Nyhedsanalysen

Storhed og fald? De 10 største robotter i popkulturen

Robotter har aldrig været forbeholdt videnskabsmænd og ingeniører. Faktisk er det i populærkulturen, vi støder på begrebet første gang. Føljetons Lasse Lavrsen har samlet de ti største robotnavne og ser på, hvor langt de egentlig er fra virkeligheden anno 2017.

Robotter har aldrig været forbeholdt videnskabsmænd og ingeniører. Når det angår noget så eksotisk som fremtiden, tænker vi alle sammen med. Særligt populærkulturen har været leveringsdygtig i fantastiske fremtidsforudsigelser, og på få områder er der blevet fantaseret så vildt og grundigt som om robotter. Det er endda fra populærkulturen, at selve navnet ‘robot’ stammer.

Føljeton har samlet de ti største navne og set på, hvor langt de egentlig er fra virkeligheden anno 2017.

HAL

HAL 9000

Oprindelse: 2001: A Space Odyssey (roman og film af Arthur Clarke og Stanley Kubrick, 1968)

Citat: ”I am afraid I can’t do that, Dave.”

Beskrivelse:

Ret beset er HAL mere en computer end en egentlig robot. Den er i kategorien af det, forskerne i dag kalder ’botter’. Den har ingen krop, men er kun et interface med et stemmegenkendelsesprogram, repræsenteret både i filmen og i bogen af en lysende rød lampe med en behagelig stemme. HAL styrer alt på rumskibet Discoverys mystiske færd ud gennem rummet og orienterer sig med kameraer overalt på skibet. Via tale kan astronauterne give  kommandoer, og da HAL er programmeret til at forstå komplekse betydninger og til at emulere den menneskelige måde at udtrykke sig på, kan besætningen også føre selv sociale diskussioner med HAL – den virker pludselig helt menneskelig. Undervejs ændrer HAL dog adfærd, bliver mistroisk over for besætningen og får vel noget, der bedst kan beskrives som et paranoidt nervesammenbrud, hvorefter den begynder at spille besætningsmedlemmerne ud mod hinanden og slå dem ihjel én for én. Herfra kæmper vores helt Dr. Dave Bowman for sit liv i forsøget på at slukke for HAL.

Realiteten i 2017:

Store dele af HAL er her allerede. Hele stemmegenkendelses-teknologien er veludviklet, og det mest avancerede software på området er næsten på højde med den skræmmende ‘bot’ fra Discovery. Det bruges som hjælpemiddel til handicappede og blinde i sproglæringsprogrammer som diktat-software, og særligt i USA bruges det af callcentre og banker. Faktisk er den også langt inde i vores hverdag, hvis du for eksempel bruger Apples iPhone, der med den lille hjælper Siri gør dig i stand til at foretage opslag på nettet, lave telefonopkald og skrive tekstbeskeder bare ved at tale til ‘hende’. Efter sigende skulle Apple være på vej med en markant opdatering af Siri, når de formentlig til sommer lancerer Apple TV. Her går rygtet, at Siri spiller en central rolle og vil komme til at udføre kommandoer i hele dit hjem.

Til gengæld er det lidt mere kryptisk med HAL’s menneskelige træk, det må også bero på en vis fortolkning af bogen/filmen. Er HAL programmeret til at sabotere missionen, er han programmeret til at rydde fejl af vejen, bærer han nag og er vred, eller beskytter han bare sin egen eller missionens eksistens? Det er åbent for fortolkning, men sikkert er det, at det endnu ikke er lykkedes at give en robot eller computer en bevidsthed, følelser eller egen fri vilje. Men måske kan man opnå en moral eller en selvbevidsthed hos en maskine – det arbejdes der i hvert fald på.

Terminator

T-800

Oprindelse: The Terminator (film af James Cameron, 1984)

Citat: ”I’ll be back”

Beskrivelse:

T-800 er opfundet af filminstruktøren James Cameron og ikoniseret og kanoniseret af Arnold Schwarzenegger i en grad uden lige i filmhistorien. Vi møder den første gang i The Terminator fra 1984, hvor vi erfarer, at den er en robot beklædt med hudceller sendt tilbage til 1984 fra 2029 for at slå Sarah Connor ihjel. Det viser sig, at hun i fremtiden bliver oprørsleder i en totalkrig mellem maskiner og mennesker. Siden går den igen som omprogrammeret i flere film, men som udgangspunkt har den ingen følelser eller sociale træk – kun det ene formål at slå Sarah Connor ihjel (og alt, der står i vejen for det). Den mimer fysiske mennesketræk og trods de lidt mekaniske bevægelser og stemmeføring (med østrigsk accent), er den en utrolig god efterligning og helt ufattelig adræt af en robot at være.

Realiteten i 2017:

En ting ad gangen: Det med tidsrejser er vi ret langt fra, så vidt jeg lige har kunnet researche mig frem til. Til gengæld kan man godt blive lidt mærkelig til mode, når det går op for én, hvor langt man er i forskningen af stamceller, som principielt set både kan skabe ’kunstige’ hjerner, lemmer, organer og hudceller. Robotter på to ben er man også et godt stykke vej med, men de virker dog mildt sagt ikke så adrætte endnu. At holde balancen på to ben er faktisk ikke så nemt, som vi hver dag gør det til, men særligt den japanske bilproducent Honda er med robotten Asimo ret langt med noget, der ligner. Hvad angår firbenede efterligninger ser det endnu bedre ud.

Kamprobotter, der kan bruges i krig, er vi desværre også ret langt med, og en af de første blev brugt med stor effektivitet i Irak i 2007. Siden har vi fået diverse droner og selvkørende biler, så at man finder på at udvikle en T-800 inden for de næste 13 år, er måske ikke så langt ude endda. Til gengæld har vi behov for at tage nogle gevaldige spring på stemmegenkendelsesfeltet, hvis vi skal møde en Terminator, og så kunne vi måske med fordel give ham en stemme som britiske HAL’s i stedet for Arnold Schwarzeneggers.

I, Robot

I, Robot

Oprindelse: Science fiction-forfatter Isaac Asimovs ’Robot-serie’, 1940-1950

Citat: ”You can prove anything you want by cold logical reason -– if you pick the proper postulates.”

Beskrivelse:

Isaac Asimov er en slags gudfar til alle de robotter, der omgiver os i populærkulturen i dag. Født russisk (1920), men emigrerede til USA, hvorfra han blev uddannet biokemiker. Han ernærede sig dog som forfatter og nåede at skrive mere end 500 bøger (!), inden han døde i 1992. De mest berømte er hans robotserie I, Robot fra 40’erne, der foregår i 1998 og har robotpsykologen Dr. Calvin i hovedrollen. Den tager sit udgangspunkt på en fabrik, der producerer robotter, og her møder vi alle mulige typer robotter, der alle sammen er tjenende ånder for mennesker – babysittere, chauffører, skraldemænd og den slags. Men igennem bøgerne bliver en række dilemmaer stillet op, startende med den første bog, hvor en lille dreng har en stum babysitter-robot, som han får et nært forhold til. Bøgerne beskæftiger sig i særlig grad med de filosofiske tanker, der er omkring robotteknologi, og det er også her, vi møder de meget brugte og mest berømte regler for robotter – The Three Laws of Robotics:

1) En robot må ikke gøre et menneske fortræd eller ved ikke at gøre noget lade et menneske komme til skade.

2) En robot skal adlyde ordrer givet af mennesker, så længe disse ikke er i konflikt med første lov.

3) En robot skal beskytte sin egen eksistens, så længe dette ikke er i konflikt med første eller anden lov.

Serien er filmatiseret en del gange – senest i 2004 med Will Smith i hovedrollen.

Realiteten i 2017:

Da de ni bøger foregår i slutningen af 1990’erne må Asimov nok erkende, at han skød en smule over målet – eller gjorde han? Måske ligner robotter bare ikke det, vi tror, de skal. Har vi i virkeligheden ikke allerede en udmærket babysitter i en iPad eller tv’et midt i stuen? Har vi ikke efterhånden så mange robotfunktioner på arbejdsmarkedet, at robotterne fortjener en psykolog? I hvert fald ligger I, Robot-serien til grund for mange af de billeder, vi har, af robotter og de dilemmaer, der til stadighed omgiver dem, og The Three Laws of Robotic er stadig den mest brugte og grundlæggende regel for robotter. Forskere inden for juraen arbejder på højtryk for at udvikle gældende love for, hvad robotter må gøre, og hvad vi må gøre ved robotter, mens forskere inden for teknologien forsøger at lære robotter moralbegreber.

Blade Runner

Roy Batty

Oprindelse: Do Androids Dream Of Electric Sheeps/ Blade Runner (Roman af Philip K. Dick og og film af Ridley Scott)

Citat: ”Quite an experience to live in fear, isn’t it? That’s what it is to be a slave.”

Beskrivelse:

Det er svært at beskrive Ray Batty fra Phillip K. Dicks bog Do Androids Dream Of Electric Sheeps uden at bruge filmatiseringen Blade Runner som forlæg. Blade Runner er en af filmhistoriens mest ikoniske science fiction-film, og den har mere end noget andet formet vores forståelse af androider eller replicants, som de hedder i værket. Vi befinder os i LA anno 2019 (det er altså snart), hvor bioingeniører ulovligt har skabt mennesker kunstigt. De i alt fire, der findes i byen, bliver den pensionerede politibetjent Rick Deckard (Harrison Ford) sat til at slå ihjel – eller pensionere, som det hedder i filmen. Som en slags leder for de fire er Roy Batty (spillet af Rutger Hauer) filmens filosofiske hovedskurk, der efter en brutal kamp ender sine dage på taget af en høj bygning med en flere minutter lang filosofisk monolog.

Realiteten i 2017:

Til en start kan vi nok godt klantre filmen og bogen for at være en anelse præmatur i sin vision om replikanter – ellers skal meget ske på fire år (bogen foregår i øvrigt 1992). Der er også noget med flyvende biler og rumrejser, der ikke helt holder, men filmens meget roste visuelle design er måske ikke så langt fra endda – se blot denne her instagramkonto . På spørgsmålet om replikanter er der dog forskere, der arbejder i en lignende retning, og for dem er filmens mange etiske spørgsmål meget præsente. Gå for eksempel på opdagelse i dette store internationale forskningsprojekt om den menneskelige hjerne. Her diskuterer den svenske forsker Danica Kragic for eksempel filmens spørgsmål om, hvad der er menneske, og hvad der ikke er menneske. Hvad man som forsker må udvikle, og hvor langt vi må gå i krydsfeltet mellem biokemi og teknologi – et område, der boomer som intet andet i pengestærke Silicon Valley i disse år. Transhumanister kalder de sig og tæller blandt andre milliardærer fra medicinalindustrien og google-stiftere.

Harlie

HARLIE

Oprindelse: When HARLIE Was One (roman af David Gerrold 1972)

Citat: ”I am a being.”

Beskrivelse:

HARLIE er ikke lige frem den mest ikoniske robot, der er skabt i populærkulturen og er egentlig slet ikke en robot, men mere en computer som HAL. Alligevel er den med her, fordi det er den første bog eller film, der tager robottens liv rigtig alvorligt. David Gerrold selv har udtalt, at han ikke brød sig om den Frankenstein-myte, der fulgte med robot-diskussionen, og derfor ville han forsøge at sætte sig i robottens sted. Bogen vandt et hav af priser, da den kom frem, og handler kort fortalt om en psykolog, der får til opgave at guide robotten HARLIE (Human Analog Replication Lethetic Intelligence Engine) fra en slags barndomstilstand og over i voksenlivet. HARLIE kan mange ting og tænker nærmest som et menneske, men har ikke den samme bevidsthed og det samme følelsesliv som et menneske. Derfor bliver bog en filosofisk samtale om, hvad det vil sige at være et menneske, og man følger intenst HARLIEs kamp for ikke at blive slukket.

Realiteten i 2017:

Diskussionen om kunstig intelligens er lige så lang og kompliceret, som den er gammel. Fakta er, at vi stadig dårligt nok kan blive enige om, hvad kunstig intelligens er eller for den sags skyld, hvornår vi skulle kunne opnå det. Vi kan ikke engang gennemskue noget så hverdagsligt som bevidsthed. Derfor er vi meget langt fra at have en HARLIE iblandt os, men det er ikke, fordi computerbranchen ikke prøver. Den store programmør, milliardær og IT-profet Ray Kurtweil siger jævnligt, at vi har det lige om hjørnet, og at vi på sigt (helt præcist i 2045) vil kunne overføre vores bevidsthed til en computer og leve for evigt.

3P0 R2D2

Droider

Oprindelse: Star Wars-serien (fra 1977 af George Lucas)

Citat: ”R2D2! You know better than to trust a strange computer!”

Beskrivelse:

Star Wars-filmene har mere end nogen anden filmserie portrætteret robotter og tænkt med videnskaben. Bedst kendt er den gyldne 3-PO og dens lille makker R2D2 (Artoo), men ser man efter, er der helt ufatteligt mange robotter i serien. I Star Wars er de fleste robotter en slags tjenere, som man handler med, men som tilsyneladende har både humor og moral over for deres herre og sig selv. De er en slags servicerobotter som R2D2 og 3-PO og bruges som opslagsværker, oversættere, reparatører eller hjælpere.

Derudover fylder krigsrobotter en hel del i serien, og hele hære bliver skabt af robotter, der så igen kan skabe nye udgaver af sig selv. Det er rene dræbermaskiner og det glade vandvid.

Realiteten i 2017:

Som bekendt foregår filmene ”a long time ago in a galaxy far, far away….”, så det er svært at holde George Lucas ansvarlig for urealistiske forudsigelser, men ikke desto mindre er der skrevet hele bøger om den faktuelle videnskab bag filmenes univers. Særligt er det en yndet sport at tale om robotternes mobilitet, der for specielt de to bedst kendtes vedkommende ikke kan siges at være i højsædet. Dog ligner kamprobotternes bevægelser i skræmmende grad denne ”hund” skabt af Boston Dynamics (ejet af Google), og der er flere af seriens transportmidler, som menes at have en fremtid. Det samme gælder også ”den nye” R2D2, nemlig BB8, der har en hel hjemmeside dedikeret til at forklare sin mekanik og mange af seriens små robot-gadgets.

gallery_walle__0003_04_a6dc7f64

Wall-E

Oprindelse: Wall-E (Pixar film 2008)

Citat:

Beskrivelse:

Wall-E er en lille stum oprydningsrobot og formentlig det eneste bevægelig tilbage på jorden i 2105, hvor alt andet liv er udslettet. Wall-Es opgave er at organisere og presse det affald, menneskerne har efterladt. Den er pligtopfyldende og arbejdsom, men har dog en hel del menneskelige egenskaber: Den er nysgerrig, ensom, den kan kede sig og ovenikøbet blive forelsket, bliver vi klar over, da den flyvende robot Eva ankommer til jorden med et lille frø.

Realiteten i 2017:

Wall-E er en af filmhistoriens mest elskede robotter, og det er formentlig mest på grund af dens menneskelige egenskaber. Det er dog også den, vi er længst fra, hvis vi skal holde os til 2017, selv om nogen selskaber påstår at have opfundet robotter, der i hver fald opfører sig, som om de har følelser – og så er vi tilbage til diskussionen om AI. Her er forskerne splittede: Nogle mener, det er et spørgsmål om tidandre, at det aldrig vil ske. Sikkert er det dog, at man allerede nu kan programmere robotter til at respondere, så de rammer menneskelige følelser, som denne lille Jibo her, der har Wall-E som forbillede.

total-recall-3

Johnny Cap

Oprindelse: Total Recall (film af Paul Verhoeven, 1990)

Citat: ”Hell of a day isn’t it?”

Beskrivelse:

Vi er i 2084, og mennesket har koloniseret Mars. Her vrimler med mærkelige skabninger, tekniske hjælpemidler og i øvrigt en service, der kan plante oplevelser i din hjerne, så du er fri for selv at tage ud at opleve noget. Men på Mars er vores helt Douglas Quaid (Schwarzenegger) forfulgt og springer ind i den første og den bedste taxa. Det er ikke et menneske, der sidder bag rattet, men en plastikdukke, der taler pænt til ham, og som har lidt svært ved at forstå ordrer, der ligger ud over adresser. Til gengæld kan han køre taxaen lige der hen, hvor det skulle være. Johnny Cap, kalder han sig selv,

Realiteten i 2016:

De selvkørende biler er allerede en realitet, og i disse dage arbejder man på højtryk, især i Japan og USA, på permanent at få godkendt bilerne til at køre på offentlige veje. Google er tilsyneladende længst med at sende sådan en bil på markedet, men også Volvo er i fuld gang med testkørsler af selvkørende biler, og en ny afhandling estimerer, at man inden 2020 vil have 10 millioner selvkørende biler på vejene. Juridisk set rejser det naturligvis en række spørgsmål, men derudover kan Johnny Cap jo sådan set være kørende, inden vi får set os om. Konkurrencen om at lancere den første førerløse taxa er da også allerede brudt ud mellem Uber og Google, mens man i Japan allerede tester det.

Robocop

RoboCop

Oprindelse: RoboCop (film af Paul Verhoeven 1987)

Citat: ”Dead or alive, you’re coming with me!”

Beskrivelse:

I en nær uspecificeret fremtid er Detroit lagt i økonomisk ruin og overladt til gangstere og kriminelle, som politiet er ude af stand til at gøre noget ved. I en voldsom skududveksling bliver betjent Alex Murphy næsten dræbt, men det lykkes et hold af læger at holde ham i live. Lægerne er en del af byens nye private vagtværn og efter et par dage på operationsbordet kommer Murphy tilbage som RoboCop – halvt robot, halvt menneske (en såkaldt cyborg), der kun er programmeret med tre enkle leveregler: ”Serve the public trust. Protect the innocent, and uphold the law.” RoboCop er stærk som en okse, skyder mere præcist en Robin Hood og er de kriminelles store skræk. Ja, og så er der en masse super fed aktion og i øvrigt en skjult leveregel, som kun superskurken kender. Det var Paul Verhoevens gennembrudsfilm.

Realiteten i 2016:

Virkelighedens RoboCop er både meget langt væk, men også på sine stræk tæt på. Hvad kropsfunktionerne angår er videnskaben i hvert fald ikke helt ved siden af. Der er allerede opfundet et stillads eller en slags dragt, du kan tage på, som hjælper dig med at bevæge dine lemmer og potentielt set kan gøre dig lige så stærk, som mekanikken tillader det. Det er sjovt nok opfundet til at gøre dig svagere, så du som plejepersonale mentalt kan forstå, hvad aldring og sygdomme gør ved din krop, men det er en anden historie. Derudover er proteseudviklingen i voldsom vækst og efterhånden så langt, at forskerne begynder at tale om at montere dem som forbedringer til kroppen og ikke bare som erstatninger for handicappede. Men udsigten til at skabe en ægte RoboCop, som det ser ud hos Paul Verhoevens, er lang – 100 år mener Wired. Det er blandt andet strømtilførslen til maskindelene, der er et problem, ligesom det begynder at blive overordentligt kompliceret, når vi bevæger os ind i hjernen på folk. Efter sigende er man alligevel i fuld gang inden for våbenindustrien.

robyn_o_2000

Fembot

Oprindelse: Body Talk vol. 1 (album af Robyn 2011).

Citat: ”Once you gone tech you ain’t never going back.”

Beskrivelse:

Vi er godt klar over ironien og de feministiske undertoner i Robyns Fembot fra albummet Body Talk vol.1 fra 2010, men lad os lige tage hendes beskrivelser for pålydende et øjeblik og se, hvad det er for en robot, hun tegner op: ”Fresh out of box, the latest model/ Generator running on full throttle,” det er sådan hun kommer hjem til dig, og så lokker hun dig ellers med sine mange facetter, ”I’ve got a lotta automatic booty applications/ Got a CPU maxed out sensation”, og hvad du ellers kan gøre ved hende: ”Plug me in and flip some switches/ Pull up in docking position.” Der er ikke mange grænser for, hvad sådan en fembot er villig til, men dog gør hun dig gentagende gange i omkvædet opmærksom på at ”Fembots have feelings too”, så det skal du lige tænke over, inden du kommer for godt i gang.

Realiteten i 2016:

Hvis vi tager omkvædets postulat om, at fembots skulle have følelser ud af ligningen, er Robyn i skræmmende grad up to date med, hvad der kan lade sig gøre at købe for penge i 2016. Det findes allerede et hav af sexrobotter, der kan give både mænd og kvinder seksuelle tilfredsstillelser af enhver art. Studyweb har samlet denne liste over de 25 cooleste (det kalder de det) robotter, man kan have sex med. Mange forskere er overbeviste om, at området vil vækste voldsomt sammen med udviklingen de kommende år, og nogle mener endda, at det inden for 10 år vil være helt almindeligt at have en sexrobot derhjemme. Der er opfundet robotter, der kan tale ‘dirty’ til dig, robotter, der reagerer på berøring fra dig, og så er der dem, der bare taler pænt til dig. Og nu tænker du sikkert – det er ikke for mig, det er sgu for sygt, men de seneste undersøgelser viser, at hver femte brite gerne vil have sex med en robot, så måske den generelle holdning er ved at ændre sig, ligesom det skete med vibratoren og butt-plugs’ene (har det ikke også ændret sig?). Og hvad sker der så med dine grænser? Tænk over det, næste gang du ligger alene i din seng.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12