Kendishysteri: Når man elsker én, man aldrig har mødt

Få ting i denne verden eksemplificerer det menneskelige følelsesliv lige så godt som en pop-koncert med titusindevis af vilde teenagere.

Det starter allerede ude foran det store engelske nationalstadion, Wembley, der ligger tungt placeret i udkanten af London som en metropolitansk udgave af Ayers Rock. Den store menneskemængde, der stimler op af den boulevard, der er placeret foran stadion, er markant anderledes end den, man plejer at se, når det engelske fodboldlandshold spiller hjemmekampe. Og så alligevel. For nok er alders- og kønsfordelingen en lidt anden end til de store fodboldkampe, men kampråbene og trøjerne der signalerer et bestemt tilhørsforhold går igen.

Overalt ser man Taylor Swifts ansigt på t-shirts, overalt hører man Taylor Swift-sange skrålende af lungers fulde kraft, og overalt løber der tårer af forventning ned ad kinderne på de begejstrede fans. De skal ikke bare til koncert. De skal til koncert med Taylor Swift. For mange er Taylor deres bedste ven, deres første kærlighed, den eneste, der forstår dem. Og det selvom de aldrig har snakket med hende.

Under koncerten bliver følelserne ikke færre. Skønt Wembley kan huse i omegnen 90.000 tilskuere, opstår der en næsten religiøs intimitet mellem koncertgængerne. Der bliver grint, der bliver grædt og nogle ser nærmest ud som om, at de er ved at besvime ved synet af den nye pop-dronning.

Men Taylor Swift-fænomenet stopper ikke, efter koncertgængerne har forladt Wembley. For når fansne er kommet hjem igen, begynder det egentlige arbejde. At være Taylor-fan er et fuldtidsjob. Der skal følges med i hendes liv, der skal lyttes til musik, der skal laves opdateringer på de sociale medier, osv. Kort sagt handler en Taylor Swift-koncert om meget mere end musik. Den handler om gudedyrkelse og det upersonlige personlige forhold til en, man aldrig i sit liv har mødt.

Verdens første rockstjerne og kendiskulturens historie

Kendisfænomenet, og det grænsende sindssyge der omgiver det, er intet nyt. Et af de første eksempler på ekstrem fanhysteri stammer helt tilbage fra 1800-tallet, og har tilmed fået sit eget udtryk. Lisztomania, kaldte man det, og det er opkaldt efter den østrig-ungarske komponist Franz Liszt, der ved sine optrædener oplevede den slags vilde fans, som man så ofte ser i dag, men som for datiden var helt ukendt.

Det sociale hierarki, der har været bindeled i velsagtens hele den menneskelige historie, har uden tvivl også været med til at skabe kendisser. Selv inden Liszt har man kunnet betragte de kongelige som en form for kendte blot i kraft af deres status i samfundet, som gav dem en bestemt unikhed, som ingen andre i samfundet besad.

Det er netop unikheden og adskillelsen fra det ”normale,” der er en af grundpillerne i, hvorfor nogle er kendte, mens andre ikke er. Derfor er det heller ingen tilfældighed, at det første kendishysteri skete i Franz Liszts tid. Forfatteren Fred Inglis forklarer i sin bog ”A Short History of Celebrity,” at kendiskulturen opstår netop omkring starten af 1800-tallet, fordi samfundet pludselig begynder at sætte større fokus på det enkelte individ. Ideen om, at vi alle er unikke, fordrer også ideen om, at nogle er mere specielle end andre.

Ligeledes er det også i de år, at den kulturstrøm, man kalder romantikken, bryder frem i Europa. Romantikken er et opgør med den hårde rationelle materialisme, og den gav i langt højere grad plads til den følelsesmæssige udfoldelse. Ligeledes blev det nu muligt at give sig komplet hen til forskellige kunstarter og ‘føle’ dem på en måde, der tidligere havde været mindre socialt acceptabel.

Fred Inglis’ påstand er, at det er disse to kulturelle fænomener, som det moderne kendishysteri står på skuldrene af. Krydret med massemedier, det urbane demokrati og globalisering har kendiskulturen fået lov til at udvikle sig til noget meget større og vildere, end det Liszt var udsat for. I det moderne samfund findes normen om individualisme stadig, men det moderne livs bureaukrati og ensretning får popstjerner, forfattere, forboldspillere og mange andre til at fremstå som dem, der i virkeligheden har fundet livets mening og udlever livets fulde potentiale. På den måde bliver kendisser et symbol på alt det, vi selv ønsker at blive. Taylor Swift bliver spejlet på det perfekte liv og hun viser, hvordan det leves til fulde.

På den måde giver hendes tekster, udtalelser og ageren hendes fans en rettesnor for, hvordan de skal føle i bestemte situationer. Hun giver dem en mulighed for at kunne relatere til noget. De kopierer Taylor Swifts’ følelsesliv, fordi det må være udtryk for det perfekte.

Man bliver skør af at elske

Det er de færreste, der kan sige sig helt fri fra at være ramt af en form for kendisfeber. Måske giver det sig bare til udtryk i et lille gib, hvis man er så heldig at møde en kendt på gaden. Eller måske kan man ikke se sig helt fri fra at købe et ugeblad for lige at tjekke, hvad de kendte nu egentlig render rundt og laver.

Men for nogen bliver det til regulær gudedyrkelse. Af og til i en sådan grad, at der er tale om en egentlig psykisk diagnose. Celebrity Worship Syndrome, kalder man det, og det udvikler sig i tre stadier. Først er der ‘underholdsningsstadiet’, som er det, de fleste af os i nogen grad er ramt af. Her kan man blot godt lide at læse om de kendte eller måske diskutere kendissladder med vennerne. Det næste stadie handler om, at man betragter den kendte som sin soul mate – altså at man føler et bestemt bånd med den kendte, selvom man ingen personlige relationer har til ham eller hende. Til sidst kommer man til det nær-patologiske stadie, hvor man vil give tusinder og atter tusinder af kroner for at lommetørklæde, som ens favoritkendis har rørt ved. Faktisk vil det i dette stadie komme så vidt, at skulle en kendis bede den patologiske fan om at gøre noget ulovligt, så ville personen gøre det.

At være fan handler om at absorbere noget af den kendte, som man så kan bruge som ramme for at skabe sin egen identitet og sociale status. Når det tager overhånd for nogle, foregår det ikke meget anderledes end hos almindelige misbrugere. Tolerancen bliver større. De afhængige kommer til at have en form for ‘tomt selv,’ der skal tilfredsstilles af den identitetsopbyggelse, man får fra den kendte.

En uvirkelig drøm

Skønt de kendte er blevet symbol på at være frigjorte mennesker, der for alvor kan udtrykke sig i det moderne samfund, så er det ikke nødvendigvis tilfældet. Noget som filminstruktøren Martin Scorsese har udtrykt meget fint:

“Du kommer virkelig til at elske dem. De kender dig ikke. Men du elsker dem. Men jeg tror, du elsker, hvad du tror, de er. Du lægger mere i personen, end de egentlig viser på skærmen, fordi de repræsenterer en drøm. Du taber dig selv i de mennesker.”

Det er intet, der tyder på, at stjernen Taylor Swift er den samme som den virkelig Taylor Swift. Hendes persona er formet af folk, der ved, hvad der sælger i den moderne medievirkelighed. Hun er en forretning – ikke et menneske. Man kan sige, at det er lykkedes kapitalismen at lukrere på vores eget ulykkelige behov for selvrealisering. Ikke overraskende fører den store ekspornering for en stjerne nemlig til, at vi i højere grad føler os tiltrukket af at få et forhold til dem – et forhold, som kun går den ene vej.

Det er en form for eskapisme. Vi lægger vores egne ordinære liv, vores tomme tegnebøger og vores uperfekte kroppe til side for i stedet at afspejle os i dem, der har alt. Så er det mindre vigtigt, om Taylor Swift faktisk i virkeligheden er, som hun fremstår. Det er drømmen, vi køber. Drømmen, vi bliver besat af.

Om denne drøm er realistisk, giver komikeren Bo Burnham sit besyv med på her.