Der findes to kulturdronninger i vores lille land. De to kvinder på henholdsvis 61 og 78 år står for hver deres vidt forskellige opfattelse af, hvad der skaber mening, sanselighed og sammenhæng. De to kulturdronninger er dybt uenige om nytten af kunst i dagens Danmark.
Den første mener, at danske kunstnere har mistet deres legitimitet og snart skal til at gøre sig mere synligt fortjent til at få støtte, hvis de da fortsat skal have statsstøtte i samme omfang som tidligere. Den anden mener, at vi lider under et underskud af kunstneriske udtryk og derfor i stigende grad har brug for at lade vores vores fantasi befrugte af litteratur, billedkunst og teater.
Den første er liberal-teknokrat og hedder Mette, Mette Bock. Den anden er feudal-konservativ og hedder Margrethe, Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid. Den første kulturdronning er kulturminister i Danmark, og regerer over et ganske beskedent budget til kunststøtte, den anden kulturdronning er dronning, og koster samfundet et beløb, som svarer nogenlunde til de samlede bevillinger fra Statens Kunstfond.
Tankevækkende nok er det den sidste, som i dag har det mest frie syn på kunst. Ja, det kan måske lyde som skitsen til et syret eventyr, men i virkelighedens verden har dronningen – ‘Af Guds Nåde Danmarks Dronning’, som hendes officielle titel lyder – det mest frisindede syn på kunstens værdi i sig selv.
Kulturdebat i Rødding
Den første inviterede i ugens løb en række forfattere, billedkunstnere, komponister, dramatikere og filmfolk til det såkaldte Røddingmøde på Rødding Højskole. Her havde hun sat en debat i scene, hvor temaet var, hvordan det danske kultur- og kunstliv kan bringes til at blande sig mere aktivt i samfundsdebatten.
Da Røddingmødet som sådan er lukket, og ingen af deltagerne må referere direkte fra debatterne, kan formålet bedst beskrives med et citat af ministeren fra JydskeVestkysten, hvor Mette Bock engang selv var chefredaktør: ”Det er mit håb, at flere, der arbejder med kunst, eller som kunstner byder ind i samfundsdebatten. Ikke kun når der er problemer, men også når vi diskuterer løsninger og nye forslag.”
Umiddelbart kan det lyde tilforladeligt, for tilbage i velfærdssamfundets stjernestunder i 50’erne og 60’erne var det netop kunstnere, som førte an i den bredere samfundsdebat. Tænk bare på Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg. Men den underliggende præmis var en lidt anden end at provokere til et opgør med det bestående samfund. Præmissen, som de fleste deltagere købte ind på, var, at kunsten er blevet så elitær, at skatteborgerne ikke længere gider at betale for kunstnernes dekadente skørlevned
Forfatteren Kaspar Colling Nielsen indrammede præcist ministerens kunstsyn i udtalelse til Politiken efter Røddingmødet, hvor han også fik den pillet elegant fra hinanden:
“Det er muligt, at kunsten har et legitimitetsproblem, som ministeren siger, og at vi skal være bedre til at mobilisere os. Men kulturstøtten udgør omkring en halv promille af statsbudgettet. For de penge går det uhørt godt, især i udlandet. Vi har nogle af verdens mest indflydelsesrige arkitekter, billedkunstnere, restauranter og designere. Folk ser danske tv-serier og film. Jeg er blevet oversat til flere sprog end Rifbjerg, Bodelsen og Villy Sørensen. Det har aldrig gået bedre, så det undrer mig faktisk, hvis der mangler folkelig opbakning.”
Gør noget unyttigt
Den anden kulturdronning havde et radikale andet budskab, da hun holdt sin nytårstale for nøjagtig 230 dage siden: ”Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt! Det vil ikke være det samme for alle. Nogle vil helst gå en tur i skoven eller langs stranden. Andre foretrækker at lytte til musik eller at se en tv-serie‚” sagde Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid og fortsatte som en slags nytårsfortsæt:
”Selv vil jeg helst have noget mellem hænderne – et sytøj, en skitseblok; noget med farver. Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større. Det er slet ikke så unyttigt endda”.
Tænk hvis politikere i vores lille land turde sige det samme til de få, heldige og nøje udvalgte kunstnere i Danmark, der i bedste fald kan få tildelt, hvad der svarer til en førtidspension i tre år? Tænk, hvis den første kulturdronning havde samme tro på fantasiens frisættende og nytteløst nyttige kraft, som den sidste? Tænk, hvis vi i fællesskab turde lade landets stadig mere økonomisk trængte kunstnere koncentrere sig om at lave kunst? /Lars Trier Mogensen (som deltog på ugens Røddingmøde)