Kære læser

Værnemageri? Danmark bryder russisk blokade

Der er ingen grænser for, hvor grønt og vedvarende det gamle Dong Energy  er blevet efter navneforandringen til Ørsted A/S opkaldt efter den verdensberømte fysiker Hans Christian Ørsted. Alt er pludselig blevet vasket grønt og progressivt.

Da den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs havde solgt sine sidste gyldne aktier, kastede Dong Energy sig storladent ind i kampen for en bæredygtig klode i 2017: ”Vi mener, det er på tide at handle for at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi”.

Men bag energivirksomhedens grønne facade gemmer sig en mere beskidt virkelighed. Ørsted A/S – som satirisk kaldes for ‘The Artist Formerly Known as Dong Energy’ efter den afdøde amerikanske popstjerne Prince – har ikke skruet ned for den sorte energi. Tværtimod.

En opgørelse fra Ruslands statskontrollerede energiselskab Gazprom viser, at salget af naturgas til Danmark er seksdoblet i løbet af de seneste fem år. Og aftageren er, ja, rigtigt gættet: Ørsted A/S. Mens den danske energimastodont udadtil har talt op og ned ad stolper om grøn omstilling og social ansvarlighed, har den russiske gas flydt via bagdøren – og fra Danmark videre til andre lande.

Ørsted ønsker ikke at forklare sig offentligt, men nøjes med at skrive i en mail til Ritzau: ”Vi indgik i 2006 en lang gaskøbsaftale med Gazprom. De gasmængder, vi aftager år for år, svarer til det, som blev aftalt dengang. Det meste af den gas, vi køber, sælger vi videre til andre lande i Vesteuropa”.

Det lugter af fisk

Færingerne var de første til at lure forretningsfidusen: Den enes død er den andens brød. Da Rusland besatte Krim-halvøen i Ukraine i februar 2014 og senere annekterede området ved Sortehavet, indførte de vestlige stater straks sanktioner og boykot af handel med russiske varer. Idéen er at presse Rusland til at respektere international lov og orden. Men sanktionerne har foreløbigt kun haft begrænset effekt.

I en globaliseret verden strømmer penge som vand – eller som gas, om man vil. Købmænd har øjnet muligheder for at tjene penge på sanktionerne. Færingerne har været mest snedige: Sidste år solgte Færøerne for 2,4 mia. kr. til Rusland – eller hvad, der svarer til rekordstore 25 procent af den samlede eksport fra denne vidtstrakte del af det danske kongerige.

Færingerne har slået god mønt på sanktionerne. Færøerne har relativt lavet en endnu bedre forretning end selv Ørsted A/S på borgerkrigen i Krim. For 10 år siden eksporterede Færøerne kun for 100 millioner kroner til Rusland om året, men gradvist er salget af særligt dybhavsfisk og laks eksploderet.

Økonom Djóni Højgaard forklarer ærligt: ”Vi er fredet for al konkurrence fra europæiske konkurrenter, som ikke kan sælge på det russiske marked. Det betyder høje priser på det russiske marked, og det giver et godt afkast”.

Huller i sanktionerne

Kongeriget Danmark fremstår som et af de svageste led i kæden. Økonomiske sanktioner over et aggressivt og krigsførende land som Rusland, der har forbrudt sig mod international lov, virker selv sagt kun, hvis alle lande overholder og håndhæver blokaden.

Danmark bryder blokaden. For når Ørsted A/S – som den danske stat stadig ejer over halvdelen af – har seksdoblet indkøbet fra Gazprom på blot fem år, behøver Ruslands præsident Vladimir Putin ikke ligefrem at gå i panik. Han ved, at vores politikere ved, at sanktionerne mest er pro forma. Tilsyneladende har ingen reelt tænkt sig at lade drab, statsterrorisme og krig stoppe varehandlen. Den blodige bundlinje er, at mindst 10.500 mennesker har mistet livet under borgerkrigen i Ukraine.

Blodpengene kunne kalde på forargelse, men det er svært ikke at bevare kynisme. Socialdemokratiets udenrigspolitiske ordfører, Nick Hækkerup, har selvfølgelig principielt ret, når han tager afstand fra krigsøkonomien hos Ørsted A/S: ”Når vi har danske soldater i de baltiske lande, og vi har sanktioner i forlængelse af Krim, så er det selvfølgelig underligt, at Danmark er med til at stimulere russisk eksport af gas”, siger Nick Hækkerup.

Men ærligt talt: Er der nogen, der oprigtigt tror, at kursen ville have været en anden med en anden regering i Danmark? Den ubekvemme sandhed er nok snarere, at både de færøske fiskere og de grønne købmand i Ørsted A/S udstiller en gammel dansk handelstradition, der går tilbage til gullaschbaronerne og værnemagerne: Glem de fromme besværgelser, for der er altid handelsfolk fra Kongeriget Danmark, der evner at tjene penge på andres ulykke. /Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12