At opleve sommeren 2018 med Knud Sørensen

I de seneste 20 år har vi vist ikke misset en eneste digtsamling eller en udgivelse af Limfjordsdigteren Knud Sørensen, men ok, dengang var han også allerede en ældre herre med et halvt liv som digter bag sig. Den seneste digtsamling kom for et par måneder siden, og den er lige så fin, lige så enkel, lige så dulmende, sympatisk, ja, nærmest beroligende, som kun en Knud Sørensen-digtsamling kan være. Inden så længe, hedder den med et lille lystigt nik til døden fra en 90-årig, og hør bare åbningsdigtet med den smukke titel ”Lettelse”:

Det har være tungt vejr

at bære rundt på

i de seneste mange dage

men nu

her til morges

sprang landskabet ud

i en sol

der løftede himmelrummet

og her

i mit hjørne af hegnet

er rummets tyngde

reduceret

til erindring

Selv om Knud Sørensen måske er bedst kendt som en slags udkantsdigter, fordi han nu tilfældigvis bor på Mors, hvor han har fungeret som landmåler, så er han (måske med alderen) i vores øjne en langt større digter udi temaer som tab, erindring, natur, vejr, liv og død. Som en Frank Jæger, der fik lov at blive en gammel mand. Altid præcis, aldrig med store ord, men rolig, med humor og alvor og helt eminent:

MIN VIRKELIGHED

er begyndt at blive tyndere

lag for lag skræller erindringer

sig af

jeg er

på vej mod den dag

der kun er et nu.

Og oven på denne apokalyptisk varme sommer af hede, tørke, brande og klimabekymringer er det lige præcis Knud Sørensen, vi har brug for til både at tage det voldsomme vejr alvorligt, forstå hvor små og ubrugelige vi er og samtidig trøste os ved det. Det kan man, når man ser verden med Sørensens øjne. Det daglige vejr, morgenens opvågnen, udsigten fra en bænk, spadsereturen langs fjorden og så derfra bevæge sig ind i det eksistentielle landskab. Det er en gave at have sådan en person med sig, når vi skal forstå sommeren 2018, der muligvis har været fin for isboderne, men som for hver dag, der går, og hver ny varmerekord, der bliver slået, bliver mere og mere kvælende og skræmmende. Så er det rart at læse, hvor stilfærdigt, smukt og roligt Knud Sørensen bevæger sig mod horisonten. Som udgangsdigtet i Inden så længe:

JEG VED AT JEG VED 

at derude

bag en af mine horisonter

er der et digt

der venter på mig.

En aften

da alle horisonter

var skjult i mørket

kom et par linjer til mig

de lød:

»Jeg var

altså er jeg.«

Resten må jeg begive mig ud

for at opsøge

Fortsat god sommer.

P.S. Og hey – hvis du nu ikke som os er helt på omdrejningshøjde med Knud Sørensen, så kan du starte med at læse Inden Så Længe og derfra springe tilbage til 1972 og læse Revolutionen i Tøving, der måske kan forklare, hvorfor han er blevet set som en udkantsdigter. Tag derefter et par biografier, googl nogle interviews og slug så romanerne En tid og En befrielse fra 1997 og 1999 i én mundfuld (det var dér, vi stod på) og glid naturligt over i novellesamlingen Som man ser det. Herfra tager du bare hans digtsamlinger en efter en frem til i dag. Det er som at dufte til sommerregn. /Lasse Lavrsen