Dem var der ingen af i Hirtshals dengang

I oktober 2015 bragte Berlingske en klumme, et såkaldt Indspark, med overskriften ’Der var ingen bøsser i Hirtshals’. Teksten var skrevet af lektor, dr.phil Hans Hauge, der er en hyppig leverandør af polemiske kommentarer til avisens debatspalter.

Denne klumme adskilte sig ret meget fra, hvad han plejer at beskæftige sig med. Normalt er hans indlæg en borgerlig reaktion på noget, der sker. For eksempel da han i januar skrev en kronik om Det Kongelige Teaters skuespilchef Morten Kirkskovs meget omtalte debatindlæg et par dage forinden i samme avis, hvor han (skuespilchefen) argumenterede for, at det ikke længere er »en hysterisk overreaktion at trække fascisme- eller nazismekortet« over for Venstres »lømmelregering«.

Hans Hauge kaldte Kirkskov for »en falleret forfatter« med »åbenlyse fascistoide træk« og brugte det meste af sin kronikplads på at pille hans »ubehjælpsomme« metaforer fra hinanden.

Barndomsminder fra Hirtshals

’Der var ingen bøsser i Hirtshals’ var anderledes. Der var noget drømmende og sværmerisk over den – formentlig fordi den tog afsæt i Hans Hauges egen barndom og opvækst i den lille forblæste nordjyske fiskerby. Og hvis nogen eller noget blev pillet fra hinanden i den, foregik det i det stille.

Da jeg forleden ringede til Hauge for at spørge, hvad grunden var til, at han havde skrevet den, svarede han: »Ikke noget bestemt. Man skal bare finde på et eller andet. Der var ingen ydre anledning.«

Alligevel var der et eller andet ved teksten, som ramte folk, og de par døgn i oktober blev den delt og diskuteret flittigt på sociale medier, og i kommentarfeltet på Berlingske website opstod der noget, som kunne minde om en gammeldags læserstorm. Om aftenen brugte et kulturprogram på Radio24syv 15 minutters sendetid på at forsøge at afkode klummens budskab sammen med en forskningschef i journalistisk filosofi (hvad sådan en end laver). To dage efter kom der et modsvar fra en ung fyr i form af et debatindlæg med overskriften ’Jeg var den første bøsse i Hirtshals’. Man kunne nogenlunde dele reaktionerne op i to bunker: Der var dem, som harcelerede over, at de ikke forstod, hvad Hans Hauge forsøgte at sige, og så var der dem, der følte sig stødte eller irriterede over det, de syntes, stod mellem linjerne.

Ikke ukryptisk

Hvad står der så i Hans Hauges lille klumme? Titlen ’Der var ingen bøsser i Hirtshals’ er vel egentlig ret dækkende for indholdet, hvis man kigger på indledningen: »Der fandtes ikke bøsser eller lesbiske i Hirtshals, da jeg var barn. Der gik mange år, før jeg mødte en homoseksuel. Jeg husker faktisk ikke, hvornår jeg opdagede dem. Jeg levede efter al sandsynlighed i en tilstand af uskyld. De gjorde fleste andre nu også.«

Hans Hauge skriver videre, at hans mor havde nogle gode veninder, som var spejderførere og KFUK-sekretærer, som ikke var gift, »og i dag ville vi nok sige, at de var til kvinder, men det blev ikke nævnt«, og »måske vidste de ikke selv, at de var lesbiske. Kunne de dog ikke mærke det? Nej, hvordan skulle de dog kunne det«. Og så videre. Ikke ukryptisk.

Undervejs får Hans Hauge refereret til H.C. Andersen, Herman Bang, den østrig-ungarske forfatter Karl-Maria Kertbeny, sociologen Henning Bech, den franske filosof Michel Foucault, T.S. Eliot, Platon og sexologen Magnus Hirschfeld, inden han blandt andet slutter af med, at der »heldigvis« er cykelløb, »hvor kvinder endnu ligner kvinder og kysser vinderen.« Alt sammen inden for godt 500 ord.

Skåret ind til benet forsøger Hans Hauge at sige, at homoseksualitet efter hans bedste vurdering ikke fandtes som en identitetsmarkør i Hirtshals dengang i midten af 1950’erne og et stykke ind i 1960’erne. Ikke fordi begrebet ikke eksisterede – Hauge nævner selv i sin klumme, at det blev »opfundet« i 1860’erne – men ingen i Hirtshals, som han havde kendskab til, kaldte sig homoseksuelle, og måske kendte folk ikke ordet.

Særkenderne står i kø

I al den røre, der opstod omkring Hans Hauge klumme i de dage, var der noget, som helt uforvarende blev taget som gidsel: Hirtshals. Hirtshals kun trukket ind sagen, fordi Hans Hauge boede der som barn. Men hvad er Hirtshals, hvis vi fjerner bøsserne, som Hans Hauge siger ikke var der, fra ligningen?

På den ene side er Hirtshals naturligvis bare ’en by i provinsen’. Men Hirtshals er også så meget andet, som gør den til Hirtshals og ikke for eksempel Holstebro: 5.879 indbyggere; 929 kvadratkilometer; har en af Danmarks største industrihavne; kom ind under Hjørring Kommune ved strukturreformen i 2007; Niels Hausgaard er født der! Og så videre. Særkenderne står i kø. Hirtshals er en by i sin egen ret.

Der er meget at fortælle. Da jeg ringer til Hans Hauge for at høre lidt om hans klumme, fortæller han, at han tidligere har skrevet en hel tekst om Hirtshals alene (uden at nævne, at der ikke var bøsser) i antologien Barndomsbyer (Samleren, 1998).

En ’moderne’, men hård by

»Jeg skrev om Hirtshals som ’Modernitetens spydspids,« siger Hans Hauge. »Den blev planlagt på en bar mark af arkitekten Steen Eiler Rasmussen i 1923 med lige gader. Det er en by uden historie og uden fortid. Den er rigtig moderne og adskiller sig på den måde meget fra for eksempel Skagen, som ligger 50 kilometer mod nordøst. Skagen havde alle kunstnerne. Hirtshals er jo sådan en kulturløs by, det er den sådan set stadig. De har forsøgt at indføre kultur, men det er aldrig rigtig lykkedes.«

Er du født i Hirtshals?

»Nej, jeg kom dertil som barn. Vi var kun to, der kom i gymnasiet, det var meget usædvanligt, og de fleste gik ud af skolen, når de var 14-15 år. Når de var 18, havde de penge og huse. Det var der, de store penge blev tjent. Og så var byen fyldt med færinger og islændinge, og der var de store færger. På den måde var det en speciel by. Og en hård by.«

Hans Hauge fortæller, at Hirtshals også var en by, som var præget af alvor.

»Jeg kan huske en vintereftermiddag, hvor konerne, som de hed, stod på havnen og kiggede ud over vandet for at se om deres mænd kom hjem fra havet. Mændene kunne jo hele tiden risikere at blive derude,« siger han.

Hvornår flyttede du fra byen?

»Jeg flytter derfra i 1966 eller 1967.«

Har du overvejet at flytte tilbage?

Nej, det har jeg ikke, men det er det eneste sted, jeg føler mig hjemme. Jeg kommer der ikke ret tit, men når kommer til Hirtshals, føler jeg mig hjemme. Jeg kunne ikke drømme om at bo der.«

En rigtig grim udsigt

Vi må altså konstatere, at Hirtshals ikke bare er en speciel by, fordi der ikke var bøsser i 1950’erne og 1960’erne, men også i det hele taget. Opført midt i ingenting næsten parallelt med den amerikanske spilleby Las Vegas, der blev grundlagt midt ude i delstaten Nevadas ørken. Med en byplan af den berømte Steen Eiler Rasmussen havde Hirtshals kimen til at få en stærk kulturel identitet. Alligevel kalder Hans Hauge byen for »kulturløs«. Og der er måske noget om snakken. Forfatteren Hans Lyngby Jepsen har engang skrevet om Hirtshals, at det ville være synd at sige, at det var nogen køn by. »Auktionshaller, magasiner, fiskeindustrier, fabrikker, værksteder, oliebeholdere. Fra en bakke nær Nordsømuseet, hvor man bliver undervist i alt om Nordsøfiskeri, er der en udsigt mod byen så grim, at det er svært at forestille sig noget grimmere.«

Føljeton rykker ud

Jo, vi har læst og hørt nok! I den kommende tid vil Føljeton indstille kikkertsigtet mod Hirtshals og forsøge at tegne et portræt af byen, der fik så meget med i dåbsgave som ’modernitetens spydspids’, men som måske ikke helt har indfriet forventningerne. Er Hirtshals virkelig kulturløs, sådan som det gamle bysbarn Hans Hauge påstår? Og hvordan går det med at være homoseksuel i Hirtshals? Hvis det er svært i Hirtshals, er det nok også svært andre små steder i Danmark, og så er det galt fat. Vi lever trods alt i det 21. århundrede.

Følg med i føljetonen ’Bøsser i Hirtshals’. Der er masser at tale om. Vi begynder nu!