De fleste forbinder den amerikanske opfinder Thomas Edison (1847-1931) med elpæren. Det var også rigtig godt gået; vi er mange, som har haft glæde af elektrisk lys gennem årene. Men Edison har opfundet mere end det. I alt tog han 2.293 patenter, heraf 1.093 i sit fødeland, og 49 af dem havde relation til cementindustrien og hans fabrik Edison Portland Cement Company, som han grundlagde i New Jersey i 1899.
Thomas Edison var bidt af cement og beton. En af hans kongstanker var, at alle skulle bo i huse, der var støbt i ét stykke beton. Blot én gang skulle man hælde flydende cement ned over en støbejernsform, og når det var tørt, skulle huset stå færdigt. Det ville være let at gøre rent, det ville være brandsikkert og insektsikkert, ja, nærmest bombesikkert. Hans betonhuse ville revolutionære livet i USA, mente han. Som historikeren Adam Goodheart har formuleret det, skulle alt fra ”badekar til billedrammer blive støbt som en enkelt monolit af beton i en proces, som blot tog et par timer. Flere etager kunne tilføjes ved hjælp af få justeringer af støbeformen. Det bedste var, at de 1.200 dollars, som et hus ville koste, var billigt nok til, at selv de fattigste folk fra slummen ville have råd til det.”
Men der opstod nogle problemer. Den almindelige amerikaner var ikke så tosset med betonhusets udseende, og desuden var Edisons tidlige prototyper elendige. Udstyret til at støbe huset med kostede 175.000 dollars (svarende til små fem millioner dollars i 2018-penge), formen endte med at bestå af flere tusinde dele, og huset endte med at veje 225 tons (eller cirka det samme som en Boeing 777 ved start).
Der blev dog lavet 86 betonstøbte huse i USA efter Edisons forskrifter. De fleste af dem står stadig (se de flotte billeder her).