Dagdrømmerier i regeringskontorerne

I løbet af den nu forgangne politiske sæson har hverken Venstre eller Liberal Alliance dog evnet at få mange af deres ønsker ført ud i livet. Kun De Konservative har med både forsvars- og energiforliget fået demonstreret lidt kontant forsvarsvilje og nye, grønne håb. Men de fleste større reformprojekter er blevet skubbet ud i fremtiden. Samlet set har VLAK-regeringen haft svært ved at lade ord følge af handling.

Den borgerlige treparti-regering har det grundlæggende problem, at Dansk Folkeparti er direkte imod de mange urealiserede ambitioner, der står oplistet så fint og udførligt i regeringsgrundlaget. Sæsonen 2017/18 har været pauver på store og samfundsomvæltende resultater. Til gengæld mangler der ikke vidtløftige dagdrømme i regeringskontorerne.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) formåede ufrivilligt at skyde sommerferie-debatten i gang, da både Politiken og Jyllands-Posten samtidig kunne afsløre en større skuffeplan, som embedsmændene er sat i gang med at regne på.

For lidt over to måneder siden blev der sendt en mail ud til syv embedsmænd fra en chefkonsulent i Økonomi- og Indenrigsministeriet med ordlyden: ”Kære alle. M har bedt om effektvurderinger af 49 forskellige politikforslag”.

Svarene skulle samles i en mappe med overskriften ‘2030-plan’. Hr. M er naturligvis ministeren, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, som dermed forsøger at bruge embedsværket som en slags udvidet partikontor. VLAK-regeringen er nemlig ikke på vej med en ‘2030-plan’, hvad hans eget parti, Liberal Alliance, derimod er frem mod det kommende folketingsvalg, der skal afholdes om under et år.

I første omgang blev mailen til embedsmændene mødt med kritik, fordi de ifølge Kodex VII, som beskriver centrale pligter for embedsmænd i forbindelse med rådgivning og bistand til ministre, ikke må ”bistå ministeren i dennes rent
partipolitiske aktiviteter – f.eks. ministerens opgaver inden for en
partiorganisation, overvejelser om valgkamp i forhold til et folke-
tingsvalg eller ministerens partipolitiske opgaver i forbindelse med
et kommunalvalg”.

I de seneste dage har der udspillet sig en principiel debat om grænserne for embedsmændenes rådgivning.

Kataloget med 49 forslag

Langt mere interessant er selve indholdet i de 49 reformforslag. I en sjælden grad af klarsyn er det blevet muligt at se, hvor de ideologiske forskelle er mellem højrefløjen og venstrefløjen i dansk politik.

Lad det være sagt med det samme: Simon Emil Ammitzbøll-Billes drømmereformer vil ikke blive gennemført i de næste mange folketingssamlinger. Hertil er de ganske enkelt for upopulære blandt stort set alle andre mulige folketingsmedlemmer end Liberal Alliances egne.

Der er umiddelbar hård konkurrence blandt forslagene om, hvilket der er allermest kontroversielt. Et bud kunne være forslaget om at forkorte dagpengeperioden til blot et år, og samtidig sænke ydelsen med 10 pct. Når man tænker på, hvor stor ballade det skabte, da Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl sidste gennemførte en dagpengereform – hvor perioden blev sænket fra fire til to år – har det et næsten anarkistisk skær over sig nu at foreslå en yderligere udhuling.

Men der er mange flere og potentielt endnu større kanonslag i kataloget: Barselsperioden skal begrænses til seks måneder, efterlønnen afskaffes helt og pensionsalderen hæves, sygedagpengene reduceres med op til 15 pct., boligstøtten afskaffes, SU på kandidatuddannelsen fjernes, førtidspensionen reduceres med 10 pct., indførsel af et årligt produktivitetskrav (altså besparelser) i det offentlige på 10 pct. og en total afskaffelse af registreringsafgiften.

En blødere dagsorden

Embedsmændene er i praksis tvunget til at lave detaljerede beregninger af hvert enkelt forslag, og dermed vil offentligheden før eller siden få syn for sagn om, hvad Liberal Alliance drømmer om, når de leger politik.

I virkelighedens verden vil det politiske efterår imidlertid blive præget af andre og noget mindre kontroversielle forhandlinger. Statsminister Lars Løkke Rasmussen annoncerede på Folkemødet, at regeringen ”efter sommer vil lave en samlet sundhedsreform. For at løfte vores sundhedsvæsen yderligere og sætte retningen for de kommende ti års forbedringer”.

Dermed vender Venstres formand tilbage til en vindersag, som han tidligere har haft succes med. Øgede bevillinger til sygehussektoren er et sikkert trumfkort i en tid, hvor vælgerne lever længere og længere, og da det i høj grad er netop de ældre vælgere, som afgør valgene, fordi de er mere aktive og engagerede end yngre, er der stemmer i sundhed. Statsministeren ved også udmærket, at det er dagsordener, som Dansk Folkeparti er begejstrede for, og som Liberal Alliance er modstandere af, som skal bringes i spil frem mod selve valgkampen.

Frem for at skabe splid har statsminister Lars Løkke og finansminister Kristian Jensen gjort sig betydelige anstrengelser i de seneste uger for at fjerne konflikter og modsætninger. Stik modsat Simon Emil Ammitzbøll-Billes kamikaze-attitude er den officielle drejebog langt an på, at efteråret 2018 skal blive roligere, mere fordrageligt og ikke mindst hyggeligere frem mod, at mørket for alvor sænker sig over Danmark igen.