Kvindelige kandidater ændrer valgkampens spilleregler

Noget utroligt spændende og utroligt opløftende sker i USA. Og som det jo ofte forholder sig med tendenser: Når det sker derovre, sker det formentlig også her.

Til dels som følge af at en charlatan og mandschauvinist som Donald Trump er blevet præsident, stiller rekordmange kvinder op til det amerikanske midtvejsvalg i november, hvor samtlige 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus og cirka en tredjedel af landets 100 senatorer er på valg. Det er godt nok, men det er ikke det, der er det virkelig interessante. Det interessante er måden, hvorpå mange af kvinderne præsenterer sig selv i deres valgkampagner.

Tidligere var det meget enkelt at være politisk konsulent for en kvinde, der stillede op. Man skulle bare sige til hende, at hun skulle tage jakkesæt-lignende tøj på, holde kæft om sit familieliv og sine børn, sørge for at smile og tale om sit imponerende cv. Men ikke mere. Hvis man kigger på kvindernes kampagnevideoer og valgreklamer, kan man se, at de fremstiller sig selv på en meget mere kompleks måde. ”Disse kvinder, som er på valg, og måden, de er på valg på, kommer til at forandre politik for altid,” siger Christine K. Jahnke, der er politisk konsulent for Demokraterne, til New York Times. ”De omskriver spillereglerne. Men vi ved ikke præcis, hvordan de nye spilleregler kommer til at se ud.”

Mascara og flade sko

Her på Føljeton har vi tidligere skrevet lidt om den 28-årige aktivist og powerkvinde Alexandria Ocasio-Cortez, som i juni mod alle odds vandt Demokraternes nominering til et sæde i Repræsentanternes Hus i det 14. kongresdistrikt i delstaten New York. Kigger man nærmere på hendes kampagnevideo, ser man sammen med målbevidstheden og den sociale indignation en følsomhed og kvindelighed, som enhver fornuftig kandidat med to x-kromosomer tidligere har skullet gemme langt væk for at have en chance. Man ser hende for eksempel lægge mascara foran spejlet i sit lillebitte badeværelse og stå på stationen og skifte sine flade sko ud med høje hæle som alle mulige andre pendlende kvinder i New York. Det er i orden at vise det private og sårbare frem.

Som New York Times er inde på i deres gennemgang af fænomenet, har studie efter studie vist, at vælgerne stiller større krav til kvindelige kandidater: ”De har en tendens til at støtte en mandlig kandidat, som de ikke kan lide, så længe de mener, at han har kvalifikationerne, og det går de ud fra, at han har – gennem flere århundreder har de fleste politiske ledere trods alt lignet ham. Men kvinder skal bevise, at de er både kvalificerede og vellidte.” Og fordi så mange kvinder stiller op i år, er vælgerne tilbøjelige til at acceptere, at de er kvalificerede (uden nødvendigvis at kunne lide dem).

Nu nævnte vi før vores darling Alexandria Ocasio-Cortez. Men der er også en anden type, som er interessant, nemlig den 42-årige MJ Hegar, som stiller op til Kongressen i Texas. Hendes kampagnevideo begynder med, at hun kalder sig selv ”an Air Force combat veteran and a mom”, og hun beskriver, hvordan den helikopter, som hun fløj, blev skudt ned under en (i øvrigt vellykket) redningsaktion i Afghanistan. Men så skifter hendes fortællerstemme spor, og vi hører om, hvordan hun som lille pige så sin voldelige far smide moren gennem en glasdør. For et par år siden havde sådan en historie diskvalificeret hende til et offentligt embede – men ikke længere.

Denne tendens fangede de aldrig i Hillary Clintons præsidentvalgkampagne. Hun lod sig i et vist omfang fremstille som en rimelig ufølsom kvinde in a man’s world, og når hun endelig forsøgte sig med et bedstemoragtigt udtryk, virkede det hult, kalkuleret og bedaget. Tiden er løbet fra det. Den måde at føre kampagne på er allerede gammeldags. De yngre generationer af politikere og vælgere er vokset op med online-organisererede protester, hudærlige YouTube-stjerner i en konstant snappende hverdag, hvor alt kan og vil blive dokumenteret. Samtidig har Trump, Womens’ March og ikke mindst #MeToo skabt en nyfeministisk revolution, som det er virkelig svært at få nok af.

Også danske politikere, som gør sig håb om at vinde vælgernes gunst, gør klogt i at sætte sig ind i de nye spilleregler, for intet er, som det plejer. Og vi behøver ikke engang nævne navne. /Oliver Stilling