De er blevet hånet, spottet og latterliggjort. Medlemmerne af Europa-parlamentet – som nedladende kaldes for Mickey Mouse-parlamentet – har sjældent stor eller direkte indflydelse på verdens gang. Men torsdag ved middagstid opstod et gennembrud af de mere skelsættende:
Med 318 stemmer imod og 278 stemmer for afviste et flertal i Europa-Parlamentet et kontroversielt forslag til en ny europæisk copyright-lov, som i praksis ville have indskrænket det frie internet.
Ved en simpel afstemning i Strasbourg kunne cyberspace for første gang i årtier have trukket sig sammen. Men heldigvis vandt græsrødderne – anført af bl.a. opfinderen af World Wide Web, Tim Berners-Lee, og Wikipedia-stifter Jimmy Wales – over lobbyisterne. Hensynet til borgerne overtrumfede for en sjælden gangs skyld hensynet til forretningsverdenen, som gerne vil have haft bedre adgang til at kunne tjene penge online.
At forslaget blev stemt ned – i hvert fald i første omgang – er ikke kun en sejr for Europa-Parlamentet, som endelig viste lidt potens, men først og fremmest for alle os, der holder af et ukontrolleret og decentralt internet, hvor informationer kan flyde frit uden frygt for censur, blokeringer og sagsanlæg.
Som en håndgribelig protest gik det italienske og spanske Wikipedia i sort skræm op til afstemningen for derved at vise, hvad det ville have betydet, hvis forslaget var blevet gennemført i sin nuværende form.
IT-Politisk Forening skriver i sit høringssvar: ”Den foreslåede beslægtede rettighed for digital anvendelse af pressepublikationer er en meget dårlig idé, som i værste fald kan have stærkt negative konsekvenser for internettets funktion og borgernes grundlæggende rettigheder til ytrings- og informationsfrihed”.
Dyrere at dele
Små og uafhængige medier, som f.eks. Føljeton ville have kunnet være blevet forhindret i at linke direkte til andre medier, hvis de nye copyright-bestemmelser var trådt i kraft. Aktivisterne har talt om en ny ‘link-skat’, altså en egentlig afgift på at linke til store, etablerede medier.
Idéen med det nye direktiv om ophavsret på det digitale indre marked er nemlig at gøre det langt mere kostbart blot at dele informationer, videoer og andet indhold.
På papiret kan det lyde tilforladeligt: De største europæiske indholdsproducenter vil ikke længere finde sig i, at deres artikler, udsendelser og radioprogrammer distribueres frit og flydende rundt til folk, som ikke betaler for indholdet. Derfor var og er tanken, at alverdens distributører, indekseringstjenester og sociale medier skal kunne holdes erstatningsansvarlige, hvis de medvirker til at sprede ophavsretligt beskyttet indhold. Og med distributører tænkes i høj grad på Facebook og Google.
Ud fra en gammeldags logik er der ræson i forslaget. For hvis verden stadig var som før digitaliseringen gik amok, ville det måske kunne have ladet sig gøre at forpligte de store tech-virksomheder til at medfinansiere spredningen af indhold. Og dermed tilføre indholdsproducenterne flere penge, som så kunne blive investeret i mere og bedre indhold.
Men så god og enkel er verden ikke. For i stedet for at betale for at dele andres indhold vil både Facebook og Google helt sikkert gøre noget helt andet, nemlig indføre automatiske blokeringer af indhold, hvor der er tvivl om ophavsretten.
Automatiske blokeringer
Algoritmer vil øjeblikkeligt frasortere opslag og links, som Facebook og Google ville kunne blive pålagt at betale for. Giganterne vil nemlig hellere indskrænke den frie debat, end de på nogen tænkelig måde vil betale direkte til indholdsproducenter.
I praksis ville der derfor ikke være flere musikere, forfattere eller journalister, som ville have tjent mere på direktivet, men derimod markant færre, som nogensinde ville komme til at høre om de pågældende musikere, forfattere eller journalister.
Denne barske kendsgerning kan man begræde, men det er komplet verdensfjernt at tro, at omsætningen på indholdsproduktion skulle stige, fordi Facebook og Google skulle begynde at begrænser brugernes delinger af links og såkaldte ‘snippets’, små resuméer.
Tankevækkende nok er der heller ikke engang lagt formelle mekanismer ind i direktivet, som konkret ville garantere de egentlige og originale indholdsproducenter en større fortjenester. Derfor er det begrædeligt, at organisationer som f.eks. Dansk Journalistforbund støtter direktivet, i en lidt besynderlig forestilling om, at indhold skal begrænses mest muligt for at være noget værd. På internettet hersker den omvendte logik. Heldigvis.
Flertallet i Europa-parlamentet er kommet på omdrejningshøjde med den digitale udvikling og har gennemskuet, at øget lukkethed ikke er en farbar vej. Men lovgivningsprocessen er bestemt ikke slut endnu.
Europæiske mediekoglomerater, der i de senere år har tabt markedsandele til Facebook og Google, vil fortsat presse hårdt på for at få delinger begrænset og låst bag betalingsmure. Dét må ikke lykkes: Ligesom den vilde natur skal skånes, skal også det frie cyberspace værnes med fortidens købmænd. /Lars Trier Mogensen