Pastelfarvernes anatomi

For et par uger siden udspillede der sig en sælsom begivenhed på Tate Modern i London.

Klientellet på det britiske museum for moderne kunst lignede umiddelbart sig selv denne fredag formiddag. Som var det næsten et kunstværk i sig selv, så man velhavende britiske mænd bevæge sig igennem rummet med kunster Joan Jonas’ syrede videokunst, der fra projektorerne reflekterede ned på mændenes skaldede isser, som nu pludselig fungerede som solbrune lærreder for samtidskunsten. Ved siden af dem stod deres koner. Begge parter glædede sig nok mest af alt til, at de skulle op på tagterrassen, hvor medlemmer af Tate-klubben har deres egen bar.

I andre rum var det horder af turister fra Østen, der med deres kameraer turnerede rundt blandt de store malerier. Periodevist så man også unge boheme-typer, der med hastige hænder skriblede ned på deres notesblokke, muligvis fordi de selv var kunststuderende på studietur.

Men den sælsomme begivenhed udspillede sig et andet sted på Tate. I et rum fandt man nemlig et folkefærd, som afveg fra Tate-stereotypen. Her stod unge moderne mennesker i det nyeste fashion-tøj og poserede foran værker, mens deres venner og kærester tog billeder af dem. Rummet var næsten helt henlagt i mørke men blev alligevel lyst op af den amerikanske kunster Bruce Naumans installationer.

Installationerne består af en række skulpturer, som er en mystisk sammensætning mellem det voldsomme og det rolige. De har det tilfælles, at de er formet i pastelfarvede neonrør, som giver beskueren en rolig og positiv følelse i kroppen. Men samtidig har værkerne voldsomme motiver, således at værket vækker et indre modsætningsforhold hos museums-gæsten. Et eksempel er værket Double Poke, der viser to mænd stikke øjnene ud på hinanden.

Værkernes voldsomme del syntes dog at være gået tabt hos den skare, der knipsede løs med mobiltelefonkameraerne foran Naumans kunst. De mange billeder, der efterfølgende sandsynligvis har fundet vej til det sociale medie Instagram, har nok i højere grad handlet om det æstetiske rum, som de smukke pastelfarver har givet – ikke om de kritiske motiver.

Det er ikke kun foran Naumans værk, at der tages tonsvis af billeder med de lyse farvenuancer. Stiller man sig foran en pastelfarvet facade eller mur i en større by på en solrig dag, kan man næsten være sikker på, at der før eller siden kommer nogen forbi og tager et billede til deres instagramprofil.

Pastelfarver er i den grad ‘in‘ igen. Så meget, at en omrejsende amerikansk udstilling, der går under navnet Museum of Ice Cream, har solgt tonsvis af billetter med deres selfie-venlige pastelkunst.

Ligeledes har det moderigtige valg denne sommer været at iføre sig de lyse pastelfarver, og også inden for fotokunsten er pastelfarverne blevet populære. Hvor det før skulle være mørke farver, tager en del fotografer i dag billeder med portra 400-farvefilm, som giver billederne et lyst pastelskær.

Men hvorfor er pastelfarverne lige pludselig blevet så stærkt et kulturelt fænomen igen? Hvorfor elsker vi at få taget billeder med dem, hvorfor klæder vi os i dem og hvorfor forsvinder de (måske) igen, når vinteren og mørket lægger sig over os?

Hvad er en pastelfarve?

En pastelfarve er egentlig enhver nuance, der er meget lys og har en lav til medium grad af farvemæthed. Dermed findes der også flere pastelfarver, end man måske egentlig lige går og tror. Fx findes der pastelgrå, hvilket ikke passer med den farverige opfattelse, de fleste nok har af pastelfarverne.

Men når man i hverdagen refererer til pastelfarver, vil man ofte mene farver som fx mint-grøn, tyrkis eller ferskenfarve. Så hvor kommer den kategorisering af pastelfarven fra? Svaret er egentlig forholdsvis åbenlyst. Pastelfarven har sit navn og sin definition fra pastelkridt.

Inden pastel blev populært refererede ordet ‘pasteller’ nemlig til et værktøj snarere end en farve i sig selv. Engang var pasteller ordet for fedtede farvekridt, der kommer i mørke såvel som lyse farver. Skønt kridtene havde en bred vifte af nuancer, så havde de alligevel en lavere grad af farvemæthed, hvis man sammenligner dem med fx maling eller oliebaserede farvematerialer. Det er sandsynligvis derfor, at de lyse farver er blevet opkaldt efter det fedtede kridt.

Symbol på bedre tider

For at finde roden til pastelfarvernes popularitet skal vi helt tilbage til det aristokratiske Frankrig i 1700-tallet. Den notoriske franske dronning Marie Antoinette er ofte afbilledet i lyse pastelagtige farver, og var man noget med musikken i de høje luftlag i Frankrig, hoppede man gerne i pastelklæderne om morgenen.

Dengang var det roccoco-stilen, der dikterede, hvad der var smart, både når det kom til malerier, indretning og fashion, og netop roccoco (især den sene periode) trak i høj grad på de douche farver og den glade, optimistiske fornemmelse, som de er et udtryk for. En positiv retning der dog blev sat en stopper for, da Antoinette og hendes mand blev henrettet i forbindelse med den franske revolution.

Pastelfarverne blev igen populære i 1920’erne, men den første moderne guldalder for pastelfarverne kom i 1950’ernes USA. Dengang kunne man slet ikke få nok af de sarte farver. Farverne satte især deres præg på datidens boligindretning, hvor et mintgrønt køkken eller et tyrkis badeværelse ikke var unormalt. Nej, faktisk var det utrolig smart.

Årsagen til de lyse farvers pludselige popularitet skal blandt andet findes i den økonomiske fremgang, som USA gennemlevede i 50’erne. Først og fremmest var det nu rent faktisk muligt at få maling i alverdens farver, og at bruge penge på at male sit køkken mint-grønt må om noget kunne betragtes som et luksusgode, som man nok ikke havde smidt penge væk på i 30’erne, da verden oplevede et af de værste finanskrak nogensinde. Hele roccoco-æstetikken, som pastelfarverne trækker på, er på alle måder også et symbol på en hedonistisk og økonomisk overflod – noget som den nu rigere amerikanske middelklasse gerne ville tappe ind i.

Pastelfarven fortsatte altså med at være en farve, der udstrålede overskud. Et pastelfarvet køkken holder ikke bare sig selv. De sarte farver bliver hurtigt smudsede, og man forestiller sig derfor, at det har taget en rum tid at rengøre sådanne rum, så de kunne stå snorlige, når der kom gæster. Igen en måde at vise sine omgivelser, at her var der overskud til at mor gik hjemme og gjorde rent i køkkenet.

Pastelfarvens anden bølge finder vi i 80’erne, og her handlede det igen om at udstråle rigdom og tjek på tingene. Som en anden moderne roccoco-bølge dukkede den såkaldte preppy-stil op med bogen The Official Preppy Handbook. Preppy var en subkultur i USA, som især var udbredt blandt unge fra landets eliteuniversiteter. Var man preppy handlede det om var være rig og smart, og man skulle gerne ligne en, der havde en yacht liggende nede i havnen. Man skulle snakke på en bestemt måde, og så skulle man først og fremmest gå bestemt klædt. Det er her pastelfarverne igen dukker op. Det var allerbedst, hvis man kunne slynge en lyserød eller mint-grøn pullover over sin hvide polo.

Og således vender vi tilbage til nutiden, hvor pastelfaverne er populære igen, og hvor ‘instagrammerne’ tager billeder af sig selv foran kunstværker med lyse farver. Pastelfarver har været et symbol på overskud, og det er netop også det, det handler om på de sociale medier. At være så smuk, sjov og spændende som muligt. Og hvad er bedre til at vise det end en masse pastelfarver?

Farvernes psykologi

Farver er ikke bare farver. Farver fortæller os noget bestemt og giver os bestemte følelser i kroppen. Mon ikke der er mange niendeklasseselever, der har bandet deres dansklærer langt væk, når de har fået at vide, at hovedpersonen i et eventyr var en løgner, fordi han eller hun går ind i en gul skov, og gul er løgnens farve. Men selvom alverdens gode litteratur er blevet ødelagt af overfortolkende dansklærere, så kommer vi ikke uden om, at farver har betydning udover det vi umiddelbart ser med øjnene. Inden for reklameverden er det noget, man har vidst længe. Derfor er det fx aldrig tilfældigt, hvilke farver firmaer fx har deres logoer i.

Ideen om at farver “i-sig-selv” skulle have en form for indbygget betydning, har forskningen dog vist ikke har meget på sig. Der er ikke nogen form for magi indbygget i rød, der gør os vrede. I stedet er det netop farvernes kulturelle kontekst og individuelle faktorer, der får os til at føle bestemte ting.

Således giver pastelfarverne netop også mening i den kulturelle kontekst, som de er opstået i. Pastelfarven viser kulturel status, og at omgive sig med dem giver indtrykket af at være rig og berømt. Men samtidig er lyset i pastelfarverne også noget, der hører foråret og sommeren til. Nogle påstår, at forbindelsen mellem foråret og pastelfarverne kommer fra traditionen med at farve påskeæg, fordi det oftest vil blive en lys pastel-agtig farve, der kommer frem på ægget. Men en anden forklaring kan være, at de lyse farver forbindes med sol og sommer og muligheden for at nyde begge: At nyde solen og sommeren er jo i øvrigt også noget, som i høj grad er forbeholdt de rige og smarte. Især hvis man ligefrem har råd til at rejse væk om vinteren.

Så hvorfor er der pastelfarver overalt? Svaret er både kulturelt og individuelt. Det umiddelbare svar er, at mange af os synes det er nogle pæne farver. Farven gør os glad og minder os om sol og sommer, men det er også en måde at være en moderne Marie Antoinette og ‘flashe’ sin kulturelle status.