Valget er lige om hjørnet. Se det på skægget

Vi siger ikke hvem, men da redaktionen for første gang siden sommerferien i mandag var fuldtallig, havde en os anlagt et fuldskæg. Det er ikke kønt, næppe heller tilfældigt, eftersom det samtidig er det redaktionsmedlem, som går suverænt mest op i dansk politik, og at skæg og dansk politik hænger uløseligt sammen denne sensommer.

Se blot på statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der viste sig offentligt første gang på denne side af sommeren ved PostNord Danmark Rundt-cykelløbet for et par uger siden. Hen over sommeren havde han sørme anlagt sig et skæg. Vi tænkte, ”hm – det er alligevel påfaldende, hvor hurtigt han kom til at ligne en miniudgave af Jens Okking,” og så ofrede vi ellers ikke mere krudt på det, før Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen også viste sig på skærmen – med fuldskæg. Så Liberal Alliances Anders Samuelsen; og så guddødeme også Peter Skaarup, nummer 3 i DF-hierarkiet. Og så var det vi begyndte at tælle ”en-to-tendens” og satte os for at undersøge det som et udtryk for noget større end bare en glemt barberkost i rejsetasken.

Som udgangspunkt kan man se skæganlægning som et udtryk for to modsatrettede mentale mønstre: Forfængelighed/selvbevidsthed vs. dovenskab/ligegyldighed. Altså at man enten har tænkt længe over, at man vil lade skægget gro og derefter trimmet det, groomet det og måske ligefrem vasket det. Eller at man bare har ladet det gro, fordi man er forsumpet og har mistet enhver selvopretholdelsesdrift. Men der findes også nuancer, og vi tillader os at tro, at det er her, vi skal finde politikernes pludselige modeskift. Og for statsministerens vedkommende mener vi, der er tale om et decideret bagholdsangreb.

Nå, men politikere med skæg har de seneste 30-40-50 år været en faldende tendens, som dog ser ud til måske at finde en vej tilbage. Se for eksempel på Storbritannien: Her har fuldskæggets politiske betydning været diskuteret kraftigt, siden Margaret Thatcher i sin embedsperiode som premierminister udtalte, at hun ”ikke ville tolerere, at nogen af hendes ministre havde skæg”. Men ikke desto mindre har skægget fundet tilbage til engelsk politik via Labours leder, Jeremy Corbyn, der faktisk sidste år vandt Fuldskæggets Befrielsesfronts skæg-pris Beard of the Year lige foran prins Harry. Ifølge The Economist ”bærer Mr. Corbyn sit skæg med stolthed, et kontra-kulturelt symbol på trodsighed over for de glatnakkede kapitalister”.

En spørgeskemaundersøgelse i forbindelse med parlamentsvalget i 2017 viste dog, at 67 pct. af den britiske vælgerbefolkning finder glatbarberede politikere mere troværdige. Undersøgelsens talsmand Nick Gibbens udtalte i den forbindelse: ”Mange associerer skæg med, hvad der sker, når man har tabt et valg. Selv om vi på det seneste har set et boom i skægvæksten, viser vores research, at skæg hos politikere bliver anset som værende et tegn på manglende professionalisme og dovenskab.”

Også i USA har man lavet undersøgelser, hvor man kobler skæg og politik og her er det endnu mere no go at bære skæg, hvis man vil begå sig i politik. Rebekah Herrick, som er professor i statskundskab ved Oklahoma State University, undersøgte skægvækst blandt politikere i USA i april 2015 og fandt, at mindre end fem pct. af kongressen har nogen form for skæg. Ifølge Herricks studie kan dette skyldes, at skægvækst i USA skriver sig ind i anderledes politisk kontekst. Herricks studie fandt således, at vælgerne især associerer politikeres skæg med anti-feministiske holdninger. Samtidig opfatter vælgerne skæggede politikere som tilhængere af våbenrettigheder og større militære udgifter.

Her i Danmark er vi ikke helt så forskrækkede for det tilbagelænede image, og vi er ret sikre på, at politikernes sommerskæg er et bevidst forsøg på at se afslappede og feriemagelige ud. Det kan vi godt lide her i Danmark. At vores politikere også kan finde ud af at slappe af. Drikke en bajer og sludre over hækken. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at vores statsminister vælge at gro sig et skæg ud af det blå, og det tolker vi uden blusel som et udtryk for, at valget er lige om hjørnet, og at skægget et forsøg på at narre de politiske modstandere.

Hør her: Som bekendt kan der udskrives valg, hvornår det skal være frem mod juni næste år, og kun statsministeren ved hvornår. Alle andre er på stikkerne og aflæser hvert eneste lille vink, der kunne være. Der bliver tolket og aflæst – også på politikernes fysiske form. Det er hårdt at køre en valgkamp, og det gælder om at være i topform, så statsministeren sørger selvfølgelig for at være på sit fysiske ypperste, når fløjten lyder, hvilket får de politikere til hele tiden at vurdere hans fysik. Hvordan ser han ud? Er han træt, er han trænet, er han tyk og uoplagt, og den underlæggende mening med Lars Løkkes miniature-Jens Okking-look er uden tvivl at se ud som en mand, der ikke er klar til valgkamp, så oppositionen tager den med ro, går ned i gear og måske tænker ”lad os vente lidt med de valgplakater” – og så … med en ragekniv og ti hurtigere bevægelser er statsministeren kampklar og ligner en vinder som en anden G.I. Joe.

Så her er vores opfordring til opposition: Sov med støvlerne på. Vi siger det bare. Husk, hvor du hørte det først. Og se så at blive barberet. Alle sammen. /Lasse Lavrsen