier og omverdenen gør de unge syge. Måske kan man få ventileret nogle af de ting ud, når man får lov til at være helt stiv på stylter en hel uge på en mark i Roskilde.

Men på den anden side åbner det vilde frisind på festivallen også op for en anden debat, der har raset den seneste periode: #metoo. Det ligger i festival-dna’et, at der skal opsøges grænser, og den føromtalte intimsfære, der bliver nedbrudt på Roskilde, kan gøre det svært at navigere i, hvornår man overskrider ikke bare sine egne men især også andres grænser. Der har på tidligere festivaller været lege, hvor det handlede om at “overfalde” andre festivaldeltagere (et såkaldt tigerspring), ligesom det ikke har været unormalt at se grinende drenge sidde med skilte og bedømme kvindelige festivaldeltageres udseende, som var de ufrivillige deltagere i en skønhedskonkurrence.

Men kan det gå i en tid, hvor der er sat fokus på at sige fra og på kvinders mulighed for ikke at skulle være udsat for objektivisering? Når Gud dør lige der på en festivalplads, kan man frygte, at alt det som man har forsøgt at sætte fokus på med #metoo, ryger lige ud med pisstøvet. Det er steder som Roskilde, at den slags diskussioner for alvor skal omsættes fra teori til praksis. Festivallen har selv forsøgt at sætte fokus på samtykke. Om det er nok må vise sig.

Marxismen er i krise

Venstrefløjen og Roskilde Festival synes at have gået hånd i hånd altid. Således også i år. Roskilde Festival er andet og mere end bare musik og druk, og hvis man fx kigger på deres talk- og kunstprogram, vil det hurtigt gå op for en, at festivallen ikke har glemt sine socialistiske hippie-rødder.

Ved det lille område kaldet FLOKKR er der hver dag debatter og kunstinstallationer, der sætter fokus på det, man vist forholdsvis ukontroversielt kan kalde venstreorienterede dagsordner. Fx har man i starten af ugen kunnet finde kunstnerne Zoe Walker & Neil Bromwich, som har inviteret festivaldeltagerne ind for at arbejde med en kæmpe oppustelig slange. Installationen har de kaldt The Serpent of Capitalism, og senere i dag vil slangen bevæge sig igennem campingområdet for at symbolisere kapitalismen, der æder sig gennem pladsen. Det skal ifølge kunstnerne få festivaldeltagerne til at rokke sig fri af kapitalismens greb.

Ligeledes har en karavane af limousiner kørt gennem festivalområdet, ligesom der er bygget et fodboldstadium, der med vilje favoriserer det ene hold. Altsammen for for at symbolisere det tema, som festivallen især har sat fokus på i år: lighed og ulighed.

Der er bygget prototyper af Trumps grænsemur, hvorfra der også starter en kunstnerisk protestmarch, der er venstreorienteret grafitti og Føljetons egen Lars Trier Mogensen var i går på FLOKKR-scenen og rase mod korruption.

Jo, Roskilde Festival holder fast i den røde kampgejst og det marxistiske udgangspunkt. Eller hvad…

For nok har kunsten og debatterne på Roskilde et ventreorienteret islæt, men alligevel føles samfundskritikken en smule hul, når det hele foregår et sted, hvor verdens mest privilegerede mennesker har betalt tusindvis af kroner for lige at prøve at ligge under kummerlige forhold i en uge. Og når The Serpent of Capitalism bevæger sig igennem campingområdet senere i dag, vil den utvivlsom komme forbi en af de mange boder fra Roskilde Festivals hovedsponsor Tuborg, hvilket det er svært ikke at se en vis ironi i.

Roskilde Festival symboliserer noget af det, som utvivlsomt har været med til at gøre marxismen ligegyldig i langt de fleste vestlige lande efter murens fald. Venstrefløjen er dekadent, og har det for godt. Det er svært at kæmpe for de fattige med den ene hånd, når man samtidig drikker dyr champagne med den anden, og Roskilde Festival (skønt det er en velgørende organisation) tapper i den grad selv ind i kapitalismen. Sandheden er, at hvis man vil kæmpe mod kapitalismen, så er der nok mange andre steder end Roskilde Festival, der er mere hensigtsmæssige.

Man kan også spørge sig selv, om festivallen har mistet den politiske føling med sit publikum. Da festivallen startede, var det for hippier. I dag er det for alle. Og spørgsmålet er, om de mange mennesker, der lige nu ligger på pladsen og hører den danske hip-hop-kunstner Pattersutter på anlægget (og det er virkelig mange), sådan for alvor går op i lighed og kapitalismekritik.

Og jeg har det heller ikke selv så godt

Det hele slutter på lørdag. Musikken slukker, øllene bliver flade og alle skal hjem. Efter en uge med total frihed melder hverdagen sig igen, og hvis man ikke havde ondt nok i hovedet i forvejen på grund af den alkohol, der ligeså stille er ved at forlade systemet, så skal man nok få det når den depressionslignende tilstand, mange får efter en festival, dukker op. Så har man det pludselig ikke selv så godt.

Men så kan man glæde sig over, at man kan få lov til at sove i en ordentlig seng og få sig et bad. Og når festivallen så skal evalueres, kan vi forhåbentlig konstatere, at Guds død ikke fik folk til at opføre sig så åndsvagt igen, at samfundskritikken blev andet og mere end en gimmick for kedsommelige festivaldeltagere, og at man aldrig må undervurdere, hvor sjovt det faktisk er nogle gange bare at give slip uden nødvendigvis at skulle overtænke alt.