A woman uses a parasol to shade herself from the summer sun at the U.S. Capitol in Washington May 31, 2011. The U.S. National Weather Service issued a heat advisory for the region for Tuesday, when the temperature reached a high of 97 Faherenheit (36 Celsius). REUTERS/Jonathan Ernst (UNITED STATES - Tags: ENVIRONMENT IMAGES OF THE DAY)
Det regnede i går. For første gang i månedsvis. I hvert fald lige på dette frimærke af verden, hvor Føljetons hovedkvarter holder til, og det var en sand lise for sjælen. Det var den slags sommerregn, som også frembringer den fantastiske duft af sommerregn, der rent faktisk også har en ret smuk videnskabelig betegnelse. Petrichor, kalder man duften, og det er afledt af det græske ord for sten – petri. Du kender den helt sikkert godt. Det er den der friske syrlige, men også runde og behagelige duft, der opstår, når regnen rammer den varme asfalt, og støvet fra tørken bliver trængt mod jorden.
Det var to australske forskere, der tilbage i 1960’erne afdækkede og navngav fænomenet, og det viser sig, at duften stammer fra en særlig olie, som de fleste planter afgiver, når de bliver ramt af solens stråler. Olien løber ned på stenene og andre lerholdige flader, hvor de bliver absorberet og først frigivet igen, når overfladen bliver ramt af vand. Herfra hvirvler olien op i luften og blander sig med andre mikroorganismer, blandt andet også ozon, og tilsammen giver de den fine duft af sommerregn – petrichor.
Man skal være ramt af et særligt traume, hvis man ikke elsker den duft. Det er en duft af liv, en duft af en ny begyndelse og renhed, og – med fare for at lyde lige rigelig højstemt sådan en tilfældig sommermorgen i ferien – en duft af håb. Det er også en underlig duft af orden. Som om tingene igen bliver glattet ud og bragt i orden, og den duft længes vi voldsomt efter i det politiske Europa. I dag mødes alle stats- og regeringsledere fra Natos medlemslande i Bruxelles for at blive enige om forsvarsalliancens kurs fremover, og her kunne man altså godt bruge en duft at petrichor.
Det er som sædvanlig, fristes mand til at sige, Donald Trump, der kommer med uro og brand, og allerede inden mødet i dag har han skabt diplomatisk ængstelse i alliancen ved at skælde ud på alle sine venner i EU. Det er set før, at ikke bare Trump men de fleste amerikanske præsidenter i nyere tid skælder ud på de andre Nato-lande for ikke at leve op til deres erklærede mål om, at to pct. af BNP’et skal gå til forsvaret, men det er sjældent sket med så tydelig en splittelse mellem USA og Europa og med så rådvilde en flok europæiske politikere, der har sit eget at slås med på kontinentet. Storbritannien (ja ja, der retteligt ikke ligger på kontinentet) er på vej ud af EU og arbejder med et indenrigspolitisk kaos, hvor ministre på stribe forlader regeringen. Tyskland er dybt splittet på spørgsmålene om migration, forsvar og EU. Italien har gang i et større politisk eksperiment med deres nye regering, Østeuropa kæmper med Nordvesteuropa om grænserne mod sydøst, Frankrig kæmper med et statsunderskud og reformer, Grækenland roder til stadighed med massearbejdsløshed og økonomisk tristesse. Hele den europæiske plade rundt er der en generel voksende modvilje blandt store dele af befolkning mod et fælles og stærkt Europa. Antallet EU-kritikere stiger og stiger, og samtidig er der udbrudt en toldkrig mellem EU og USA.
Det er på det tapet, Trump kommer til Bruxelles, og det kunne ellers være rart, hvis det havde haft en mere stabil base at stå på, når han senere på ugen tager videre til Helsinki for at mødes med den mand, der synes at nyde spektaklet: Vladimir Putin. Det er en hed politisk sommer, og vi følger ængsteligt med fra vores hovedkvarter, mens vi håber på mere petrichor i de næste uger. /Lasse Lavrsen