Den 17. maj 2017 afleverede en nabo et lille rålam (en lille Bambi) til Anne Albjerg ved hende og mandens landejendom ved Oure på Sydfyn. Lammet var i en meget dårlig forfatning og dehydreret - og vel næsten døden nær. Dagen efter blev lammets mor fundet død et par hundrede meter væk fra grunden - kørt ihjel af en bil. Noget skulle gøres omgående i et forsøg på at redde lammet, og ægteparret, som er tidligere landmænd, tog den svære og uvante opgave på sig.
Den er svær at komme udenom i dag, døden. Sådan har vi det ikke hver dag, langtfra. Faktisk tænker vi sjældent på døden, men på en dag, hvor nyheden om Benny Andersens bortgang kommer frem som en trist morgennyhed, åbenbarer døden sig ligesom helt af sig selv. Ja, man bliver nærmest helt eksistentiel.
Det er egentlig underligt, hvorfor lige netop Benny Andersen er så tæt forbundet med døden, men det er nok, fordi han altid har været så flink til at hylde livet. Der findes en myte, som Benny Andersen selv ved mange lejligheder har fortalt, og den fortæller, hvad der skete, den dag døden blev opfundet.
For inden døden blev opfundet, da alle levede uendeligt længe, røvkedede folk sig i årtusind efter årtusind. Der skete jo ikke noget. Men så var der en eller anden, der opfandt døden. Som Benny Andersen fortæller historien, kan han ikke huske hvem, og man kan ikke google det, men det er også underordnet, for pointen er, at der så kom gang i den. Man vidste, at der var en ende på det, man foretog sig, og så kunne man ikke bare sidde der og kede sig i årtusinder. Så måtte man skabe noget eller elske nogen. Man måtte leve.
”Og det er det, jeg føler,” sagde digteren i et interview i begyndelse af 00’erne. ”At døden er livgivende. For … ja, hvordan skal jeg forklare det … hvad enten man tror på et liv efter døden eller ej, så er det altså nu, det foregår.”
Benny Andersen var i øvrigt selv agnostiker. Og der er ingen, som kender døden. Ingen. Alligevel er den det allermest definitive, vi har. Et utal af mennesker forsøger hver dag at bekæmpe den, at udsætte den, at glemme den. Men nogle dage kan det være velgørende at forholde sig til døden. Prøv at se på dine hænder. Betragt dem. Du er allerede tættere på døden, end du nogensinde har været.
Måske kender du brødrene Grimms eventyr om dødens sendebud. Historien om, hvordan en ung rask mand redder døden selv fra at dø, og som belønning lover døden ham at varsle sin ankomst, inden det en dag bliver hans tur. Årene går, og den raske mand bliver syg af feber, ramt af gigt, bragende hovedpine, tørre læber og alt muligt andet ubehageligt, men han lever med det letteste sind, for han har jo fået at vide af døden, at han nok skal blive varslet først. Men så en dag – ud af det blå – dukker døden op og siger: ”Så, du. Det er nu. Kom med her. Du skal dø. Det er din tur.” Manden bliver rasende og føler sig snydt, men døden slår forbløffet ud med armene: ”Hvad mener du? Jeg gav dig hundrede af varsler: feberen, gigten i dine fingre, dine tørre læber, den buldrende hovedpine, og hver nat har min bror søvnen taget dig bort. Hvad mere vil du have?” Manden anede ikke, hvad han skulle svare, og gik tavst med døden.
Nej, ingen kender døden. Men vi kender alle sammen livet. Det var lige præcis det, Benny Andersen var så god til at indkapsle, og derfor kan vi ikke komme uden om døden i dag. /Lasse Lavrsen