Faldefærdig gård på landet nær Sæsing i Vendsyssel, mandag d. 25. juni 2018.
I dag skal der på denne plads både lyde en opfordring til fred og en regulær krigserklæring.
Ikke for at snakke om os selv, men på Føljeton er vi en lidt broget skare. En usandsynlig flok, om man vil. Det er faktisk utroligt, at vi ikke ryger i totterne på hinanden oftere, end vi gør. Hvorfor? Fordi vi er fra vidt forskellige egne i det danske rige. Vi har en fra de danske Sydhavsøer, nærmere betegnet Lolland-Falster, én, der er født i Grønland, én fra en gård på Mors og en livslang Københavner, som dog er født i Hjørring.
Den slags er efterhånden ikke helt ukontroversielt hertillands. ”Danmark er knækket midt over,” hører man ofte i medierne, og den er god nok. Afhængig af hvor i landet man bor, er der stor forskel på tilknytningen til arbejdsmarkedet, uddannelseslængden, indkomsterne og levetiden. I ældreplejen skal man også prise sig lykkelig, hvis man bor i en af de mere ressourcestærke kommuner.
I går kunne DR så fortælle, at tendensen med et knækket Danmark kun ser ud til at tage til i kraft. De socialt udsatte flytter ud af storbyerne og tager i stedet derhen, hvor der i forvejen er mange socialt udsatte. På tre år er 4.500 personer på offentlig støtte flyttet ud af Danmarks fire største byer, og næsten 3.000 borgere på offentlig støtte er i samme periode flyttet til dårligt stillede yderkommuner.
Krig og fred
Diskussionen om det knækkede Danmark og udtryk som ‘splittelse’ smitter selvfølgelig af på befolkningen. Det er ikke fedt at have følelsen af, at man bor et sted, hvor det hele er røv og nøgler, mens andre kan skumme fløden i kommuner, der flyder med mælk og honning. Det er måske derfor, at det tidligere lidt joviale skældsord ‘kjøbenhavneri’, har fået en lidt mere bitter klang.
Men nu må vi ikke fortabe os. Vi lovede jo i starten, det skulle handle om krig og fred, så her kommer opfordringen til freden: Danskere i alle dele af Danmark – had ikke hinanden! Foren jer i stedet, København, Jylland, Sjælland og øerne. For foragt mellem landsdele kommer ikke til at løse sociale problemer. Det gør derimod politiske tiltag. Og hermed når vi til krigserklæringen: Råb i stedet den befolkningsgruppe op, som er de eneste, der kan gøre noget ved problemet: Politikerne.
Gode og dårlige intentioner
Først og fremmest har politikerne selv været med til at skabe problemet. Et af hovedproblemerne er kommunalreformen fra 2007, der havde Lars Løkke Rasmussen (V) som en af hovedarkitekterne (dengang var han indenrigs- og sundhedsminister). Som formanden for kommunaldirektørforeningen Henrik Kolind udtalte til Altinget i 2017: ”Man skal nærmest være Komiske Ali, hvis ikke man kan se, at det også har ført til en centralisering i Danmark.”
Man må trods alt gå ud fra, at kommunalreformen blev skabt med gode intentioner. Men den slags noble årsager er svære at få øje på, når det kommer til de rige kommuner, som ligefrem betalte udsatte borgere for at smutte ud af kommunen og ned til den i forvejen hårdt prøvede Lolland-kommune.
Vi ved godt, at man nu forsøger sig med udflytningen af statslige arbejdspladser, men det virker nu som en hovedet-under-armen-løsning. Dels fyrer man i praksis en masse københavnere, og det er næppe med til at samle befolkningen. Derudover flytter man en masse arbejdspladser ud, som faktisk har en funktion i København.
Nej, lad os i stedet foreslå en todelt plan: Få styr på boligpriserne i København, så man faktisk kan bo og leve i byen uden at være styrtende rig, og så skulle man måske hive et gammelt forslag fra Morten Messerschmidt op af hatten. Tilbage i 2011 foreslog han, at man skulle kunne få afskrevet 10 pct. af sin studiegæld, hvis man flyttede til fx Lolland. Noget lignende har man besluttet i Norge.
Den slags gulerødder virker. Tænk bare på Christianshavn, der i dag fylder 400 år. I 1600-tallet ville ingen ‘jævne folk’ bo der, men så lovede Kongen skattefrihed og gratis byggegrunde og se bare, hvordan det går der i dag. /Andreas Terp