Det eksotiske Norden – set fra en kahyt med kvalme

I Lilys pas hedder hun Zhang Zi Xuan. Hendes engelsklærer i Xi’an, i det nordøstlige Kina, foreslog hende tilfældigt navnet Lily. Som så mange kinesere, der er i berøring med den globale verden, har den 15-årige pige med runde briller og pagehår et engelsk kælenavn. De seneste 14 dage har været Lillys første i Europa.

“Min mor siger, at folk lever fredeligt heroppe,” siger hun og kigger på sin telefon med Hello Kitty-cover. Når hendes engelske ordforråd ikke rækker, oversætter hun på Google Translate. Lily sidder på en bænk på Oslobådens dæk en time fra København på vej til den norske hovedstad.

“Mine klassekammerater er bedre til engelsk end mig, men jeg er god til matematik. Det giver mig stor tilfredsstillelse at løse regnestykker,” fortæller hun, mens blæsten får hendes pandehår til at falde ned på brilleglasset.

Et par meter herfra lyder der skvulp fra to boblebade, hvor solbrændte danske og norske mænd og kvinder i tresårsalderen har sænket deres kroppe under vand, mens de hviler deres baghoveder på bassinkanten. De var allerede i baljen, da Lily steg ombord på færgen.

“Jeg har spist brød i to uger i træk og savner min bedstemors suppe. Men folk er venlige. Ikke ligesom i Kina, hvor mange er bange for at blive snydt,” siger den 15-årige kineser og fortæller en historie fra nyhederne i Kina om folk, der er blevet bedøvet med gift i lommetørklæder af fremmede på gaden. Men Lily er stolt af at være kineser. Kina har en flot historie og en stærk økonomi, siger hun.

“Udlændinge mener, at vi råber og ikke kan finde ud af at stå i kø. Men vi er opmærksomme på vores opførsel. Mange asiater, som ligner kinesere, opfører sig dårligt. Koreanere, eksempelvis. Da vi gik ind i elevatoren på båden, stod vi sammen med en gruppe koreanere, som larmede og ikke ville lade os trykke på knappen til vores etage. Koreanere tror, de er bedre end os,” siger hun og ryster på hovedet, mens hun piller ved snorene på sin hættetrøje.

“Koreanere påstår også, at Konfutse var koreaner,” siger teenagepigen og giver sig til at fortælle om den kinesiske filosofs indflydelse i Østasien. Lily ved meget af det, hun ved fra at gå i skole, selvom hun siger med et syndigt smil, at hun ikke har fulgt så godt med i historieundervisningen.

Kinesisk digter i København

Der er mange koreanere på Oslobåden denne onsdag i juni. Og en del fra Kina. Helt præcist 77 kinesiske passagerer fra København til Oslo og 126 på færgen tilbage til Danmark i morgen. Tallene stammer fra en mail fra DFDS, som Føljeton skrev til for at høre, om vi måtte komme ombord og møde kinesere til søs. Det måtte vi gerne, og som aber dabei skal nævnes, at vores kahytter er betalt af rederiselskabet.

Oslobåden er en flydende mellemstation for kinesere på grupperejse i Norden. Ofte som en del af en 10-dages tur i Skandinavien, hvor København er første eller sidste stop. I 2017 blev der optaget to afsnit af det kinesiske rejse-reality-tv-program “Sisters Over Flowers” på færgen, som på grund af populariteten blandt asiater, har optimeret buffeten på Restaurant Seven Seas med orientalske retter, fremstillet velkomstkuverter på fjernøstlige sprog og fyldt knagerækkerne i toldfri-butikken med tøj i mindre størrelser.

Med hjælp fra et kinesisk rejsebureau i København fik vi tidligere i dag hægtet os på en bus i selskab med Lily, hendes mor, Zhang Ming Qing, og en flok andre kinesiske turister. De var netop ankommet fra Hamborg og havde en time i byen inden færgeafgang, da Ren YangYang prikkede mig på skuldrene foran Den Lille Havfrue ved Langelinie, introducerede sig og sagde, at vi skulle videre til Gefionspringvandet på Østerbro. Den 27-årige kineser er bosat i Berlin, klædt i cowboyjakke og briller med sort stel og er guide på turen.

Da vi står foran springvandet, fortæller YangYang, at statuen blev berømt i Kina, da den kinesiske dramatiker og digter, Guo Moruo, besøgte København i 1959 og skrev et digt om det skulpturelle underværk.

“Det var en solskinsdag. Han kunne se vandet… og beskrev blomsterne og træerne,” siger YangYang, da han finder et link med poetens tekst på sin telefon.

Lily står på en bro foran voldgraven ved Kastellet med sin mor og kigger på ænder i vandet. Hun er enebarn. Hendes mor er læge, og hendes far er statsansat i Kina og havde ikke mulighed for at tage med på ferie.

“Her er roligt og rent. Ikke ligesom i Hamborg. Der var mennesker overalt og mange sorte. Jeg bryder mig ikke om sorte mennesker,” siger hun med et let tonefald, som var det pomfritter og sodavand, hun talte om.

“Jeg har læst, at sorte er dovne og beskidte. Men jeg ved ikke, om det er fakta,” siger Lily og smiler usikkert og trækker på skuldrene.

De kinesiske amigos

Tilbage på Oslobåden dufter der af gulvtæpper og rengøringsmiddel. En kroatisk fyr med tilbagestrøget hår fortolker Angie med The Rolling Stones fra en scene ved Neptun Sky Bar. Navnene på beværtningerne slår det maritime tema an, hvis man selv skulle komme i tvivl, og på dækket foran Mermaid’s Bar er der fyldt med gråsprængte skandinaver, der drikker fadøl i solen.

I toldfri-butikken står 20-årige Ma kwan Lam bag en disk med munden fuld af saltskruer fra Kims. Hun er lidt søsyg, og salt skulle hjælpe mod kvalme. Der står Jessica på hendes navneskilt. Tidligere kaldte hun sig Wednesday, men Jessica er nemmere at udtale, og så er resten historie. Jessica er fra Hong Kong og ansat som trainee for at tage sig af de kinesisktalende kunder. Den hongkongske kvinde er klædt i hvid skjorte med charmeklud og studerer hotelledelse i sit hjemland.

“Hi, Captain,” siger Jessica og hilser på skibets kaptajn, der går forbi.

“Jeg ved ikke, hvad han hedder, så jeg kalder ham bare kaptajn.”

Musikken fra butikkens højttalere lyder som Sko & Torp. Jessica har arbejdet på Oslobåden i seks uger som en del af et tre måneders forløb. Hun søgte jobbet, da hun ville ud af sin “comfort zone” i Hong Kong. Her er også en del hongkongske passagerer. De er forskellige fra kinesere, siger hun. Hongkonger taler typisk bedre engelsk, og så har kinesere det med at storme til kassen flere på én gang.

“Men jeg er vant til det, så jeg synes ikke, det uhøfligt.”

Jessica har fået en veninde på skibet. 24-årige Peng Shiming, eller June som hun kalder sig, er også trainee og fra Kina. Når de to trainees har tid, hjælper de med at oversætte, når vi taler med kinesere på turen.

På Compass Casino sidder Paco og José og smider poletter i en enarmet tyveknægt. Formelt set hedder de Lu Qing Yuan Cheng Hai og Xiang Zhang Hu, men de kinesiske herrer har boet i Barcelona i mere end 30 år, og i Spanien giver det ikke mening at bruge deres kinesiske navne, siger Paco.

“Paco, Paco! Alle forstår navnet Paco,” siger den 74-årige kineser og griner hæst, da vi tager plads i casinoets læderstole, mens lyden af mønter klirrer i baggrunden. Paco er klædt i lyserød polo og champagnefarvede bukser. Han har sort, glinsende pandehår og venlige øjne.

Ham og José har været venner i årtier – “muy amigos” – og har haft hver sin kinesiske restaurant i den catalanske by, indtil de gik på pension for nogle år siden.

“Spanien er blevet vores habitat,” siger José, der er 11 år yngre end sin kammerat, klædt i lyseblå skjorte og har sølvfarvet, maskineklippet hår. De kinesiske amigos er med på busturen med Lily, YangYang og de andre. Det er nemmere at rejse med en guide, når de ikke selv taler engelsk, forklarer José. Da jeg spørger, hvordan de holder venskabet i live, bliver José afbrudt af Paco, der lægger en hånd på hans lår, mens han læner sig ind over bordet.

“Vores personligheder er meget ens. Vi er begge glade for naturen, vi har arbejdet hårdt i årevis for at tjene penge til vores familier, og nu har vi endelig tid til at rejse. Alle mulige steder. Las Vegas, Paris og Firenze. Wow!” siger Paco, mens han spærrer øjne og sender håndkys op i luften. De to kammerater deler også smag i litteratur og anbefaler os at læse den kinesiske forfatter Ba Jin, som Paco kalder Kinas svar på Tolstoj.

Da Paco og José har bevæget sig ud blandt de små 1800 passagerer, fortæller June, at mens Jessica oversatte for Paco, sad hende og José og talte om, hvordan nogle europæere ser ned på kinesere og kun er interesseret i deres penge.

“Et par af vores kollegaer på skibet har også nævnt, hvor glade de er for japanske passagerer, fordi de ikke støjer. Og så ruller de øjne over, at vi ikke har Facebook i Kina. Jeg forstår ikke, hvorfor man dømmer et folk på baggrund af, at vores regering ikke tillader Facebook. Som om det skulle betyde, at kinesere sidder fast i 1800-tallet.”

Flot fyr på WeChat

Lily sidder foran receptionen i et donut-formet møblement og spiser en softice i bæger. Rundt omkring hende sidder kinesere og koreanere og konverserer og kigger i deres telefoner. Der er hyggeligt på båden, siger hun.

“Det er som at gå rundt i et storcenter. Det eneste problem er, at kahytterne er for små.”

Lily er glad for at være på ferie, så hun slipper for at lave lektier for en stund. I Kina skal man studere hårdt for at komme på universitet, siger hun og fortæller, at de får penge i mellemskolen i Xi’an, hvis de sidder stille i timerne og laver deres opgaver. Hun har selv fået 500 yuan for god opførsel, som er lidt mindre i danske kroner. Når Lily skal slappe af fra lektierne, læser hun bøger. Gerne udenlandske bøger oversat til kinesisk.

“Den bedste bog, jeg har læst, er … øjeblik,” siger hun og trykker på sin telefon.

“100 års ensomhed af Gabriel Garcia Marquez. Det er svært at beskrive, men den er magisk.”

Det er ved at være tid til solnedgang, så vi smutter ud på dækket med Jessica og June. Her er koldt og blæsende. YangYang står og tager billeder af Skageraks sidste aftensolstråler.

“Det er en smuk solnedgang. Den er forskellig hver gang,” siger han. YangYang har været på Oslobåden flere gange. To kinesiske fyre i slutningen af tyverne sidder ved et bord og spiser chips og drikker Desperados tequila-øl. De præsenterer sig som Jackie og Bob og byder på en øl. De rejser ikke i store grupper, siger Bob, der på kinesisk hedder Liu Bao.

“Det er ikke normalt i vesten, og jeg gider ikke at være begrænset af en gruppe,” siger han. De to fyre går meget op i design, kender danske Arne Jacobsen og har besøgt kunstmuseet Louisiana. Der var flot, fortæller de, selvom de ikke forstod al kunsten. En smule kluntet og ude af sammenhæng får jeg spurgt, hvordan de ser på den kinesiske regering. De taler ikke om politik i Kina, siger Bob.

“Vi vil hellere tale om vores liv,” supplerer June, der har gemt sit hoved i hætten på sin jakke og strammet snorene til, så man kun kan se hendes øjne. Da vi er indenfor i varmen, undrer hun sig over, hvorfor jeg spurgte om politik.

“Kinesere kan godt tale om politik i Kina, men helst ikke med udlændinge. I Shanghai og Beijing er det mere normalt end ude på landet,” siger hun.

Jessica er træt og hviler sit hoved på Junes skulder, da vi står i elevatoren. De to veninder taler om YangYang, den berlinsk-kinesiske rejseguide. “Han er så nuttet,” siger Jessica og griner. June driller hende med, at hun spurgte om YangYangs WeChat-konto, så snart hun havde hilst på ham.

“Det er normalt i Kina,” siger Jessica og smiler genert.

“Ikke så hurtigt. Og jeg ved det, for det er mig og ikke dig, der er kineser,” siger June og griner.

Rige koner fra Kina

Da Føljeton stiger på færgen dagen efter i Oslo, er Oslobåden blevet til Københavnerbåden. Ligesom da vi steg ombord i går, er det med en fornemmelse af, at mange af de skandinaviske passagerer,i al deres hjemmevante tilbagelænethed, kunne have siddet i boblebadet, i sofaerne og lænestolene og drukket rødvin og spist nødder i timevis.

Den kroatiske sanger med bakkenbarterne tilbyder stadig let kontemplation til gæsterne i Neptun Sky Bar, nu med Knockin’ on Heavens Door som baggrundstæppe. Toldfri-butikken åbner først efter, at fartøjet har forladt Oslo, og lige nu står grupper af kinesere og koreanere foran glasruderne og venter.

Lyden af et fælles “Woah!” suser gennem rummet, da dørene åbner, og det toldfri tæppe trækkes til side.

Bølgerne går højt på vej til København. Folk klamrer sig til de guldbelagte gelændere, når de går og stopper op efter et par skridt i forsigtighed for ikke at falde. Da vi møder Jessica i toldfri-butikken, er hun døsig og har kvalme. Hun er søsyg, siger hun og smutter lige straks i seng.

“Asiaterne er i deres kahytter. De kan ikke holde til bølgerne,” fortæller Jessicas kvindelige chef i butikken.

En betragtning, der tilsyneladende ikke er helt grebet ud af den blå luft. I hvert fald findes der et studie fra US National Library of Medicine & National Institute of Health fra 1996, der omhandlede “motion sickness” og som viste, at en overvægt af kinesiske testpersoner oplevede symptomer på såkaldt transportsyge i højere grad end amerikanske, europæiske og afrikanske ditto. Et resultat af mulige “genetiske mekanismer.”

Der ér også få kinesere at spore i de offentlige arealer på Oslobåden i aften.

Næste morgen, da bølgerne er i bero, går flere af de kinesiske passagerer rundt på dækket og tager de sidste selfies, inden vi lægger til land i Nordhavn. 55-årige Wang Zhengting er advokat og fra Xi’an ligesom Lily. Han er på gruppetur med 38 andre. De skal videre til Hamborg i aften.

“Folk er velsignede i Skandinavien. Her er ingen fattige mennesker. Vi vil gerne kopiere det liv, der leves her,” fortæller han.

Men Norden er ikke det første sted, mange kinesere tager på ferie i Europa, siger advokaten. Oftest er det Paris eller London og særligt blandt de velhavende kinesere.

“Mange af kvinderne i min gruppe ser måske gennemsnitlige ud, men de har masser af penge. Deres mænd er store chefer. Jeg er nok den fattigste i vores gruppe,” siger Wang Zhengting, inden han gør opmærksom på, at han skal afsted. Ellers går han glip af sightseeing i København.