Peter Adolphsens hullede hukommelse

Jeg kan ikke huske hvornår jeg begyndte at se skævt til den såkaldte autofiktion. Fra første gang jeg stødte på betegnelsen, velsagtens. Der er jo intet nyt under solen: Tove Ditlevsen, Suzanne Brøgger eller tidligere Henry Miner, Marcel Proust, Jean Jacques Rousseau, Johannes Ewald, Sei Shonagon fra tusindog-hvidkål. Augu-fucking-stin. Det selvbiografiske er en strømning i litteraturen (og al anden kunst, i øvrigt), et virkemiddel, en inspirationskilde, som altid har været der, selv før alfabeterne blev opfundet. Det tilsyneladende verdensomvæltende, der nu foregår, er at der står ‘roman’ på omslaget, hvilket skulle afstedkomme alskens dobbeltkontrakt-fikumdik. Det forekommer mig en gang sofisteri. Alle forfattere, samtlige, uanset hvilken genre, de skriver i, bruger sig selv og deres erfaringer og erindringer i varierende grad; man kan ikke andet. Det gælder også mig. Og det gælder så i udpræget grad i nærværende tekster, der er ‘autofiktive’ om en hals: Ultraslibrig introspektion og autentiske minder fra et levet liv, slasket side op og side ned.

Jeg kan ikke huske hvor jeg så mit seneste yndlingscitat om Gud, men det lyder sådan her: ”Gud findes ikke. Og i øvrigt er Han et røvhul.”

Jeg kan ikke huske om vi overhovedet havde et navn til det punkband, som jeg en kort overgang spillede bas i. Mest fordi jeg ejede en sådan, en sort Flying V af tvivlsom kvalitet. Eksspydkasteren Høfler på volddistortet guitar, Dalle på skrål og brøl. Trommeslagerens navn kan jeg ikke huske. De fyrede mig efter kort tid, hvad jeg ikke blev særligt ked af. Faktisk gik jeg på lette fjed fra Dalles stuelejlighed i Danmarksgade den dag. Jeg var elendig på instrumentet og de tre andre tilhørte et andet slæng end mit. Men det havde sin simple charme: Der var kun tre mål med vores musik:  1. Starte samtidigt, 2. Spille så højt, larmende og brutalt som muligt, og 3. Stoppe samtidigt. Og det lykkedes som regel, især slutningerne ramte vi med nogle kæmpe brag. Undervejs stirrede jeg stift på Røfler og halsede efter hans hånd rundt på gribebrættet. Dalle kokrød i hovedet.

Jeg kan ikke huske detaljerne rigtigt i den etikfilosofiske selskabsleg med floden. Men den er cirka som følger: Det begynder med en tegning af en flod og seks små huse med forbogstaver i, tre på hver flodbred. Der er også en båd.

Historien er så: Anna vil besøge sin kæreste Dennis, der bor på den anden side af floden. Hun har ingen båd, men det har Benny, så hun spørger om hun må låne den, men han kræver, at hun, som betaling for lån af båden, går i seng med ham. Det vil hun ikke, så hun går over til Carsten for at spørge, om han kan overtale Benny til at låne hende båden. Men han er ligeglad og vil bare blandes udenom. Anna går tilbage til Benny og har sex med ham. Hun låner båden og sejler over til Dennis. Da Dennis hører, hvad hun har måttet udstå for at komme over floden til ham, smider han hende ud og råber luder efter hende. Anna går grædende over til Erik, som bliver vred, marcherer over til Dennis og pander ham en knytnæve. Hvem den sidste, ‘F’, er, hvori hans eller hendes handling består, kan jeg ikke huske. Måske er der kun fem positioner. Nå, men opgaven er nu for tilhørerne at rangordne personerne fra mindst til mest moralsk dadelværdige. Jeg ved ikke, hvordan min egen rangliste ville se ud. Jeg foragter dem alle cirka lige meget. Som der står med kæmpe graffitibogstaver ovre i Ragnhildsgade: I FUCKIN HATE PEOPLE BUNCH OF SELFISH RETARDS. Omvendt tilgiver jeg dem alle (eller måske de fleste): Anna udnytter bare den eneste kapital, hun har til rådighed – den seksuelle – til at få hvad hun begærer. At komme over til den elskede. Benny bruger også bare sin til rådighed stående kapital – båden – til at få hvad han begærer. Måske er han faktisk forelsket i Anna; det ved vi ikke. Carsten, den ligeglade, kan bestemt også tilgives. Men Dennis, den jaloux kæreste, og Erik, den voldelige nabo, er et par røvhuller. Eller måske ikke. Positionen ‘F’ er så den blinde vinkel, der ideelt set er til stede i alting.

Peter Adolphsen: Jeg kan ikke huske, Gyldendal, 198 sider. Så tag da lige at køb den.