Vi har tidligere nævnt, at agurketiden slet ikke handler om, at verden går i stå, og alle er på ferie, men i langt højere grad om, at pressen egentlig også gerne vil have lidt ferie. I mellemtiden brøler verden af sted med store omstillinger, topmøder, krige, sex, råb, spektakel og en relancering af 80’er-komedieserien Alf.
Men ud over sportsjournalisterne er der altså også andre journalister, der ikke har været på ferie, og der er der skam kommet virkelig gode historier ud af i sommeren 2018. En af de fineste og mest overraskende er fra The Guardian (vi linkede til den i går). Her har deres erfarne mellemøstkorrespondent Martin Chulov fået et interview med Osama Bin Ladens mor og to af hans brødre, og det er faktisk en virkelig rørende historie om en mors kærlighed og ondskab, der i sin tematik minder om Lionel Shrivers roman Vi er nødt til at tale om Kevin fra 2003. Bogen beskriver en mors forsøg på at forstå, hvad der gik galt, siden hendes sin søn Kevin endte med at blive en high school-skyder, der myrdede syv af sine klassekammerater, en kantinemedarbejder samt sin mest elskede lærer, som havde forsøgt at blive venner med ham, og på den måde er det en undersøgelse af ondskaben.
Men hvor Shrivers morfigur altid har haft det svært med sin småpsykopatiske søn, der siden fødslen har forsøgt at dominere og manipulere hende, har Osama Bin Ladens mor det helt omvendt. Alia Ghanem, som hun hedder, er i dag midt 70’erne, og selv om hun er en hovedrig, succesfuld forretningskvinde, der på ingen måder kan relatere til sin søns ugerninger, tror hun stadig på det gode i ham og elsker ham stadig højt. Hun drømte ikke om, at hendes søn ville ende som verdens mest hadede jihadist.
”Tanken strejfede mig aldrig. Da vi fandt ud af det, var vi meget oprørte. Vi ville ikke have, det skete. Hvorfor ville han smide det hele væk på den måde?”siger hun i interviewet. Alia Ghanem har stadig et billede af sin ”lille Osama” stående på reolen sammen med resten af sin familie, og hun er overbevist om, at hendes søn blot blev ledt i fordærv af nogle formørkede præster på universitetet
”Folkene på universitet ændrede ham. Han var et godt barn, indtil han mødte nogle mennesker, der nærmest hjernevaskede ham tidligt i hans 20’ere. Du kan kalde det en kult. De fik penge til deres formål. Jeg bad ham altid om at holde sig væk fra dem, og han indrømmede aldrig over for mig, hvad han havde gang i, fordi han elskede mig så højt,” fortæller Alia Ghanem.
Det er en rørende og dyb historie, der arbejder under det interview. Det er der ikke meget agurketid over. Det er faktisk lidt ligesom det her nyhedsbrev. Du kommer ikke til at mærke agurketiden. Vi lover det. /Lasse Lavrsen