Barytoner og havfruelunger

Der er høflig latter og håndtryk i luften foran Air Chinas spritnye check-in i Københavns Lufthavn denne formiddag i slutningen af maj. Et sukkerprint af flyselskabets logo er trykt i en rød lagkage som Kinas kvindelige ambassadør i Danmark, Den Ying, om lidt skal skære for i selskab med lufthavnens direktør og Brian Mikkelsen, der på det tidspunkt stadig er erhvervs- og vækstminister. Han er netop ankommet og falder ind i mængden af mænd i jakkesæt og kvinder i høje hæle, som udveksler smil ved de opstillede borde med champagneglas og kildevand.

”Jeg ved ingenting. Min sekretær styrer min kalender,” siger den danske minister på engelsk og griner, så det smitter i cirklen af folk omkring ham.

Sammenhængen fortaber sig blandt stemmerne. Snakken bliver afbrudt af trommelyde og bækkensmæld fra kinesiske kvinder i røde dragter i vandrehallen. Otte ben er kravlet ind i to dragekostumer med guld og glimmer og rødgule farver. Brian Mikkelsen overværer andægtigt forestillingen ved siden af Den Ying, mens rejsende med rullekufferter går forbi.

“Lad os fejre den nye rute,” siger Air Chinas chef i Danmark, Andy Hao, på engelsk, fra en lille scene. Han ryster på hænderne. Måske på grund af det fine fremmøde. Her er vel 50 mennesker. Mikrofonens volume er lidt for lav, og mens han taler, kommer der lyde fra lufthavnens højttalere, hvor speakeren er ved at teste sin mikrofon, som hun puster og banker i.

Brian Mikkelsen læser op fra sit talepapir og fortæller om den gamle silkevej, der blev afgørende for samhandel mellem øst og vest: ”Sidste år under dansk-kinesisk turisme-år lærte vi meget om hinanden. Vi er lykkedes med at fortælle historien om vores kultur og det danske eventyrland. Når jeg har besøgt Kina, har jeg mødt højtstående embedsfolk, som citerede eventyr af H.C. Andersen, som jeg ikke engang selv kendte,” fortæller han. Den anekdote fortalte han dog også til Politiken sidste år.

”Beijing og København er søsterbyer og måske de bedste søsterbyer i verden,” siger BinBin Gong leende, inden hun præsenterer næste taler i rækken. Hun arbejder til dagligt som sproglærer i Udenrigsministeriet. Den kinesiske ambassadør får ordet og fortæller, at den nye rute er en manifestation af forholdet mellem de to lande, som er bedre end nogensinde før.

Et uland for kinesere?

Samme aften afholder Air China en gallaevent på udstillingsakvariet Den Blå Planet på Amager, og foreningsmennesker fra den kinesiske diaspora i Danmark er inviteret i selskab med flyselskabets ansatte, diplomater og branchefolk. De kinesiske stewardesser går rundt i røde uniformer og tager selfies foran fiskene i akvarierne, mens lydmænd sætter udstyr op ved en amfiscene.

Jeg møder Liberal Alliances gruppeformand i Københavns Borgerrepræsentation, Heidi Wang, der netop har fundet en stikkontakt til sin telefonoplader. Byrådspolitikeren er født i Taiwan og blev landskendt for sit slogan ‘Mere Wang. Mindre Wrong’ – og for valgplakater, hvor der stod, at hun ikke var Karina – en henvisning til en anden kandidat fra partiet med asiatiske rødder. Kinesere står for mere end halvdelen af de toldfrie varer, der bliver købt i Danmark, siger Heidi Wang, og derfor burde vi byde dem et højere serviceniveau:

”Kinesiske turister er chokerede over, hvor små vores hotelsenge er. Der mangler også badetøfler. De tror, de er kommet til et u-land,” siger hun. Kinesere betaler ikke moms, når de køber varer i Europa og sparer mindst 30-40 pct. på mange indkøb på grund på af ekstra moms på luksusvarer i hjemlandet.

Heidi Wang er klædt i sort kjole og sorte sko med guldspidser, der matcher de perlearmbånd, som hun har på hvert af sine håndled. Der burde også skiltes på kinesisk i busser og metroen, mener hun, for kineserne har svært ved at aflæse husnumrene i København.

Hun fortsætter: Engang havde Danmark ry for at være et sikkert land blandt kinesere, “Men nogle kinesere er blevet berøvet på gaden i København af folk, som har givet sig ud for at være betjente. Der er også mange fastboende kinesere, som oplever indbrud. 20 pct. vil jeg tro. Af østeuropæere, sikkert, som begår indbrud i en hel opgang, hvor der kun bor kinesere.”

Marco Polo på kinesisk

Heidi Wang er den første, der sætter sig i sædet foran scenegulvet, mens hajer og rokker svømmer rundt i det kæmpe bassin i baggrunden. Her er mørkt, så arrangørerne har lysende skilte på, hvor der står ”staff”, før de skifter til kinesisk. Jeg ender ved siden af Copenhagen Posts kommercielle direktør, Hans Hermansen. Den engelsksprogede avis laver også et magasin til kinesiske expats, fortæller han.

“Kinesere er nemme at have med at gøre. De arbejder med femårsplaner,” siger han – en subtil hentydning til kommunistisk planøkonomi. ”Nej, det handler om kemi. Det tager lang tid at komme ind på kroppen af dem, men når først det lykkes…”

“Madam Heidi Wang, Director at City Council!” siger Wilson Zhu, aftenens vandkæmmede toastmaster, der til daglig arbejder i en bank og bor i Lyngby. Nu råber han navnene op på de inviterede direktører og lobbyister gennem sin håndfri mikrofon.

Den kinesiske ambassadør har skiftet kjolen fra tidligere i dag ud med en kinesisk folkedragt. Hun bliver inviteret på gulvet i selskab med Air Chinas europæiske chef og VisitDenmarks direktør, Flemming Bruhn, for at trykke på en knap, der fungerer som det symbolske startskud til et frugtbart samarbejde.

”Er vi klar?” spørger toastmaster Zhu. ”Tryk nu ikke for hårdt på knappen. 3, 2,1…” I det samme flyder der kinesisk fløjtespil ud af højttalerne, og lys fra glimtende lysstofrør reflekterer på havvandet i bassinet, så hammerhajerne bliver inkluderet i festen.

Flemming Bruhn siger et par ord om den skuffende vækst på tre pct. kinesiske gæster sidste år, som forklares med manglende hotelkapacitet. ”Men vi havde besøg af den kinesiske popsanger Jackson Lee og kinesiske madbloggere.”

Den danske operasanger Peter Lodahl indtager gulvet. Han har for nylig været i Beijing og Guangzhou for at synge titelpartiet i verdenspremieren på operaen Marco Polo – på mandarin. Nu får den én på det dybe register. Først i en a cappella-version på mandarin og så på dansk, mens kinesiske musikere spiller på harpe og xylofon.

”Den mand er fuld af overraskelser. Det bedste fra begge verdener,” siger Wilson Zhou i sin håndmikrofon, mens klapsalverne drysser ned over barytonen. ”Vil I have mere? Så vær søde at benytte jer af Air China!”

Et ensemble af danske og kinesiske konservatoriemusikanter spiller på xylofoner, slagtøj og klokker. Det lyder som underlægningsmusik i Alice i eventyrland. Pludselig svømmer en rødhåret havfrue med finner og paletter rundt blandt hajerne i bassinet, mens hun sender håndkys ud til publikum, så det bobler fra hendes mund. Havets prinsesse kaster sand op fra havbunden og vrider sig sensuelt i vandet. Hun må næsten være fridykker, sådan som hun formår at holde vejret. ”En præstation fuld af kærlighed,” siger Wilson Zhou, mens publikum klapper og filmer med deres telefoner.

Gānbēi!

En ung kok med overskæg, krøllet hår og britisk accent præsenterer menuen i spisesalen, hvor der er udsigt til Øresund. ”Asparges er overalt for tiden i Danmark. En kæmpe ting. Rabarber er going crazy right now, siger han til lyden af dæmpet elevatorjazz.

Heidi Wang sidder til bords med ambassadøren og andre af de indbudte, øverste spidser, og jeg ender ved et bord med tre kinesiske kvinder fra Air China og tre dansk-kinesere, som er engageret i kinesiske foreninger.

54-årige Meng Song bor i Slangerup og arbejder i Air Chinas danske afdeling. De to andre ansatte fra selskabet arbejder i Sverige og Dubai. Vi skåler i hvidvin. Gānbēi! som man siger på kinesisk.

”I Kina har vi en dårlig vane med at hælde alkohol ned i stedet for at nyde det. Hvis en person af højere rang siger gānbēi, er du nødt til at drikke. Så ender man med at blive meget fuld,” forklarer Meng Song.

“Godt at se, at der skåles,” lyder Wilson Zhous stemme fra højttaleren. Gæsterne har smidt deres visitkort i en hat, og toastmasteren er ved at afsløre, hvem der bliver de heldige vindere af modelfly fra Air China.

På terrassen falder jeg i snak med VisitDenmarks direktør, Flemming Bruhn, og Karsten Grey, som er Key Account Manager hos Politiken og et sted i halvtredsårsalderen. Han er i jakkesæt med charmeklud, solbrændt og med et gråt skæg rundt om munden.

”De har så travlt, kineserne. De sidder og sover hen over maden,” siger Karsten Grey. Når han ikke sælger annoncer for Politiken, arbejder han som tjener på bøfrestauranten A Hereford Beefstouw i København, som jævnligt har grupper af kinesiske gæster på besøg. ”De sviner altså også,” siger han og lader som om, han trækker et kyllingeben ud af munden.

Direktøren for VisitDenmark smiler diplomatisk: ”Ah, der er nu sket en stor forandring de senere år. Der har kørt mange kampagner i Kina,” siger han.

Air China har indgået et samarbejde med urfirmaet Ole Mathiesen, og Christian Mathiesen, der er direktør og barnebarn til grundlæggeren, bliver kaldt ned til Wilson Zhou i bunden af salen. Aftenens hovedpræmie er et ”limited edition-ur”, som direktørens far designede i 1992.

“Se, der står Air China på bagsiden,” siger toastmasteren, da direktøren viser uret frem af æsken. Et ”wow!” går gennem salen.

Der bliver drukket til ved flere af bordene, og tjenerne fylder flittigt på i glassene.

”Se, hvordan kineserne går rundt og skåler ved bordene. Sådan er traditionen. Danskerne bliver siddende,” konstaterer Shuangya Ye. Hun er kæreste med formanden for Den Kinesiske Forening i Danmark.

Wilson Zhou runder af for aftenens program og slår ud med armene.

“Det var alt fra mig, men som vi siger i Kina: Natten er ung, og I må drikke lige så meget, I vil.”