Rædslens paradoks: Hvorfor vi betaler penge for at blive bange

De tre piger synker længere ned i biografsæderne, der er ved at fortære dem som kviksand. Den ene forsøger sig med at hviske en morsomhed til de andre, der kvitterer med to kvæk, der bedst kan beskrives som sørgelige forsøg på grin. Det er en klassisk manøvre, de har gang i. På det store lærred foran dem kører gyserfilmen Hereditary, og den hvide kulør i de 12-13 årige pigers ansigter vidner om, at deres tidlige ungdomsoprør med at snige sig ud og se gyserfilm i biografen ikke er helt så sjovt, som de havde regnet med. Nu forsøger de at aflede sig selv fra gruen. Forsøger at lave sjov med det. At minde sig selv om, at det bare er film. Men det virker ikke. Det forsøgsvise grin knækker over i et næsten lydløst skrig, mens hænderne ryger op foran øjnene: ”Det er ikke sjovt, jeg tør ikke se,” lyder det sagte.

Man forstår dem godt, de unge piger. Hereditary er vitterligt ikke for sarte sjæle. Filmen er på en og samme tid med til at skubbe gysergenren ind i en ny mulig guldalder og ekstremt opmærksom arven fra klassikere som Rosemary’s Baby (1968) og Eksorcisten (1973).

Som så mange andre film i genren starter vi med et dødsfald. Hovedpersonen Annie har mistet sin mor, og selv om hun havde et aldeles anstrengt forhold til hende, sørger hun. Annie arbejder som kunstner med at lave små dukkehuse, der ofte afbilder hendes liv med sine to børn og mand, som hun bor i et stort træhus i skovbrynet med. Som man måske kan forestille sig, kommer matriark-moderens død til at sætte gang i nogle gemte ting i familien.

Gyserfilm, især de mere moderne af dem, har ry for oftest at være dårlige film, der jagter det lette skrig og de hurtige penge. Men med film som blandt andet Hereditary synes der at være et opgør med den bølge. En gruppe instruktører er begyndt at tage gyset alvorligt igen, og nye film som The Ritual, The Witch, A Quiet Place og nu altså Hereditary lader uhyggen krybe ind under huden på publikum på et langt mere substantielt plan, end når der bare pludselig dukker et spøgelse op og skræmmer. Det bedste eksempel er måske, at noget af det mest uhyggelige i Hereditary er den sorg, som familien går igennem, og som er skildret på en sådan måde, at følelsen bliver fremprovokeret i ens egen krop i biografmørket.

Men med gyserfilmens renæssance opstår også et naturligt spørgsmål: Hvad lavede de tre piger der i biografsædet. De små grin til trods så lignede de ikke nogen, der morede sig. De var skræmt fra vid og sans. Men det vidste de jo godt, at de ville blive. De har betalt i dyre domme for at opleve den måske mest rædselsfulde (bogstaveligt talt) følelse i verden: Frygt. Men hvad ér frygt overhovedet, og hvorfor opsøger vi den, når vi samtidig vil gøre alt for at undgå den?

Hvad er frygt?

At svare på hvad frygt er, er ikke helt lige til. Frygt er en følelse, og følelser er nogle komplekse størrelse. Det er jo egentlig lidt sælsomt. Alle har prøvet at være bange. Alle har oplevet frygt. Men selvom vi kender fornemmelsen så godt, vil vi alligevel have svært ved at forklare, hvad det mere præcist er, vi oplever.

En måde at forklare frygten på, er ved at gå naturvidenskabeligt til værks. Selvom man heller ikke her har nogen helt håndgribelig forståelse af fænomenet, så har man dog alligevel forstået nogle af frygtens grundlæggende mekanismer ved at kigge på hjernen.

Selvom frygt ikke er nogen rar følelse, er det faktisk din smarte hjerne, der prøver at fortælle din dovne og dumstædige krop, at nu er der brug for at gøre noget ekstraordinært for at overleve.

Kort sagt er frygt en kædereaktion i hjernen. Det starter med, at din hjerne modtager noget frygtindgydende information, og det slutter med, at hjernen aktiverer den såkaldte ‘kæmp eller flygt’-respons, der får dit hjerte til at hamre og din pande til at svede.

Som med alting i hjernen er denne proces ganske kompliceret, men her kommer det i en forenklet udgave. Først opfatter hjernen, at der sker noget. Det kan være, at du ser noget, eller at du mærker noget på din hud. Hjernen fortolker denne data, og de minder, der er lagret i hjernen, giver kontekst til det, der er blevet opfattet: Er det noget, der kunne være farligt? Hvis hjernen beslutter sig for, at det virker som om, der er fare på færde, aktiveres ”kæmp eller flygt”-responsen.

Men faktisk opfattes frygt i hjernen i to hastigheder. Først og fremmest er der den hurtige respons, hvor din hjerne ikke tager nogen chancer. Når du ser en gyserfilm i biografen og pludselig hopper op af sædet af skræk, er det fordi, din hjerne ikke har brugt ordenlig tid på at fortolke det, du har set. Den registrerer lynhurtigt, at det kunne være farligt, og for en sikkerheds skyld sætter den derfor gang i fareberedskabet.

Men der sker også en lidt længere proces i hjernen. Når hjernen får tilstrækkelig mulighed for at fortolke data ordentligt, vil den komme i tanke om, at du sidder i en biograf og ser en film, og der derfor sandsynligvis ikke er nogen fare på færde. Derfor beslutter din hjerne sig for, at den godt kan slukke for “kæmp eller flygt”-responsen igen.

Set i dette lys er frygt i høj grad et overlevelsesinstinkt. ”Kæmp eller flygt” sætter din krop i alarmberedskab, så du har bedre mulighed for at overleve en farlig situation. Hvis hjernen ikke fortalte os, hvornår vi skulle være bange, ville vi nok ikke overleve længe.

Hvorfor drages vi af frygten?

Spørgsmål som “hvad er frygt og hvorfor drages vi af den?,” lyder som noget, ham den prætentiøse fyr fra din gymnasieklasse sagde, når han sad udenfor i frikvateret og så forpint ud, mens han bød pigerne på Gauloises-cigaretter. Måske svarede han selv på det med en omgang tågesnak, der endte ud i en lidt forvasket fortolkning af Sartres filosofi og lidt let psykoanalyse.

Men måske havde han alligevel fat i noget, ham knægten. For mens hjernen kan svare på, hvad det er for nogle mekanismer, der gør, at vi føler frygt, så er det langt vanskeligere at få hjernen til at give en forklaring på, hvorfor vi går i biografen for at se noget, som hjernen med overlæg prøver at gøre ubehageligt for os.

Morbid nysgerrighed

En af årsagerne kan tilskrives det, man kalder morbid nysgerrighed. Det er den nysgerrighed, der er årsag til, at der i forbindelse med biluheld danner sig såkaldte ‘glokøer’, hvor bilister sætter farten ned for at få et glimt af uheldet. Morbid nysgerrighed er bestemt ikke noget nyt fænomen. For flere tusinde år siden skrev den græske filosof Aristoteles om, hvordan nogle “nyder at se på de mest detaljerige billeder af ting, hvis syn er smertefuldt for os.”

Den schweiziske psykiater og psykoanalyst Carl Jung mente, at vi havde brug for denne ‘ondskabsfulde’ nysgerrighed for at kunne holde vores mentale sundhed i balance. Jung mente, at hvis vi undertrykker det morbide i vores bevidsthed, så vil det i stedet bare manifestere sig som neuroser og psykoser. Vi må acceptere, at vi finder glæde i, at det går vores fjender dårligt og at vi finder en vis interesse i drab og grusomheder. Det gør os ikke selv til mordere. Tvært i mod. Det skaber balance i vores sind. Måske er det ovenikøbet en grundsten i vores moral. Når du ser grusomhederne udmønter det sig ofte i empati for ofrene. På samme måde havde man i renæssancen kranier stående på bordene for at minde sig selv om, hvor dyrebart livet er.

Gyserfilm kan være en måde at få afløb for disse dæmoner, denne nysgerrighed, som vi ifølge Jung har brug for at aktivere for at kunne forsætte med at være raske velfungerende mennesker.

Rædselens paradoks

Den amerikanske filosof Noël Carroll er en af dem, der har beskæftiget sig indgående med det, han kalder frygtens paradoks. Hvorfor vi opsøger frygt i kunsten, når det tydeligvis er en følelse, vi prøver at undgå andetsteds. I bogen The Philosophy of Horror or Paradoxes of The Heart (du kan finde hele bogen her), prøver han at kortlægge og forklare dette modsætningsfyldte forhold.

Carroll bemærker, at der selvfølgelig er én åbenlys forklaring på, hvorfor folk går ind og ser gyserfilm. Det kan jo være fordi, at de mennesker, der gør det, er særdeles perverterede. Men, siger han alligevel, det virker usandsynligt, at en så stor industri skulle blive opretholdt udelukkende af en afvigende gruppe. Nej, det må være noget mere universelt menneskeligt, der får os til at gå i biografen og se gyserfilm.

I bogen gennemgår Carroll nogle af de mest populære teorier til at besvare rædselens paradoks. Ligesom det var tilfældet med morbid nysgerrighed, er psykoanalysen igen den mest populære forklaring på denne tilsyneladende modsætning. En freudiansk analyse af lysten til at se gyserfilm er, at ID’et (altså underbevidstheden) bruger rædsel til at realisere en bestemt lyst og ad den vej narrer over-jeg’et (som er en slags moralsk overdommer for bevidstheden). Sagt med andre ord har vi inderst inde en drift til at blive bidt af Dracula, men det kan vi ikke indrømme overfor vores moralske fornuft, så vi narrer vores moralske fornuft, når vi ser gyserfilm, ved at føle væmmelse. Dermed siger vi til vores over-jeg: “hey, jeg har det altså faktisk slet ikke sjovt.”

Carroll køber dog ikke selv den psykoanalytiske forklaring. Freud og psykoanalysens forklaringskræft er simpelthen ikke stor nok. Der findes masser af monstre og gyserscenarier derude, hvor det ikke lige er til at se, hvad ID’ets lyst skulle være. Tag fx en menneskekrop med flueansigt, og sæt derefter otte edderkoppeben på. Det er da ret uhyggeligt. Men som Carroll skriver: Det er lidt svært at se hvilket barndoms-traume eller hvilke undetrykte lyster eller bekymringer, det skulle være udtryk for.

I stedet foreslår han, at tiltrækkelsen i højere grad kommer af, at vi bliver fascineret af rædslerne. Vi udholder det ubehagelige, fordi vi på den anden side godt kan lide at se noget, der er ud over det sædvanelige. Det er som at se en ko med to hoveder. Det er unormalt og dermed spændende.

Gyserfilm er ofte bygget op på den måde, at vores nysgerrighed pires, inden vi får lov til at se et monster eller en morder: Vi tænker, hvad det kan være for et monster, hvordan morderen dog kan se ud. Gyserfilm er ofte bygget op om at finde det ukendte eller utænkelige, og mennesket synes at have en indbygget drift mod at lære det ukendte at kende.

Ifølge Carroll er det altså ikke uhyggen alene, der fik unge piger ind i biografen og se Hereditary. Snarere var det en forventning om at se noget ud over det sædvanlige. Noget ekstraordinært. Blive en del af en søgen efter noget, som man ikke kan finde i virkelighedens verden. Men som betaling måtte de sidde og slæbe sig igennem mere end to timer med skræk og rædsel.