Slaget om Europa

For snart 79 år siden holdt hele Europa vejret. Den 1. september 1939 vandrede tyske Wehrmacht-soldater ind i nabolandet Polen, og det blev startskuddet til den mest modbydelige krig i verdenshistorie. Lande på stribe erklærede i dagene efter krig mod det nazistiske Tyskland og Anden Verdenskrig var en realitet. Igennem seks år blev et ideologisk splittet europæisk kontinent bogstaveligt talt sprængt i tusinder stumper og stykker. Byer blev brændt ned, og millioner døde. At Europa kun skulle bruge mindre end 100 år på at samle sig igen efter krigen, må dengang have lydt som en sørgelig joke i en sørgelig tid.

Ikke desto mindre er Europa noget helt andet i dag. Da nobelpriskomiteen i 2012 overrakte fredsprisen til Den Europæiske Union og dens medlemslande, var det netop med begrundelsen om, at unionen havde været med til at skabe fred på et kontinent, som historisk har været krigsramt i tide og utide. Komiteen sagde dengang blandt andet, at “Frankrig og Tyskland igennem en periode på 70 år havde kæmpet tre krige. I dag virker det utænkeligt med en krig mellem Frankrig og Tyskland.”

Men nu er freden måske slut. I hvert fald i overført betydning. Militært er det stadig yderst svært at få øje på, at en regulær krig mellem EU-medlemsstater skulle være et realistisk scenarie i nærmeste fremtid, men politisk er spændingerne større, end de har været i mange mange år.

Demokrati har altid været en krig om stemmerne, og når europas borgere skal til stemmeurnerne i 2019 for at sammensatte Europa-Parlamentet, bliver det netop en frontalkrig mellem to fløje, som har meget forskellige opfattelser af, hvad Europa og dets værdier bør være. Kampen står mellem nationalkonservative højrepopulister og de EU-venlige progressive, og den er allerede begyndt.

Et splittet Europa

Regeringerne i unionens medlemslande er i høj grad splittet mellem dem, der vil EU, og dem, der ønsker unionen hen hvor peberet gror.

De to nok mest pro-europæiske ledere er den franske præsident Emmanuel Macron og den tyske kansler Angela Merkel. Især Macron har ikke været bange for at brande sig selv som en messias, der skulle redde Europa fra det populistiske spøgelse. Han symboliserer om nogen den progressive fløj.

Men det populistiske spøgelse, som Merkel og Macron ønsker at bekæmpe, kan næppe kaldes et spøgelse mere. Det er kød og blod. I Ungarn finder man premierminister Viktor Orbán, der for alt i verden ønsker at stikke en kæp i hjulet på det europæiske projekt. Også i Italien hvor højrenationalisterne fra Lega sidder i regering sammen med populisterne fra femstjernebevægelsen, ønsker man et opgør med drømmen om en stærk union. Polen og Østrig ledes også af højrekræfter, og man må heller ikke glemme, at euroskeptiske partier også har godt fat i befolkningerne i lande som Danmark og (måske) snart Sverige. Læg dertil, at Merkel og Macron også kæmper mod disse kræfter i deres egne hjemlande, og man begynder at forstå, hvilken prøvelse pro-europæerne kan se frem til ved valget i 2019.

Fronterne trukket op

Set i det lys forstår man godt, at man hos pro-europæerne føler et behov for at samle sig i fælles front. Især Macron synes at have gjort det til sit projekt at gentage den succes, han havde med at slå den højrenationale anti-europæer Marine Le Pen ved sidste præsidentvalg. Macron vil være manden, der gør ikke bare Frankrig men hele Europa progressivt.

Macron har derfor sendt repræsentanter fra sit parti La République En Marche ud for at samle en pan-europæisk bevægelse, der skal kæmpe mod højrefløjen. En af de allierede, som Macron allerede har fået samlet op, er Albert Rivera, som er leder af det liberale spanske parti Ciudadanos. Om det nye samarbejde siger han, at “vi vil skabe en civiliseret politisk bevægelse i hele Europa, som vil kæmpe for mere Europa og et bedre Europa som en reaktion mod populismen og nationalisme.”

Men Macron skal ikke forvente, at valgkampen kan vindes ved at samle de liberale og progressive kræfter. På den anden front er også de højrenationale ved at samle sig. Så sent som i sidste uge opfordrede Orbán højrefløjen til at samle sig op mod valget, og i en tale sagde han, at det liberale europas dage var talte. Han vision er i stedet, at Europa skal være et såkaldt “kristent demokrati.”

Matteo Salvini, som er indenrigsminister i Italien og samtidig leder af det meget højreorienterede Lega, har også opfordret højrefløjen til at kæmpe sammen. Ved et vælgermøde i sidste måned bekendtgjorde han, at han ønsker at samle “en europæisk bevægelse, der samler alle frie og suveræne bevægelser, der vil forsvare deres folk og deres grænser.” Ja, Salvini er faktisk så rasende på Frankrig og Macron, at han fløj til Moskva for at se finalen i fodbold mellem VM og Kroatien med det ene formål at ønske “uheld og ulykke” til det franske hold.

Amerikansk inspiration

Skønt man skulle tro, at valget til Europa-Parlamentet udelukkende er et europæisk anliggende, så kan begge fløje vise sig at få gavn af inspiration fra den anden side af Atlanten.

Den tidligere toprådgiver for USA’s præsident Steve Bannon har oprettet et kontor i Bruxelles, der skal huse bevægelsen “The Movement.” Her vil han og hans ansatte give rådgivning til højrefløjen i håbet om at føre dem til valgsejr. Ligeledes vil Bannon forsøge at blive facilitator for den forening af den europæiske højrefløj, som både Orban og Salvini har opfordret til.

På den anden fløj kan de progressive trække inspiration ud af de valgkampagner, der sikrede Barack Obama det amerikanske præsidentembede i to omgange. Som man kan læse i denne analyse fra Politico.eu, skal de progressive fx forsøge at undgå, at alt kommer til at handle om indvandrere. Tesen er, at spørgsmålet om indvandrere alligevel altid handler om nogle underliggende dagsordner som fx velfærd. Det er de underliggende dagsordner, som de progressive i stedet skal koncentrere sig om, når den politiske krig for alvor kommer til at buldre de kommende måneder.