Hvad skal det nytte?

Våbenkapløbet er begyndt forfra: Stop med at bekymre dig, og lær at elske bomberne. Fredsdividenden efter den kolde krig er brugt op, og fremover vil det blive mærkbart dyrere at leve her i én af historiens mest fredelige epoker. Sådan er det bare. Og prøv ikke at tænke for meget over det.

Sådan lyder logikken i hvert fald i det politiske landskab. Både i Danmark og de fleste andre rige lande. Fremover skal vi igen til at opruste med avanceret isenkram – og hæren, flyvevåbnet og flåden har tilsyneladende igen fået førsteprioritet, når skattekronerne skal fordeles.

På det seneste NATO-topmøde krævede USA’s præsident Trump, at vi i Danmark fremover skal firedoble vores forsvarsbudget og således bruge op mod 50 mia. kr. mere om året. Og pengene må, forstås, gerne bruges i Amerika.

Forleden godkendte det amerikanske forsvarsministerium, at Danmark kan få lov til at købe 50 missiler af typen SM-2 til vores fregatter. Pris: 1.000.000.000 kroner, altså en mia. danske skattekroner, som snart sendes afsted til USA. Missilerne produceres hovedsageligt i amerikanske delstater, hvor flertallet stemte på Trump: Arizona, Arkansas og South Dakota.

Den første missil-sending er dog kun en forløber, de første billige prøve-eksemplarer. Forsvaret er allerede i gang med at undersøge mulighederne for i næste runde at indkøbe de endnu mere avancerede og langtrækkende missiler af typen SM-6. Nu skal Danmark for alvor kunne slå tilbage.

Våbenkapløbets dynamik

Her i første angrebsbølge skal de 50 nye luftværnsmissiler af typen SM-2 – eller helt præcist 46 stk. Standard Missile, SM-2 Block IIIA Vertical Launching Tactical All-Up Rounds, RIM 066M-03-BK IIIA (VLS), 2 stk. SM-2 Block IIIA Telemetry, Omni-Directional, All­Up Rounds, RIM-066M-03-BK IIIA (VLS) og 2 stk. Standard Missile, SM-2 Block IIIA Telemetry, Omni-Directional Antenna, Warhead Dud Capable, RIM 066M-03-BK IIIA (VLS) –  installeres på de tre danske fregatter, Iver Huitfeldt, Peter Willemoes og Niels Juel, som hidtil har sejlet rundt uden angrebsevne med tomme missilrør.

Våbenkapløbet har sin egen indre dynamik. For umiddelbart giver det jo  glimrende mening, at de tre fregatter, der tilsammen har kostet op mod kr. 6.000.000.000,-, altså seks mia. skattekroner, ikke skal sejle formålsløst rundt uden den slagkraft, som de egentlig er bygget til at have på havet. Og når man først har brugt seks mia. kr. på skibene, er det jo en relativt lille tilføjelse at bruge en ekstra mia. kr. på missiler. Biler skal jo også have dæk og benzin, ikke?

Leder af Center for Militære Studier på Københavns Universitet, Henrik Breitenbauch, forklarer logikken bag indkøbet af de dyre missiler på en enkel og besnærende måde: ”Missilerne fuldender fregatterne. Uden dem kan de ikke det, de er designet til, nemlig forsvare et meget stort luftrum svarende til nærmest hele Danmark. Når man tænker på, at det faktisk er halvdelen af flåden, der bevæbnes, og husker på, at det jo ikke er meningen, at missilerne rent faktisk skal fyres af, så er det en nødvendig og fornuftig udgift”.

Nøjagtigt samme argument står allerede i kø i forhold til Danmarks indkøb af de nye, hundedyre jagerfly. Et flertal i Folketinget har besluttet at købe 27 stk. F35-kampfly til en samlet pris på mindst 66 mia. kr. Men både den amerikanske og den danske rigsrevision har allerede konkluderet, at prisen vil ende med at blive endnu højere – for oveni i anskaffelsen kommer reservedele, vedligeholdelse og ja, overraskende nok, også avancerede missiler, der hver især er voldsomt meget dyrere end spidsen af jetjageren selv.

Kritikken er forstummet

Siden den tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) rykkede over i forsvarsministeriet, har militærudgifter ikke været underkastet den samme form for økonomisk sparelogik, som alle andre dele af den offentlige sektor er. Pludselig kan der bevilges millioner og atter millioner til forsvarets kanoner, som aldrig ville finde vej til hospitalernes kræftkanoner. Og slet ikke til kanoer i børnehaverne.

De voksende forsvarsudgifter har fået deres eget liv, og skønt udgifterne eksploderer, synes det at være blevet kontroversielt at stille grundlæggende spørgsmålstegn ved de hurtigt voksende militærudgifter. Ingen udfordrer for alvor præmissen for, at Danmark i de kommende år øger udgifterne til forsvaret i et endnu hurtigere tempo, end der faktisk skæres ned andre steder i den offentlige sektor.

Ingen – eller kun få med svag stemme – spørger i dag, som Viggo Hørup gjorde i 1883, da debatten dengang stod om forsvarsbevillingerne til fæstningsbyggeriet rundt om København: ”Hvad skal det nytte?”.

Hvad er egentlig den bredere samfundsnytte af de tre fregatter til seks mia. kr.? Kunne vi have nøjedes med én eller to? Og hvis fregatterne overhovedet skulle have langtrækkende missiler, ville kr. 500.000.000,- så ikke have gjort større nytte i landets vuggestuer end til indkøb af halvdelen af disse SM-2-missiler, som tilmed ikke engang skal bruges?

Generalerne og militær-lobbyen har mange gode argumenter parat for, hvorfor alle ekstraudgifter er strengt nødvendige. Men sådan fungerer det danske samfund jo ingen andre steder: Tænk hvordan vores vuggestuer ville se ud, hvis pædagogerne selv kunne få lov til at bestemme budgetterne? Ja, dét var måske mere værd at overveje?

Prøv i det hele taget at tænke på, hvad der måske kunne ske, hvis vi begyndte at tænke over, om vores skattekroner er givet bedst ud på et nyt rustningskapløb. /Lars Trier Mogensen