Den græske gældskrise og andre dyre løgne

Smerter er noget møg. Lommesmerter er noget møg. Hvis man lider af begge dele, er det noget decideret lort. Ja, undskyld vores franske, men det er altså bare de benhårde facts. Man må håbe, at det salte vand, det gode vejr og den rette mængde Metaxa og Mikis Theodorakis har bevirket, at grækerne har kunnet holde sig sunde og raske, for økonomisk har det længe ikke været særlig sjovt at være hellener.

Grækenland har i mange år været ramt af en gældskrise, der på et tidspunkt var så slem, at landet var tæt på statsbankerot. Gælden har været massiv, der har været underskud på de offentlige finanser, og i forbindelse med finanskrisen i 2007-08 kollapsede det græske skattesystem. I 2009 måtte Grækenland erkende, at landets underskud ville komme til at udgøre 12,9 pct. af bruttonationalproduktet. Det er fire gange mere, end hvad EU tillader.

For at komme på ret køl igen har Grækenland siden 2010 modtaget tre lånepakker fra den såkaldte trojka bestående af EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond. Som modydelse har de skiftende græske regeringer dog været nødsaget til at føre en yderst restriktiv sparepolitik, hvilket har gjort livet endog meget surt for den almindelige græker.

Hvordan skal det gå dem?

I går var det så slut. Den tredje og sidste lånepakke ophørte, og dermed har grækerne i alt lånt 288,7 mia. euro. Nu skal den græske økonomi stå på egne ben. Men i Grækenland er man ikke udpræget begejstret. Her er de almindelige grækere utilfredse med, at skatterne er steget, lønningerne er faldet, pensionerne er skrumpet, og at udsigten til gældsfrihed er rigtig lang.

Kigger man på en række økonomiske nøgletal, er det heller ikke lutter lagkage. Selvom det går bedre for græsk eksport, end da lånepakkerne begyndte at komme, er eksporten stadig langt dårligere end inden krisen, ligesom eksporten lider under, at dens primære drivkraft kommer fra en enkelt sektor såvel som en række andre strukturelle problemer. Ligeledes ligger arbejdsløsheden på hele 20 pct., hvilket er næsten det dobbelte af, hvad den var inden krisen, og den græske befolkning har også svært ved at tilbagebetale deres lån.

Kort sagt: Der er lang vej igen for Grækenland.

Lyv aldrig for dig selv, når det kommer til gæld

Der er mange årsager til, at det gik så galt for Grækenland. En del er nok deres egen skyld, en del er nok de hårde krav fra trojkaen, og en del er nok noget helt tredje. Det er en kompleks sag, som vi ikke kan gennemskue i tilstrækkelig grad til at gøre os til dommere.

Men vi kan gennemskue dette: Lyv aldrig for dig selv, når det kommer til gæld. Det kan være fint nok at lyve for sig selv andre gange. Livet kan godt gå hen og blive trist, hvis man indrømmer over for sig selv, at man ikke er så god til lambada, som man tror. Men lyv ikke om gæld. Det rammer dig lige bagi igen.

Det skete for Grækenland. Da de udskiftede drakmen med euroen i 2002, havde over de løjet for EU og sagt, at deres gæld og underskud på de offentlige finanser var langt mindre, end tilfældet var. Dermed løj de også for sig selv: Tænkte, at hvis ingen opdager, at den er gal, så skal det nok gå. Men det gik ikke. En sminket dårlig økonomi er stadig en dårlig økonomi.

Derfor må man også kigge med nervøse øjne på Venezuela, der i den grad er i knæ rent økonomisk. Oh boy, hvor magthaverne derovre lyver for sig selv og deres befolkning: Deres økonomiske kvaler er alle andres skyld, og i dag har de slettet fem 0’er fra deres valuta i et forsøg på at imødegå hyperinflation.

Det er jo meget rart, at man ikke skal have en trillebør af pengesedler med ned for at købe et brød. Men hvis landets socialistiske præsident, Nicolás Maduro, tror, at alt bliver godt ved at slette fem 0’er, så lyver han for sig selv. Ligesom man i øvrigt heller ikke får sin klatgæld til at forsvinde ved at gå til numerolog. /Andreas Terp