Kvinden, der ikke ville holde kæft

Det var overordnet set ret sjovt, da komikeren Amy Schumer besøgte Steven Colbert i tv-talkshowet The Late Show, men særligt ét øjeblik skilte sig ud. Steven Colbert roste Schumer og fremhævede, at hun er et forbillede for kvinder over hele verden, og pludselig hørtes det mest spagfærdige tiltag til en applaus fra publikum, et forsigtigt dæmpet klap, som straks døde ud. Den fangede Schumer selvfølgelig. »Hørte du den sørgeligste lille applaus dér? Alle huskede lige pludselig, hvordan det er at være kvinde,« sagde Schumer og mimede den triste lille klapsalve, mens Steven Colbert bogstaveligt talt måtte bukke under for sine latterkramper.

Det øjeblik indfangede Schumers særkende i to henseender; dels hendes knivskarpe komiske timing, dels hendes evigt årvågne fornemmelse for, at der stadig er forskel på mænd og kvinder, og at det påhviler hende at blive ved med at gøre opmærksom på det. I en åbningsmonolog til Saturday Night Live sagde Schumer, at hun og andre kvindelige skuespillere er nødt til at agere forbilleder for små piger verden over. »For hvem har de ellers at se op til? The Kardashians? En hel familie af kvinder, der betragter de ansigter, de var født med, som et forsigtigt forslag? Er det et godt budskab til små piger? Nej!«

Vor tids vigtigste komiker

»Amy Schumer har en gennemslagskraft, der ikke er andre forundt, og som aldrig har været andre kvindelige komikere forundt,« fortæller den danske filmkritiker, feminist og konstituerede formand for Women in Film and Television (WIFT) i Danmark Nanna Frank Rasmussen. »Det er selvfølgelig værd at huske på, at hun står på skuldrene af andre kvindelige komikere som Tina Fey, Amy Poehler og Sarah Silverman – hun har ikke opfundet sit projekt alene – og hendes popularitet skyldes også, at der er blevet skabt et momentum for den feministiske komik med Lena Dunham og Girls. Men Schumer er den vigtigste komiker i USA lige nu,« vurderer Nanna Frank Rasmussen og peger på Schumers umiddelbart uskyldige sødme som et af hendes stærkeste våben.
»Det er Schumers force, at hun ligner en pæn pige, men mildt sagt ikke er det,« ler hun. »Hun er denne her all American type, naboens søde pige med æblekinder, hun kunne være dig og mig, og derfor appellerer hun bredt. Det er en af hendes største bedrifter, at hun dermed har gjort feminismen ufarlig og tilgængelig for mange. Hun gør det feministiske projekt mainstream, og det er en stor gave for feminismen,« forklarer Nanna Frank Rasmussen. I et interview med The New York Times indrømmer den langbenede, blonde Schumer selv sit fortrin: »Jeg ligner bare ikke en, der er morsom,« siger hun og forklarer, at det netop er den forhåndsopfattelse, hun spiller sin komiske persona op imod med bramfri sexjokes ad libitum.

Arven fra Miss Piggy

Allerede som helt ung mærkede Schumer forskellen på den måde, hun og de mandlige komikere blev modtaget på. At være sjov var først og fremmest forbeholdt drengene. »Jeg fik helt klart fornemmelsen af, at mange tænkte: ‘Ti nu stille’. Det var som om, der var en barriere, inden folk begyndte at grine, hvor de tænkte: ‘Du er en pige’,« fortæller Amy Schumer i et interview med GQ Magazine. Hvortil intervieweren spørger, om det nu virkelig er så slemt. »Ja, jeg synes det er slemt. Jeg har varmet op for mandlige komikere mange gange, og jeg ser forskellen. Det er forventningen om, hvordan en kvinde opfører sig, eller bør opføre sig: Vær sød og elskelig og undskyld for, at du stjæler ilt fra verden,« sagde Schumer, der fremhæver Miss Piggy fra The Muppet Show som sit komiske forbillede. »Jeg elskede, når Miss Piggy var voldelig, og Kermit var offer. Det fik mig bare til at grine. Jeg havde allerede dengang en fornemmelse af, at hun brød med kønsstereotyperne.« Schumer er selvsagt hverken den første eller den eneste kvindelige komiker, der understreger, at kvinderne har trukket det korteste strå, men hun er måske den, der har fået mest ud af argumentet. Hendes komik er mere barsk, selvkritisk og uforfærdet seksuel i sin tone, men man er aldrig i tvivl om hensigten.

Hollywoods hykleri

Men det mest bemærkelsesværdige er, at Schumers stemme bliver hørt og respekteret af så mange. Schumer blev udnævnt som en af Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden i 2015, og hendes sketches fra Comedy Central-showet ’Inside Amy Schumer’ ligger enkeltvis på YouTube, hvor de er blevet set af millioner af mennesker. Det gælder blandt andet sketchen ’Last F**kable Day’, der adresserer den hykleriske alderssexisme i Hollywood. Her møder Schumer de tre skuespillerinder Julia Louis-Dreyfus, Patricia Arquette og Tina Fey, der fejrer Louis-Dreyfus’ sidste day som attråværdig filmstjerne med champagne i det grønne. ”I enhver skuespillerindes liv beslutter medierne, hvornår man når det punkt, hvor man ikke er troværdigt fuckable længere,” som en af dem forklarende fortæller, til den noget yngre Schumers store måben.
Ved selv at indtage rollen som den unge komiker, der møder sine største heltinder kun for at opdage, at de er faldet for en aldersgrænse, hun også selv en dag vil blive ramt af, ramte Schumer plet i den brede offentlighed. Sketchen blev et viralt fænomen, der ind til nu er blevet set af mere end 5 millioner mennesker, og selv om dens budskab havde tydeligt afsæt i en klassisk feministisk kritik af Hollywoods kønsmæssige skævvridning og dobbeltmoral, var den bredt appellerende, åben og alt andet end bitter og indforstået. Og det er en stor sejr for den feministiske komik, mener Nanna Frank Rasmussen. »Feminister er gennem tiden ofte blevet kaldt humorforladte, men det kræver virkelig humor at være feminist, for man skal kunne grine af de mange slag, man får,« siger hun.

Kønskamp med komisk fortegn

’Last F**kable Day’ blev den sketch, der for alvor åbnede omverdenens øjne for Amy Schumers særlige feminisme, og hun var selv overrasket over dens gennemslagskraft. Da hun blev overrakt The Peabody Award i 2015, sagde hun: »Vi troede, vi lavede det her hemmelige, feministiske show, og at folk ikke ville fange, hvad vi lavede, men folk fangede det lynhurtigt. Og vi er så glade for det. Vi ville jo bare lave et show, der fik folk til at grine og få det bedre, og vi føler, at vi er lykkedes med netop det.«
Schumers projekt har mange, somme tider tilsyneladende modsatrettede, nuancer. Dels kaster hun et (selv)kritisk blik på sin egen generations forkælede, hvide pigebørn, dels kritiserer hun det image, de selvsamme kvinder har i mange mænds øjne (»Piger har ry for at være skøre og ‘gift dig med mig’-agtige med det samme, og jeg kender ingen piger, der er sådan i virkeligheden,« som hun siger). Men det ene udelukker netop ikke det andet for Schumer, som aldrig forfalder til entydig man-bashing eller hyldest af kvindekønnet. Hvordan skal man så karakterisere hendes feministiske projekt? Den danske formand for Women in Film and Television fremhæver Schumers krops-komik som hendes største bedrift. »Der hvor hun har haft en enorm effekt har været i forhold til kropsopfattelse, og det er jo et vigtigt feministisk projekt, fordi kroppen altid har været en slagmark for kvindekampen. Der har Schumer på god gammeldags humoristisk facon stillet skarpt på de umulige krav, unge kvinder står over for i dag. Og der må man sige, at komik er et fantastisk våben til at præsentere kønsrolle-stereotyper og få folk til at reflektere over dem,« siger Nanna Frank Rasmussen.

Tør, hvor andre tier

Men åbenmundetheden koster. I det store portrætinterview med GQ Magazine luftede Amy Schumer en frygt for, at hendes popularitet er på lånt tid. »Jeg tror, folk kun ønsker at høre kvinder tale i begrænset tid. De bygger en op, og så står de klar til at pille en ned igen.« Intervieweren spørger, om hun virkelig tror, det er en fare, hvortil hun svarer: »Det er helt sikkert. Sådan er det bare. For jeg kommer ikke til at holde kæft.« Måske er det derfor, hun tør tage nogle chancer, der kan synes unødvendigt risikable, som da hun i sketchen ’Court of Public Opinion: The Trial of Bill Cosby’ indtog rollen som forsvarsadvokat for den voldtægtsanklagede komiker – eller i det mindste for hans komik.
Amy Schumer er nemlig ikke bange for at gøre sig upopulær. Til GQ Magazine (hvor hun lod sig afbilde som en liderlig Princess Leia med droiderne fra ’Star Wars’) sagde hun, at hendes mål er at udgøre en stemme for kvinder, men en stemme som også mænd kan forholde sig til. ”En ærlig, ikke-undskyldende menneskelig stemme.” Hun besluttede sig for ikke at gå uden om de ting, der ville gøre hende upopulær, og det har hele tiden været et aktivt valg. Hun inddrager ofte jokes om raceforskelle i sine shows, og hun er derfor blevet anklaget for at have et blindt punkt, når det kommer til racisme. Dertil svarer hun, at hun godt kan lide at ”spille rollen som den pige, der fra tid til anden siger den dummest tænkelige ting.” Det giver hende vide beføjelser, som hun blandt andet benytter til at lave jokes om alt fra, hvorfor mænd foretrækker at dyrke sex med asiatiske kvinder, til hvordan USA’s førstedame, Michelle Obama, mon ser ud, når hun stavrer ud på badeværelset med sæd mellem benene.

Den moderne hofnar

Senest har Amy Schumer meldt sig ind i den politiske debat med stærke udtalelser omkring USA’s (manglende) våbenlovgivning og med klar og utvetydig opbakning til Hillary Clintons demokratiske præsidentkampagne. Det gør hun vel vidende, at det vil gøre hende upopulær i visse kredse, eller som hun siger til GQ: »Når det bliver tid for Hillary, vil jeg klart blive aktiv, og det vil få folk til at hade mig. Jeg ved, at jeg uundgåeligt vil blive mere politisk med tiden, jeg er en voksen med skiftende interesser, og det er godt – ingen gider høre mig tale om, hvem jeg har knaldet med i de næste tyve år.« Og ifølge Nanna Frank Rasmussen er det nøjagtig sådan, en feministisk komiker skal forvalte sin berømmelse. »De bedste komikere er dem, der er politiske. Det er også en komikers arbejde at være en form for seismograf for samfundet, de skal kunne indfange samfundets skiftende diskurser og sætte dem på joke-formel. På den måde er de moderne komikere som hofnarren, der kan sige de ting, vi andre ikke har indset endnu, og fordi de siger det med humor, glider det ned.«

Kan én kvinde forandre verden?

Underholdning giver popularitet. Popularitet giver opmærksomhed. Opmærksomhed giver magt. Amy Schumer er efterhånden blevet en magtfuld stemme i det amerikanske kulturlandskab, og modemagasinet Vogues klummeskribent Karley Sciortino skriver om Schumer, at hun er for nutidens kvinder, hvad Madonna var i 1980’erne: »Bevis på, at man kan være begavet, politisk, morsom og aggressivt sexet på samme tid.« Sciortino går så vidt som til at udnævne Schumer til »den feminist, verden har brug for lige nu«, og Schumers lidt ældre kollega Tina Fey har erklæret, at »Amy løfter standarden for alle komikere.« »Man kan ikke undervurdere Schumers betydning,« slår Nanna Frank Rasmussen fast, »men jeg vil sige, verden har brug for mange forskellige feminister. Vi har slet og ret brug for kvinder, der tør indtage et rum og tale.«