Sommerlæsning

”Sommer var det, midt paa Dagen, i et Hjørne af Hegnet.” Sådan lyder den første sætning i J.P. Jacobsens (1847-1885) novelle ”Mogens”, og samtidig er det den første sætning i J.P. Jacobsens forfatterskab! For han debuterede til almindelig overraskelse med denne novelle i 1872 i februar- og martshæfterne af tidsskriftet Nyt Dansk Maanedsskrift.

Nyt Dansk Maanedsskrift blev udgivet af Vilhelm Møller og udkom i årene 1870-74. Her havde den unge biologistuderende J.P. Jacobsen offentliggjort en række afhandlinger om Darwins ideer, og han udgav hæftevis – fra 1871 – oversættelser af samme Darwins Arternes Oprindelse ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen og Arternes Afstamning og Parringsvalget (1874).

Men den skønlitterære debut var det kun få, der var forberedt på. Og så skulle novellen gå hen at revolutionere dansk litteratur. Aldrig før var der skrevet sådan på dansk, det hele var nyt, naturinteressen, sprogglæden, for nu at sige det mildt, indsigten, der ikke blev forklaret logisk og lineært, men illustreret frem, malerisk, i en brudt komposition. Naturalismen var kørt i stilling, eller modernismen var på plads!

I samme tidsrum skrev J.P. Jacobsen digte, der indvarslede den poetiske modernisme, i øvrigt ganske samtidigt med Arthur Rimbaud i Frankrig! Bemærk, at Poul Borum medtog J.P. Jacobsen i sin bog fra 1966 med netop denne titel: Poetisk modernisme (en generations bibel; vi, der var unge dengang, brugte den som elsket vejledning, når vi ville orientere os i verdenspoesien og læse, hvad vi ikke før havde læst).

”Mogens” blev således trykt i to halvdele, og læserne af det hippe tidsskrift måtte vente fra februar til marts på at få slutningen af novellen. Den er delt dér, hvor ildebranden – i hvilken Mogens’ forlovede, Kamilla, omkommer i flammehavet – er forbi, og hvor Mogens bliver fundet af hegnsmanden fra naboskoven og båret op til Nikolai Skovløbers, hvor han ligger i uger og dage mellem liv og død. Tragedien er fuldendt, afslutningen på første forhold, nu ventede anden og tredje etape af det slyngede forløb. Intet om dette kunne læserne vide.

Begyndelsen af anden del – som altså ikke er nogen selvstændig del i bogudgaven – udspiller sig inden døre, hvor borgerskabets repræsentanter fortæller i form af pinlig sladder, hvordan Mogens turer svirende rundt i sorg og selvdestruktion. Kvinden hedder her Laura, men snart forlader han hende i en kort afskedsscene uden nåde.

Filmisk fortsætter novellen frem i tid til kulminationen, hvor Mogens og hans ægteviede Thora efter ægteskabets fuldbyrdelse følges ad ud i den friske morgen: ”Sollyset jublede henover Jorden, Duggen funklede, tidligt vaagne Blomster straalte, Lærken kvidrede høit oppe under Himlen, Svalerne jog gjennem Luften. Han og hun gik bort over den grønne Toft mod Banken med den gulnende Rug, de fulgte Stien, der løb der igjennem, hun gik foran, ganske langsomt, og saae over Skulderen tilbage paa ham, og de talte og loe. Jo længere de kom ned ad Banken, jo mere kom Kornet imellem, snart kunde de ikke sees mere.”

Således forsvinder de i naturen – natur møder natur – eller måske snarere i kulturen, eller i den kultiverede natur, for det er kornet – den dyrkede natur – der skjuler dem. Intet er tilfældigt i dette udgangsbillede. Det er alt sammen udmærket og vel nærmest en slags seksualpsykologi. Men vigtigere er den sproglige detalje.

Lad os vende tilbage til begyndelsen: ”Sommer var det, midt paa Dagen, i et Hjørne af Hegnet.” Sådan ser den ud i tidsskriftsudgaven fra 1872. Tid, overordnet, tid, præciseret, sted. Bemærk ordstillingen: ”Sommer var det”. Ikke: ”Det var Sommer”. Det vigtige først. Og så i øvrigt bare disse oplysninger som pile kastet mod en skydeskive. En, to, tre. Og blot kommaer imellem, flydende, let.

I bogudgaven, Mogens og andre Noveller, som kommer ti år senere i 1882 – efter udgivelsen af de to romaner, Fru Marie Grubbe (1876) og Niels Lyhne (1880) – er kommaerne ændret til semikoloner. Novellesamlingen udkom i forfatterens levetid, så vi må formode, at han har godkendt – eller ligefrem foreslået – ændringen. Det kan imidlertid også være en redaktør eller korrekturlæser, der har rettet det, ligesom der er udført andre rettelser, som dog kun angår ortografien (og som er uden betydning).

Men for mig har de semikoloner altid – lige fra jeg første gang tjekkede tidsskriftsudgaven og opdagede kommaerne – været et udtryk for en forringelse, en alt for tydelig markering af pausen, som jeg dybest set ikke tror, J.P. Jacobsen selv har ønsket. Det er mere elegant med kommaerne, som om forfatteren har større tillid til læseren.

Hele den indledende beskrivelse er berømt for sin arabeskagtige form, og sandelig om ikke den anden sætning (det andet punktum) slutter med ordet ’Arabesker’. Det var jo J.P. Jacobsens kodeord som digter. Allerede i den upublicerede digtsamling ”En Cactus springer ud”, forfattet i årene 1867-70, optræder digtet ”En Arabesk”, der begynder med de skønne linjer: ”Har du faret vild i dunkle Skove? / Kjender du Pan?”

Men nok så vigtigt, et af de kun seks digte, der blev offentliggjort i digterens levetid, bærer titlen ”Arabesk til en Haandtegning af Michel Angelo”, et af dansk litteraturs allerfineste digte, trykt i Flyvende Blade, 11. juli 1874. Således hilser indledningssekvensen i ”Mogens” ud til et ældre og et senere digt, begge betitlet ’Arabesk’. Såvel i J.P. Jacobsens prosa som i hans poesi er det den sproglige nyhed, farverigdommen, det slyngede, klangligt næsten overjordiske, der kendetegner værket – eller værkerne, det ene er en del af det andet, alle enkeltdelene lyder i helheden.

J.P. Jacobsens første novelle indeholder i overført forstand – og, ja, konkret i form af ordet ’Arabesk’ – digterens poetiske mesterværk(er), og går vi 113 år frem til 1985, støder vi pludselig på ”Mogens” i et digt af den unge digter Morti Vizki (1963-2004). I hans anden digtsamling Vokseværk findes digtet ”For en gangs skyld”, hvis tre første linjer lyder: ”et stopur / et menneskes oplevelser / J.P. Jacobsens Mogens”, efterfulgt af denne: ”der findes kun lykke på bestemte tidspunkter”.

Morti Vizki er – eller var – en overordentlig bevidst digter, der med disse fire linjer både får mimet J.P. Jacobsens metode og skælmsk givet et handlingsreferat af novellen. At lykken kun findes på bestemte tidspunkter, det kan man roligt sige i forbindelse med ”Mogens”, men det gør den så til gengæld også i novellens sidste linjer – og for læseren i dem alle! /Asger Schnack