Elon Musk, socialist på afveje

Tirsdag sidste uge skrev Elon Musk et tweet, der hurtigt skulle vise sig at blive penge værd: “Overvejer at gøre Tesla til en privat virksomhed i [kurs] 420 dollars. Finansieringen sikret.”

Umiddelbart ser det jo ikke ud af alverden; en overvejelse fra den hyldede Tesla-direktør og innovator luftet i offentligheden uden nogen konkrete garantier. Efterhånden er det mere reglen end undtagelsen, at kendte og vigtige person lufter deres undertøj i Twitters åsyn, så hvorfor ikke også Musk?

I finansverdenen var Musks tweet dog alt andet end ubetydeligt. Det var decideret uhørt. Muligvis endda ulovligt. Sagen er den, at Tesla-aktien på dagen for Musks tweet åbnede på 344 dollars stykket. Og her kom så et tweet fra selveste Teslas direktør, der mere eller mindre lover, at aktionærer inden for en overskuelig fremtid vil kunne sælge deres aktier til den nette sum af 420 dollars stykket. Det lignede i manges øjne gratis penge, og inden dagen var omme var Tesla-aktien da også skudt op med 11 pct.

Midt i euforien rejste det ukonventionelle tweet dog også en hel del spørgsmål. Det første var, hvorvidt Musk overhovedet kunne tillade sig at sprede sådanne informationer på den måde på Twitter. I USA gælder det, at alle aktionærer skal have lige adgang til væsentlig information om den virksomhed, de har aktier i. Og eftersom et tweet hurtigt kan forsvinde i den evige strøm af mere eller mindre ligegyldige pip, følte mange aktionærer sig snydt for en mulighed for at agere hurtigt på den overraskende nyhed.

Den amerikanske børsmyndighed SEC (Securities and Exchange Commission) lovliggjorde dog en sådan offentliggørelse på sociale medier tilbage i 2013, så den kritik viste sig hurtigt at blive en and. Men hvad SEC imidlertid ikke tillader er, at en virksomhed på den måde videregiver informationer, der viser sig at være usande, og som har en indflydelse på aktiernes gang. Det er børsmanipulation, og det kan man komme i fængsel for. Af den grund er SEC da også i gang med at undersøge sagen nærmere.

Hvis det viser sig, at Tesla rent faktisk ikke havde sikret finansiering på det tidspunkt, hvor Musk udsendte sit tweet, eller at Tesla ikke har tænkt sig at tilbyde aktionærer at sælge deres aktier til 420 dollars stykket, kan situationen godt gå hen og blive lidt penibel for Musk.

Når selv en chefstrateg hos Danske Bank er ude at kalde Musks handling for umoralsk, ved man, at den er gal. Det leder os til det næste store spørgsmål, som Musks tweet rejser: Er Tesla overhovedet så mange penge værd, som Musk indikerer med sine 420 dollars, og hvem har penge nok til at slå til?

Saudi-arabiske pengemænd

Hvis Tesla tilbyder et køb af aktier til 420 dollars stykket, indikerer det en markedsværdi for bilfirmaet på intet mindre end 82 milliarder dollars. Det er et ærligt talt svimlende højt beløb for en virksomhed, der ikke har kunnet fremvise et årligt overskud siden sin børsnotering tilbage i 2010. Samtidig vil en sådan prissætning betyde, at Musks ønske om at trække Tesla fra børsen simpelthen nødvendiggør det største virksomhedsopkøb nogensinde. Selvom Musk selv ejer 20 pct. af Tesla, vil han skulle fremtrylle op imod 66 milliarder dollars fra private investorer. Meget få virksomheder har rede penge liggende i den mængde.

Mandag kom der så klarhed om, hvem den Elon Musks mystiske investor er, som har dollars i de summer at kaste om sig med. På Teslas hjemmeside skrev Musk et blogindlæg, hvori han klargjorde, at den potentielle køber simpelthen var Saudi-Arabiens statsejede fond. Fonden havde allerede for nyligt købt 5 pct. i Tesla-aktier, og nu skulle den stå klar til at tage det store spring, fordi den gerne vil sprede sine interesser til at omfatte andet end olie.

Musk havde været så overbevist om, at den var hjemme, at han fandt det mest rigtigt at sende nyheden ud til alle investorer i et tweet. I lidt af en kovending meddelte han dog i samme blogindlæg, at det ville være ”for tidligt” at uddybe detaljerne omkring finansieringen yderligere.

I praksis betyder det, at investorerne egentlig står næsten lige så rundtossede tilbage som før. Det står endnu ikke klart, præcis hvad det vil indebære, at man vil kunne beholde sine nuværende aktier i et privatejet Tesla. For umiddelbart ville sådan en type aktier ikke kunne blive handlet med offentligt på en børs, hvor der rent faktisk er regulativer og andet, der skal beskytte aktionærerne. Samtidig vil mange nok mene, at det kan være lidt svært at tage Musks ord for gode varer, når det kommer til forretningssiden af Tesla.

Musk er notorisk kendt for at være stor i slaget, som da han tidligere på året annoncerede, at han kun ville modtage løn, hvis Tesla næsten fordobler sin værdi de næste 10 år. Eller da han i maj advarede folk der shorter Tesla om, at de står til århundredets nederlag. Musks blogindlæg var i bedste fald en hurtig nødbremse. Men det ser ikke kønt ud, og det efterlader stadig det helt store spørgsmål: Hvorfor annoncerede Musk overhovedet et ønske om at trække Tesla fra børsen i første omgang?

Den er ikke helt nem, for Musk er ærligt talt lidt af et unikum. Vi taler her om en mand, der bedst kan beskrives som en virkelighedens Tony Stark (Marvel-superhelten Ironmans rigmands-alter ego). En mand der ønsker at få menneskeheden til Mars, transformere storbyens infrastruktur, som vi kender den, med underjordiske tunneller, og flyve os fra den ene side af jorden til den anden på en halv time. Han har endda sendt en Tesla ud i rummet, som spiller David Bowies ”Life on Mars” på repeat, for pokker! Kort sagt kan Musk nok bedst ses som en visionær, der tør tænke langsigtet. Så at forstå hans beslutningsprocesser er ikke altid ligetil.

Socialisten Elon Musk

Men måske er det netop det visionære, der ligger til grund for Musks overraskende tweet. Siden finansmarkedet for alvor eksploderede i 1980’erne som følge af en stærk deregulering, iværksat af Ronald Reagan og andre neoliberalt ligesindede politikere og embedsmænd, har aktiespekulation været en hurtig måde for mange rige mænd at blive endnu rigere på. Det skyldes i høj grad, at mange virksomheder vælger at tilgodese deres aktionærer på bedst mulig vis gennem mere kortsigtede beslutninger, der skal drive profitten op i en fart. Det lægger et pres på andre aktieselskaber, for hvis de ikke gør noget tilsvarende risikerer de at miste aktionærer til de mere umiddelbart profitable virksomheder. Groft sagt tvinger denne bevægelse de fleste virksomheder til at agere på en bestemt vis, hvor langsigtede investeringer og sats kommer til at spille andenviolin. Sådan noget passer umiddelbart ret dårligt til en visionær Silicon Valley-type som Elon Musk.

Så længe Tesla er børsnoteret, vil der fra aktionærernes side være en vis forventning om et løbende udbytte. Men hvis du vil revolutionere bilindustrien og batteriteknologien er det ikke lige noget, der kan gøres fra den ene dag til den anden. Det er med andre ord ikke utænkeligt, at Musk finder presset fra et offentligt Tesla for stort til, at han kan agere frit, sådan som en sand innovatør har brug for. Kombinér det med det faktum, at Tesla-aktien er en af de mest shortede i USA, og så begynder vi ellers at have en række plausible bevæggrunde for, hvorfor Musk hellere ser et privatejet Tesla i overvejende saudi-arabiske hænder, end et Tesla udsat for børsens svingninger og pessimisme.

Så langt så godt. Men hvis vi skal nå til bunds i denne mulige forklaring, bliver vi dog også nødt til at grave et stik dybere: Vi skal helt ind i Musks selvforståelse. Okay, det skal ikke blive til nogen større lommepsykologisk udredning, men der er et par ting, som er værd at have for øje. Selv om Musk er kendt for at være tvetydig, har han tidligere omtalt sig selv som værende socialist – eller i hvert fald en bestemt type socialist: ”Forresten er jeg faktisk socialist. Bare ikke den type, som flytter ressourcer fra de mest produktive til de mindst produktive under foregivelse af at gøre noget godt, mens det modsatte faktisk er tilfældet. Sand socialisme ønsker at skabe det bedste for alle.”

Samtidig er Musk blevet ikonet for det, som mange beskedent håber Silicon Valley kan gøre, navnlig at redde verden med gode idéer og smart teknologi. Så når Musk ønsker at gå til angreb på aktiemarkedets nuværende logik og at få en frihed til at innovere som han vil, taler han ind i et narrativ, hvor han iscenesætter sig selv som antitesen til den klassisk onde kapitalist. Musk gør sig selv til en modsætning til Wall Streets Gordon Gekko’er og Jordan Belfort’er, der skruppelløst jagter profit, koste hvad det vil. Han går til angreb på den onde kapitalisme, og fremlægger en plan, hvor nye typer private virksomheder med en god nok idé, og nok kapital, nok skal klare skærerne.

Kan Musk redde dagen?

Det lyder umiddelbart som en ret forførende tanke. Og hvis nogen skulle have held med sådan et projekt, skulle det da lige være Musk. Det er i hvert fald svært at komme i tanke om en anden nulevende person, der i så høj grad er blevet idoliseret som en mulig frelser fra alt, hvad der er galt med verden. Musk er det moderne excentriske geni, der kan tænke sig ud af det hele, og i sidste ende få os alle til at få det bedre.

Problemet er bare, at Musk på ingen måde er antitesen til den onde kapitalist. Han er den onde kapitalist.

Den måske bedste illustration af dette, er den lange række af artikler, der har beskrevet de dybt kritisable arbejdsforhold hos Tesla. I et forsøg på at møde produktionskravene til den nye Tesla Model 3 er arbejdere blevet tvunget til at arbejde op til 70 timer om ugen, ofte under usikre forhold. Samtidig er det ikke tilladt for arbejderne at samle sig en fagforening, og så er de i øvrigt ret dårligt betalt.

Musk selv har forsvaret sig med, at udover mange af beskyldningerne er usande, så sætter han et eksempel ved at arbejde lige så hårdt, hvis han da ikke sover på fabriksgulvet. Men var pointen i Musks socialist-tweet ikke, at han ønsker at søge mest muligt godt for flest mulige mennesker? Umiddelbart vækker Tesla-ansattes arbejdsforhold nu flere associationer til Henry Ford end til Karl Marx.

Samtidig er mange af Musks visioner på sin vis et blændværk. I første omgang virker de jo egentlig ret besnærende, hvis ikke ligefrem indlysende. Ja, selvfølgelig skal vi redde klimaet med elbiler. Selvfølgelig skal vi kunne komme til Mars, hvis det alligevel viser sig at gå galt her på jorden. Selvfølgelig skal vi kunne komme fra den ene side af jorden til den anden på en halv time. Men begynder man at tænke lidt nærmere over det, står det faktisk ikke helt klart hvordan mange af Musks projekter skal komme menneskeheden som en helhed til gode, og ikke kun de famøse rigeste 1 pct. For hvordan kan Tesla-bilen egentlig blive til et samfundsgode, og ikke kun et prestige-symbol blandt samfundets rigeste? Hvordan skal vi sikre, at Mars bliver tilgængeligt for alle, og ikke kun de rigeste?

Problemet med Musks visioner er, at de udviser en tro på en ny slags kapitalisme der umiddelbart lyder forførende, men som ikke er meget bedre end den gamle.

Ny tendens, gammel kurve

Da økonomen Simon Kuznets i 1950’erne populariserede den såkaldte Kuznets-kurve, var det til stor begejstring for et samfund, der i stigende grad nød godt af kapitalismen og det frie markeds fordele. Kort fortalt gik Kuznets’ teori ud på, at industrialiseringen af et samfund i første omgang vil føre til mere ulighed. Men i takt med at teknologien udvikler sig, vil denne ulighed blive vendt, idet flere og flere vil komme til at nyde godt af de nye muligheder. I sidste ende vil vi stå med et samfund der er mindre ulige, end da industrialiseringen begyndte. Begejstringen er forståelig, for her havde kapitalismen pludselig en undskyldning for at buldre derudaf, uden at skulle bekymre sig om at skabe for meget ulighed. I sidste ende skulle det nok gå.

På sin vis er det samme logik der står bag Ronald Reagans og Margaret Thatchers frygtede trickle-down economics, hvor det kun er en fordel at samfundets rigeste bliver endnu rigere. I sidste ende skal det nok gå. Problemet med den tankegang er bare, at den ikke holder. Det har den franske økonom Thomas Piketty eksempelvis illustreret grundigt i sit hovedværk Kapitalen i det 21. århundrede fra 2013. Hovedkonklusionen her var ret klar: Samfundet er blevet mere ulige. Ja, det er på grund af kapitalismen.

Når Musk står og proklamerer menneskehedens frelse gennem sine gode idéer og imponerende teknologi, er det ikke meget anderledes end da Kuznets lovede at industrialiseringens teknologi ville klare alt. Det er Silicon Valley-ideologien på et overdrev. En stor del af Musks projekt går på, at vi ikke har tid til at vente på at vores lande og stater bliver enige om hvordan verden skal reddes. Derfor starter han sine egne firmaer der skal kunne gøre alting mere effektivt. Det er som taget ud af plottet på en Ayn Rand-roman. Og ret beset et rimeligt kapitalistisk ræsonnement fra en ellers selvproklameret socialist.

Måske er det i virkeligheden den vigtigste lærestreg at tage med fra hele fadæsen der er Musks 420 dollars tweet: Det er ikke altid det smarteste at tage Musks ord og indfald for gode varer. Så meget er da også begyndt at gå op for visse medlemmer af Teslas bestyrelse, der har måttet kæmpe for at slukke den tweet-igangsatte ildebrand de sidste par uger.

På overfladen virker Elon Musk ustoppelig, som en Tony Stark der kommer og redder os alle fra kapitalismen og klimakrisens onder. I virkeligheden er han lidt af en antihelt, en ny type veltalende kapitalist, der overarbejder sine ansatte, og mangler en realitetssans for ting såsom hvor meget en elbilsvirksomhed mon kan være værd. Og nå ja, så tweeter han nogle til tider ret mærkelige ting.