Tyrkerne kan takke Erdoğans autoritære politik for deres økonomiske trængsler

”Vi bukker kun for Gud.” Budskabet var ikke til at tage fejl af, da den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, i en tale denne weekend beskyldte alle andre end ham selv for den økonomiske krise, som lige nu er ved at at tvinge den geografiske og åndelige arvetager af det engang så storslåede Ottomanske Imperium i knæ.

Det kan godt være, at Erdoğan kun vil bukke for Gud, men resten af den tyrkiske befolkning risikerer snart at bukke under i et økonomisk krak, hvis præsidenten og hans regering ikke gør noget drastisk. Og selv om Erdoğan som en anden middelalderlig konge får det til at lyde som om kun Gud står over ham, så sidder han trods alt stadig kun i præsidentpaladset, fordi han har det tyrkiske folks opbakning. Hans store popularitet blandt under- og middelklassen er blandt andet kommet af, at han har givet dem bedre økonomisk kår. Hvis økonomien pludselig krakker under dem, er der ingen garanti for, at de vil holde hånden under Erdoğan.

Krisen i Tyrkiet kan få uoverskuelige konsekvenser ikke bare for den tyrkiske befolkning men også internationalt, hvor en diplomatisk krise mellem Vesten og Tyrkiet er under opsejling. Hvad er der sket? Her er den tyrkiske krises hovedpunkter og deres mulige konsekvenser.

Den dårlige tyrkiske økonomi

Et af Tyrkiets helt store problemer er det store værdifald, som har ramt landets valuta, liraen, de seneste måneder. Den seneste uge er liraens værdi faldet i omegnen af 20 procent i forhold til dollaren, og siden Erdogan blev genvalgt i juni, er liraen faldet i nærheden af 30 procent. Det har gjort liraen til den valuta i verden, der klarer sig dårligst. Tyrkiet er desuden ramt af en skyhøj inflation, hvilket betyder, at priserne på varer er steget.

Som Erdoğan fik sagt i sin tale i weekenden, så mener han, at det er alle andres skyld, at den tyrkiske økonomi er ved at være ruineret. Ifølge ham er det ydre fjender, der forsøger at underminere den tyrkiske stat. Men den primære årsag til de tyrkiske problemer er Erdoğans fejlslående økonomiske politik.

En af de største fejl, Erdoğan har begået, er hovedsageligt at koncentrere sig om at skabe kortsigtet økonomisk vækst i Tyrkiet. Det er sket på bekostning af en langsigtet økonomisk plan, og det er blandt andet det, som Tyrkiet mærker lige nu. For at holde gang i væksten, har Erdoğan beordret, at renten holdes lav. Det betyder, at virksomheder har kunnet låne billigt, men det har samtidig skabt en overophedning af økonomen. Fx har byggebranchen lavet kæmpe projekter på lånte penge, hvilket kan ende med at betyde, at hele branchen krakker.

Normalt er det et lands centralbanks opgave at ændre på renten. Inflation løses normalt ved at hæve renten, men Erdoğan synes at have sørget for, at centralbanken ikke har fået lov til at gøre deres job: ”Min opfattelse er, at renten er ond,” har han tidligere sagt. Renten er derfor stadig relativt lav i forhold til, hvad den burde være i en situation som tyrkiets.

Tyrkiets banksektor har finansieret en stor del af Tyrkiets overforbrug ved at købe billig udenlandsk valuta. Det var nemt lige efter den økonomiske krise, men det er ikke så let længere. Og nu er det blevet endnu vanskeligere, fordi liraen er faldet så meget. Tyrkiet har bevæget sig ned i et gældshul, der kan blive svært at komme ud af.

Kort sagt har Erdoğan tisset i bukserne på en vinteraften. Det har føltes rart i det samme. Alle elsker vækst, og Tyrkiets økonomi har set ud som om, den buldrede frem. Det har uden tvivl været med til at give ham en umiddelbar opbakning blandt vælgerne. Men at tisse i bukserne er kun rart til en start. Først er det varmt, så bliver det koldt.

Erdoğans autoritære fejl

Erdoğans fejl er et velkendt et blandt ledere med et autoritært islæt. I stedet for at lade sig rådgive af personer med forstand på økonomi, overtager de selv styringen fra central hånd. Erdoğan har indsat sin egen svigersøn som finansminister, hvilket kun er muligt, fordi Erdoğan efter sidste valg har fået flere magtbeføjelser. I forbindelse med sidste valgkamp, gjorde Erdoğan det også klart, at han vil bruge sin nyvundne magt til at have større personlig indflydelse på landets finanser og økonomi.

Erdoğan har da også ganske eksplicit vist, hvad der sker med folk, der går mod ham. Efter et kupforsøg forsøgte at fratage ham magten tilbage i 2016, indførte Erdoğan undtagelsestilstand, og det har ført til fængslinger af tusindvis, hvoraf man formoder, at de fleste er politisk motiverede.

Forholdet til resten af verden

Hvis bunden går helt ud på den Tyrkiske økonomi, bliver det selvsagt ikke sjovt at være tyrker. Men den tyrkiske krise rækker også langt ud over landets grænser.

Først og fremmest påvirker problemerne i Tyrkiet også resten af verdens børser. Investorerne er især bange for, at liraens problemer kan smitte af på især franske, italienske og spanske banker.

Derudover lyver Erdoğan ikke helt, når han siger, at det er kræfter udefra, der har skabt problemer med økonomien. Den amerikanske præsident, Donald Trump, har også en finger med i spillet.

I fredags annoncerede Donald Trump, at han fordobler tolden på stål og aluminium i forhold til Tyrkiet. Han tilføjer også, at forholdet mellem USA og Tyrkiet ikke er godt. De nye sanktioner var årsagen til, at liraen tog endnu et hårdt slag.

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/1027899286586109955?ref_src=twsrc%5Etfw%7Ctwcamp%5Etweetembed%7Ctwterm%5E1027899286586109955&ref_url=https%3A%2F%2Fwww.b.dk%2Fglobalt%2Ferdogan-truer-usa-med-at-finde-nye-allierede-de-har-deres-dollar-vi-har-vores-folk

Årsagen til Donald Trumps udbrud er, at en amerikansk præst er blevet fængslet i Tyrkiet. Anklagelisten mod præsten er lang. Han beskyldes blandt andet for spionage og terror, men USA siger, at anklagerne er grundløse, og at Erdoğan har fængslet præsten for at føre ‘gidsel-diplomati.’

Det skræmmende ved den diplomatiske krise, som er ved at udspille sig mellem Tyrkiet og Vesten, er, at Tyrkiet er en del af forsvarsalliance NATO. Hvis parterne bliver tilstrækkeligt uvenner, kan NATO blive alvorligt svækket. Denne diplomatiske krise kan Rusland og Kina udnytte ved at rykke sig nærmere Tyrkiet. Man kunne fx forestille sig Kina eller Rusland tilbyde Erdoğan store lån og redde ham og Tyrkiet fra afgrunden. Men dermed vil Tyrkiet også blive afhængige af to stater, som lige nu gør endog rigtig meget for at mindske amerikansk og generel Vestlig indflydelse.

”Skam jer, skam jer. I er ved at bytte jeres strategiske partner i NATO ud med en præst,” sagde Erdoğan i weekenden og fortsatte: ”Hvis de har dollaren, har vi Allah.” Så må vi håbe for tyrkerne, at det er nok.