Tour de France er den smukkeste form for lidelse

Vi sidder på Café Frederik VI. Det er en behagelig sommerdag, og caféen viser VM-kampen Frankrig mod Peru, på storskærm endda, og vi drikker fadøl, mens vi snakker om moralsk forfald og dekadent lidelse. Fodbolden kører mest i baggrunden, kun en gang imellem bliver vi afbrudt.

”Det er lidt uheldigt. Den var gået ind, var den ikke?” spørger Bastian om et blokeret skud.

Bastian Emil Goldschmidt (f.1992) er forfatter, musiker og præstesøn. Og det er egentlig cykling, vi er kommet for at tale om. Når det kommer til cykelsportens mytologi, er Bastian ingen hr. hvem som helst. Han har oversat og skrevet efterord til Curzio Malapartes cykelessay Coppi og Bartali (2017, ATLAS), der handler om de to ærkerivaler Fausto Coppi og Gino Bartali i efterkrigstidens Italien. Han har skrevet artikler om cykelsport, lavet radio om det, holdt debatinterviews med Jørgen Leth og Rolf Sørensen.

”Jeg synes overhovedet ikke, at det er søgt at prøve at besynge sport til at være mere, end det er, ved for eksempel at lave en sammenligning til Odysseen eller til græsk mytologi i cykelsport. Fordi cykelsporten er skabt præcis ud fra det ideal. Den er skabt til at skulle passe ind i den skabelon. Ivanoe Bonomi [senere italiensk premierminister] skriver nogle fantastiske cykelessays i starten af 1900-tallet, da sporten lige er blevet opfundet nærmest, hvor han siger, at de italienske ryttere skal gå direkte i fodsporene på de græske helte. Altså fra den spædeste start er det ønsket. Så jeg synes ikke, det er at prøve at trække det op til noget, det ikke er. Det er det, det er. Henri Desgranges, der opfinder Tour de France, siger i 1939: ’Den mission, jeg har med løbet, er, at det skal være så hårdt, at kun én rytter skal gennemføre’. Jeg synes, det er så flot. Det er en så ren idé. Det er kun én mand. Det er kun Odysseus, der skal komme alene hjem til Ithaka, efter alt er tabt. Det er bare voldsomt smukt.”

De rene helte

Bastian har været fascineret af cykelsportens myter, som han har fulgt, siden han var en ung mand på 11 år i midten af 00’erne. Dengang hed rytterne Tyler Hamilton, Tom Boonen og ikke mindst Michael Rasmussen.

”Michael Rasmussen. Jeg elsker ham den dag i dag. Han kørte så rent. Og selv som en lille dreng forstår man godt den præsentation, den slags renhed. Ligesom et klassemål [i fodbold].”

Når Bastian bruger ordet rent, og det gør han ofte, så betyder det noget henad ‘uforstyrret’, at kommunikere et klart budskab eller et rent billede. Selv om man kan komme til at tænke på doping, så er det slet ikke dér, vi skal hen. Michael Rasmussen var dopet til tåspidserne, men han var alligevel ren, fordi han var en lille bjergrytter, der altid var ude på at gå i udbrud fra morgenstunden. Han ville bare være bjergkonge.

Selv om Bastian forklarer, at Michael Rasmussen havde samme renhed som et klassemål i fodbold, er der en afgørende forskel mellem cykling og fodbold: lidelse. Og lidelsen gør faktisk, at cykling ikke bare er en sport.

”Jeg kan sådan set meget godt lide fodbold, men jeg synes, cykelsporten går en lille smule væk fra at være en sport, men mere hen mod noget, der er lidt mere vanvid. Derfor synes jeg, heltene er et renere ekstrakt. Cykelryttere er et lidelsesfællesskab, og det føler jeg ekstremt meget med. Jeg synes, samfundet godt kan være et lidelsesfællesskab. At omsætte lidelse til fart – til ensom sejr. Jeg synes, det er den smukkeste idé.”

Københavnsk dekadence

Frederiksberg Allé er en af Københavns fineste gader. For det første er det en allé, come on, og som den strækker sig fra Frederiksberg Have og udmunder ved byens mest parisiske gade, Værnedamsvej, vækker den billeder til live af engang, hvor København var en fin by, i hvert fald for nogle, dengang der var klasseforskelle til. Prægtig strækning. Vel kun på en gade som denne kan man se ‘Den falske marquis’, Marcel de Sade, flanere rundt med stok og ridestøvler. Og når danskerne skal forsøge at stable et cykelløb af internationale standarder på benene, når Danmark skal vises frem på den måde, må opløbsstrækningen lægges på Frederiksberg Allé.

På hjørnet af Frederiksberg Allé og Alhambravej ligger caféen Frederik VI. Caféen var en af Dan Turèlls stambeværtninger og ligger kun en spytklat fra det tårn på H.C. Ørsteds Vej, der gav navn til Johannes Jørgensens dekadencetidsskrift Taarnet, der var forsamlingslokale for den dekadente-symbolistiske kunstnerklasse, da det peakede i et år fra 1893 til 1894.

Nuvel, hvis man fx sammenligner med andre europæiske hovedstæder, er København så lille, at man altid vil være en spytklat væk fra en eller anden adresse, hvor en eller anden mere eller mindre kendt person har opholdt sig for en periode. Og lige i dag er der ingen Turèller eller marquiser, og der er gået 124 år, siden Taarnet udkom sidste gang. Faktisk er Danmark ikke, hvad det har været, hvis man spørger Bastian.

”Jeg føler, at heltedyrkelsen er taget helt ud af Danmarks samfund. Den er mere tilstedeværende sydpå. Italien. I Danmark synes jeg ikke, der er nogen helte. Og jeg synes, det er sindssygt vigtigt. Jeg bruger det hele tiden i mit liv. Jeg bruger det til at komme op om morgenen ved at tænke på Fausto Coppi eller Nibali eller Fuglsang for den sags skyld. Bruger det, hvis jeg er nervøs ved ting, hvis jeg ikke kan overskue ting, så tænker jeg: Hvad havde de gjort? De havde ikke tøvet. Man må aldrig tøve. Man må tage initiativet. De har jo fantasien til at være kommet dertil, hvor de er. Det må man lade sig inspirere af, synes jeg. Det er få andre steder, hvor man finder de karakterer. Jeg håber, alle kan finde en helt.”

Ingen brok, kun idoler

Bastian er i færd med at skrive en bog om italieneren Fausto Coppi (1919-1960). Coppi var den største af dem alle. Det synes Jørgen Leth også, der er så heldig at have mødt ham to gange. Bastian spurgte Jørgen, hvordan det havde været at møde Coppi. ”Han sagde: ‘Det er et minde, jeg gemmer som en juvel i mit hjerte’.”

Vi kommer ind på det besynderlige i, at Bastian har samme fascination af en mand, Fausto Coppi, som han med garanti aldrig kommer til at møde. Jørgen Leth skrev digte om Coppi, mens Bastian er født 32 år efter hans død og er vokset op med nogle helt andre ryttere og en anden måde at køre cykelløb på.

Er det en bedre måde at dyrke sit idol på, hvis man slet ikke har set sit idol? Så eksisterer han endnu renere i sin helteskikkelse, eller hvad vi kalder den?

”Ja, det er helt sikkert. Det er et helt rent billede. Der er ikke noget, der ødelægger det. Et eksempel er Nibali. Ham er jeg kæmpe fan af, og jeg har fulgt ham i rigtig lang tid. Jeg kan ikke følge ham på Instagram, fordi jeg bliver ked af at se, hvad der sker. Jeg er sikker på, at han er en meget spændende person, men jeg kan ikke holde ud at se ham være på en eller anden kikset is-restaurant eller lægge billeder op af sine nye sponsorerede solbriller eller høretelefoner. Det er forfærdelig vanære. Det er vildt grimt. Jeg er vildt fascineret af sportsfolk, og jeg synes ikke, nogen af dem er dumme. Men jeg kan godt lide, når de ikke siger for meget.”

Bastian forklarer, at han ikke kan lide alle cykelryttere. Han vil ikke ”hænge nogen ud”, men der er bestemte karaktertræk ved rytterne, der ikke giver points i Bastians bog. En af de ting er brok. Hvis man har det mindste at være sur over, må man vende det indad i stedet for at gå og brokke sig.

”Man må altid vende det indad. Hvis en cykelrytter brokker sig over udefrakommende omstændigheder, så mister jeg simpelthen så meget for dem. Jeg kan sagtens forstå det, men vend det ind! Det er den eneste måde, du kan bearbejde det på.”