Nyhedsanalysen

Har du tænk på, hvorfor du pludselig er begyndt at drikke Aperol Spritz?

Reklamer virker ikke, fik vi at vide for et par år siden. Men det gør det så bare alligevel, og det er grunden til, at vi alle sammen lige pludselig går og drikker den orange sommerdrink Aperol Spritz.

Sankt Hans var hånden på hjertet lidt af en fuser i år. Ikke at det for mit vedkommende plejer at være årets store fest, men det har alligevel som regel altid været noget med nogle venner, lidt at drikke, fællessang og et bål. Men i år var der på grund af tørken ingen bål og jeg befandt mig i et sommerhus ved Limfjorden med tre af mine børn og mine forældre, der fik parret Benny og Birthe på besøg.

Der er ingenting i vejen med hverken mine forældre eller Benny og Birthe, men det var alligevel ikke rigtig min fest, og desuden skulle jeg hjem til København samme aften og kunne kun lige nå velkomstdrinken. Den stod min mor for, og den bestod af to dele af den italienske bitter Aperol, to dele prosecco af en art, et splash danskvand og en appelsinskive – alt i alt en såkaldt Aperol Spritz.

Medmindre man har boet i en hule de seneste par år, kender man så udmærket denne fine og friske sommerdrink, så som sådan er der ikke noget bemærkelsesværdigt i, at min mor vælger at servere den. Det bemærkelsesværdige er, at alle synes at serverer den hele tiden, og på den måde bliver min mor en del af en tendens eller en trend, der ellers ikke umiddelbart ligger inden for hendes berøringsflade. Det er en drinktendens, der er bedst kendt fra Instagram-opslag fra Kødbyen i København, festivaler som Heartland på Fyn, Musik i Lejet i Tisvildeleje og fester på Vice. Steder, som hverken min mor eller Benny og Birthe normalt frekventerer.

Jeg har ofte brugt min mor som et slags pejlemærke for, hvor langt og bredt en tendens, et produkt eller et fænomen slår igennem, og uden at have noget videnskabeligt at bakke det op med er min konklusion, at hvis man bryder muren til hendes segment, har man sejret. Med andre ord: Aperol Spritz har sejret. Hvordan? Med noget så gammeldags som reklamekampagner.

Billig vin og bobler

Aperol er som sagt en rød-orange italiensk bitter, der er skabt af Barbieri-brødrene fra Padova i 1919. Det er en let bitter med en alkoholprocent på blot 11 og lavet blandt andet på rabarber og forskellige blomster. Varemærket er i dag ejet af en anden og lidt stærkere italiensk bitter, Campari, der både smager og syner lidt af det samme som Aperol. Begge er skabt som en selvstændig aperitif, men viste sig hurtigt god i det, tyskerne kalder Spritz (spray), der sådan set bare er at tilføre bobler i form af danskvand og/eller champagne til dårlig vin for at dække over smagen og sænke alkoholprocenten, så man kan drikke mere af det på varme dage. Sådan har italienerne kendt både Aperol og i særdeleshed Campari i årtier, men inden for de seneste par somre er det helt store gennembrud for denne sommerdrink så kommet.

Succesen kommer hovedsageligt efter en massiv markedsføring, der startede i London i 2014 og løb gennem hele verden frem til i dag. Blandt andet lavede man en række stort anlagte events i London med orangefarvede scootere, orangefarvede robåde, gratis drinks og fester, ligesom man også lavede en større sponsoraftale med Manchester United. Siden kom turen til USA, hvor Campari Combo, som firmaet bag hedder, hele sidste sommer nærmest beslaglagde de rige newyorkeres sommerresidens i The Hamptons med busser, fester og små mobile drinksbarer, der delte gratis Aperol Spritz ud i sommerlandet. På østkysten gik man mere målrettet efter instagram-venlige og hippe festivaler som Splash House i Palm Springs, Coachella og KAABOO-festivallen i Del Mar.

Og det virkede tilsyneladende. I USA steg salget af Aperol med mere end 500 pct., og i Europa er det steget med godt 300 pct. Der findes barer i både London og New York, der har drinken på fad og i dag kan du nærmest ikke opdrive en café i de større europæiske byer, der ikke på få minutter vil kunne fikse en Spritz til dig.

Der er naturligvis en række andre heldige omstændigheder for Combo Campari, der formentlig spiller ind i successen, for de er jo nok næppe de eneste, der har fået den idé at reklamere massivt for deres produkt. Et forhold kunne helt basalt set være den friske smag, der ikke fornærmer nogen ved at være tilpas sød, tilpas bitter, tilpas vandet på en varm sommerdag. Så er der den instagramvenlige stærke orangefarve og endelig er der den mere overordnede tendens til at unge mennesker drikker lettere og lettere drinks og mindre og mindre alkohol. I følge det amerikanske analyseinstitut Nielsen siger 45 procent flere af de 25 til 34-årige at de hellere drikker lette drinks og alkoholfri øl og vin end for fem år siden.

Ja, og så smager den også glimrende og er nem at lave. Chin, Chin.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12