Intet er blevet mere strømlinet end nationalisme i løbet af de sidste 20 år: Globaliseringen har mærkeligt nok homogeniseret alle de nationalistiske partier. Ja, det kan måske lyde paradoksalt, for politisk nationalisme er jo dyrkelse af forskelle, ikke? Men mønsteret træder tydeligere og tydeligere frem: Fra kyst til kyst runger efterhånden den næsten samme pop-schlager om hjemstavnskærlighed, slægtsbånd og truet stolthed.
Lyt efter og du vil opdage, at nationalister lyder påfaldende ens på kryds og tværs af sprog, kultur og skikke. Når man først opdager, hvor næsten kopiband-agtigt ens det lyder, når nationalistiske politikere besynger lige præcis deres egen egenart – med stort set samme formuleringer – er det svært at slippe forestillingen om, at nationalismen er blevet den mest grænseoverskridende bevægelse i dagens verden. En sådan forestilling er der i hvert fald nationalister, som er begyndt at arbejde målrettet med.
Engang lød kampråbet blandt de fattigste, de overflødige og de udstødte: ”Proletarer i alle Lande, forener Eder”. Det var dengang for mange, mange år siden, hvor venstrefløjen formåede at mobilisere de vrede og de frustrerede. I dag har en begavet, ja, en djævelsk begavet iscenesætter ved navn Stephen Bannon formået at vride ordene rundt på hovedet, så de snarere kan formuleres i en opdateret version som: ”Nationalister i alle lande, forener eder og forbandelser”.
Den nye bevægelse
Donald Trumps tidligere chefrådgiver Stephen Bannon har rykket sin nationalisme-kampagne videre fra Nordamerika til det gamle Europa, hvor han nu ser endnu større muligheder, ikke mindst frem mod næste års valg til Europa-parlamentet: ”Højrenationalisme vil ske. Det er det, der kommer til at gælde. Vi kommer i højere grad til at se nationale stater med deres egne identiteter og grænser i Europa,” udtaler Bannon til The Daily Beast.
I interviewet bebuder han etableringen af en ny tværnational nationalistisk bevægelse med navnet ‘The Movement’. Bevægelsen skal samle alle EU-skeptiske højrefløjspartier og forene kræfterne imod det politiske etablissement, som han mener, at Trump besejrede under præsidentvalgkampen i 2016. Direkte overført på Europa vil kampagnen mod Hillary Clinton blive udskiftet med en lignende hetz mod Tysklands kansler, 64-årige Angela Merkel.
Alt hvad du har hørt og set af skældsord om Hillary Clinton, kan du snart forvente at høre om Angela Merkel – på et sprog, du kender: ”For mig handler det om at vinde. For mig handler det om magt. Jeg vil vinde, og så vil jeg skabe forandring,” udtaler Bannon. Alle mulige og umulige midler helliger målet.
Stephen Bannon har dygtigt og forudseende allieret sig med bl.a. den tidligere leder af det britiske parti Ukip Nigel Farage, den tidligere præsidentkandidat fra Front National Marine Le Pen og måske allermest opsigtsvækkende med Ungarns premierminister Viktor Orbán.
Endnu mere håndgribeligt og aktuelt påtrængende har Bannon også etableret et makkerskab med den nye italienske indenrigsminister fra Matteo Salvini det nationalistiske parti Lega Nord, som for få uger siden kom til magten ved jordskredsvalget i Italien: ”Italien er et moderne politisk bankende hjerte. Hvis det virker der, så kan det virke alle steder,” udtaler Stephen Bannon som et varsel.
Mere trumpsk end Trump
Bannon skal bestemt ikke undervurderes. I en blanding af erklæret beundring for Leni Riefenstahls storladne nazi-æstetik og Michael Moores antielitære bonderøvscharme har Bannon i årevis flirtet med effektiv folkeførelse. Den forhenværende chefredaktør for den højreorienterede webavis Breitbart News har således en kontroversiel film-fortid med såvel mainstream som undergrund. Han er i sandhed alternativ. Alt-right. Og mere trumsk end Trump selv.
På den ene side har Steve Bannon tidligere været producer på en række nogenlunde anerkendte spillefilm, heriblandt Sean Penn-dramaet Indian Runner (1992) og Anthony Hopkins version af Shakespeares Titus (1999). Og på den anden side har han været enten instruktør på eller manuskriptforfatter til en række dystre og apokalyptiske dokumentarfilm. Det er den sidste klump på i alt ni dokumentarfilm, som er mest interessant. Og mere end dét: Bannons dokumentarfilm blæser hovedet af seeren.
Han elsker bygninger, der styrter sammen. Kaos. Vold. I det bannonske billed-bombardement er der kun én konstant: Et såre enkelt, men hårdt optrukket verdensbillede, hvor der kun findes gode eller onde. Engle eller dæmoner. Venner eller fjender. Og nu er fjenden altså blevet de gamle, etablerede politikere i EU.
Bannons filmverden mixer et virvar af arkivbilleder af dyr, som dræber, flår og æder hinanden, altødelæggende bombeeksplosioner og lydcollage med gamle taler af bl.a. Adolf Hitler. Med mest mulig smæk for skillingen forsøger Bannon i alt, hvad han gør at vikle tidens temaer sammen i én stor pærevælling, som også Donald Trump havde held til: Finanskrise, politikerlede, islamisme, indvandring og korruption.
Selv om Bannons attitude kan virke for kompromisløs til europæisk politik, kan det ikke længere fortrænges, at han har tidsånden med sig. Nationalismen er allerede en global blockbuster: Rytmen, rimene og rædslen er i stigende grad de samme i hele Europa. Fremover iscenesat med kulørte og eksplosive Hollywood-effekter. /Lars Trier Mogensen