Soldigte

En af de smukkeste titler, jeg kender, når det gælder digtsamlinger, er Gunnar Björlings Solgrönt. Bogen udkom i 1933 som Björlings fjerde digtsamling. Han debuterede i 1922 med samlingen Vilande dag. Gunnar Björling (1887-1960) er finlandssvensk digter, det vil sige, han var finsk digter, født i Helsinki, men skrev på svensk. Han tilhørte den meget væsentlige finsk-svenske ekspressionisme, der blandt andre også talte Edith Södergran og Elmer Diktonius. Hver især er de betydningsfulde, ikke bare for den svenske, men i høj grad for den nordiske poesi som sådan.

Gunnar Björlings store forfatterskab er kendetegnet ved at være én stor nyopdagelse af sproget, en stadig nyskabelse, som især beskæftiger sig med sprogets mindste ordklasser, der benyttes gentagende, varierende, musikalsk tilblivende! Han har skabt sit eget sted i poesien, han har sin eget, poetiske verdenssyn, som er blevet til gennem den stadige improvisation. Hans udgangspunkt var Dada, hvilket man mindes om bl.a. i Solgrönt. Men hans poesi blev hurtigt sit eget univers.

På dansk er vi så heldige at have Peter Laugesens udvalg og oversættelse, Dit øjes blod, fra 1988. En strofe fra Solgrönt lyder her:

 

Du
at dag og aftenen
du
det solomstrålede
dit luftklare
hoved

 

Herhjemme var den unge digter Gustaf Munch-Petersen (1912-1938) ikke mindst inspireret af Edith Södergran. Hans forfatterskab står som en særegen, egentlig surrealistisk, jeg havde nær sagt: billedstøtte i århundredet. Hans liv var ganske kort (han faldt som frivillig i Den spanske Borgerkrig), men han nåede at skrive fire digtsamlinger på dansk (det nøgne menneske, 1932; det underste land, 1933; mod jerusalem, 1934; og Nitten Digte, 1937) – som har haft den største betydning i sig selv og for andre – foruden én på svensk og én på engelsk. De to sidste udkom ikke i digterens levetid, og kun den svenske er udkommet som en selvstændig udgivelse.

I 1935 bosatte Gustaf Munch-Petersen sig på Bornholm, og det var her, at han skrev solen finns, en hel digtsamling på svensk. Han talte flydende svensk; hans mor, Valfrid Palmgren, var svenskfødt professor i svensk ved Københavns Universitet, og hendes reoler i hjemmet skaffede ham adgang til hele den svenske (og finlandssvenske) poesi! Han forsøgte – med moderens hjælp – at få udgivet solen finns i Sverige, men det lykkedes ikke. Ikke før 75 år efter, i 2001, hvor den udkom i en kommenteret udgave, illustreret med gouacher og tegninger af Gustaf Munch-Petersen selv.

Vigtigst i samlingen er det afsluttende digt, ”diktaren”, der forklarer, hvem digteren er: ”diktaren är han, som / antigen är en dåre eller en vis, / han, som / varje timme väljer, / om han vill leva eller / alltid ha varit död –”. (Det kan minde om Bob Dylans dictum: ”(…) he not busy being born / Is busy dying” fra sangen “It’s Alright, Ma (I’m Only Bleeding)” på Bringing It All Back Home, 1965).

Men tre digte før står digtet “ord”, der over for døden ”angst-blindt famlende” stiller tre ord:

 

blomma

sol

mänska –

 

(blomst, sol, menneske).

 

I 1956 udkom Jørgen Nash’ syvende digtsamling, med titlen Solen. Jørgen Nash (1920-2004) debuterede i 1942 med samlingen Daggry. Herefter fulgte en række fine digtsamlinger, Sindets Underjord, 1943 – med en tydelig hilsen til Gustaf Munch-Petersen – Salvi Dylvo (illustreret af hans bror, Asger Jorn, dengang: Asger Jørgensen), 1945; Atom-Elegien, 1946; Leve livet (med tegninger af Asger Jorn), 1948, hvor der ligefrem er et mindedigt ”Til to frihedskæmpere”, hvoraf den ene er Gustaf Munch-Petersen og den anden Federico García Lorca).

Digtsamlingen Solen – med omslag af Dan Sterup Hansen – er kendetegnet ved, at den indeholder flere gendigtninger, bl.a. tre digte af Dylan Thomas. I fortsættelse af digtet til Gustaf Munch-Petersen og García Lorca er der her et ”Requiem over Morten Nielsen” (der som bekendt døde i 1944, kun 22 år gammel, som medlem af modstandsbevægelsen). Og så er der titeldigtet ”Solen”, som også benævnes en ”Solsuite”. Det første digt i suiten hedder ”Morgen” og slutter med denne strofe:

 

Bestandig er du på farten.

Snart i Finmarken, snart i Kina.

Din ildhu i himlen

drejer kloden rundt.

 

Nogle af de mest interessante digtsamlinger er skrevet af malere, lige fra Wassily Kandinsky til Per Kirkeby. I 1960 udgav maleren Sven Dalsgaard (1914-1999) en digtsamling – med omslag af forfatteren – Solen i øjet. Typisk for digte skrevet af malere lader Sven Dalsgaard sig ikke begrænse af, hvad man kunne kalde ’tidens stil’, selv om tidens stil netop på dette tidspunkt – i 1960 – var under voldsom omvæltning.

Det sidste digt i bogen hedder ”Siciliansk” – i øvrigt ligesom det sidste afsnit i Gustaf Munch-Petersens det underste land, bevidst eller ubevidst en hilsen til en digtsamling, der (ifølge Sonja Ferlov Mancoba) havde haft status af generationsbibel, ikke mindst for malerne. Et meget enkelt digt om en varm dag, ”En af mine dage”, lyder i sin helhed:

 

Hjulene drejer under mig,

vinden blæser med

henad den flade vej,

mens solen varmer mig.

 

Dette er livet – –

 

En fugl flyver op på telefontråden,

et græsstrå vokser,

en mark gror,

mens jeg lydløs bevæger mig

gennem rummet.

 

Solvarme – –

 

En fugls flugt gennem

den luft, jeg indånder,

– jeg må takke en eller anden

for alt dette.

 

Vi springer nu frem til 1997, hvor Morti Vizki (1963-2004) udgav sin, ja, det blev jo så desværre fjerdesidste digtsamling (hvis vi ikke regner den posthumt udgivne Almanak med – hvilket der i øvrigt er god grund til at gøre). Samlingens titel er blot og bar Sol. (Omslaget er lavet af Knud Vesterskov, og på gengivelsen her kan man faktisk ikke læse titlen, der kun er trykt med partiel lakering i det sorte felt).

Bogen, der er fyldt med referencer til egyptisk mytologi, opfatter solen som en gud, og i titeldigtet tiltales den som far: ”Far, far vi bøjer os / For din kromosfære / Vi nejer som to kvinder / For dens smalle røde ring”. Som jeg tidligere har gjort opmærksom på (i Morti Vizki. En kærlighedserklæring, 2012), behøver man ikke gå så langt væk som til Egypten for at finde et lighedstegn mellem solen og Gud. I B.S. Ingemanns ”Lysets Engel gaaer med Glands” fra 1837 handler hver anden strofe om solen og hver anden om Guds engel. Der er tale om en mystisk oplevelse af solen som budbringer. ”I hvert Solglimt Gud er nær,” hedder det til sidst.

Et vigtigt digt i Sol er ”Under sengen hvisker du mit navn”, som uden tvivl handler om Morti Vizkis tidligt afdøde bror. Broderen ligger i sin grav, men en dag vil de ”pakkes ud af dette gummifor / Med disse klæbestrimler –” som det hedder:

 

Og være ude af os selv

Af sol

 

Det er et af de smukkeste steder i bogen og i Morti Vizkis forfatterskab. Som et kuriosum bringer jeg afslutningsvis Morti Vizkis dedikation i mit eksemplar af bogen. Det interessante er, at han daterer dedikationen ”soleil 1997”, altså: sol 1997. Sol er ikke bare en stjerne – og dens lys og varme – men også en stedsangivelse i videre forstand, som er her, hvor vi er! Eller i alle tilfælde, hvor Morti Vizki befandt sig i 1997. /Asger Schnack