Nyhedsanalysen

Ingen er hellige

Den italienske skuespiller og instruktør Asia Argento var med til at bringe essensen af #Metoo-bevægelsen frem for offentligheden. Det var hun ved at klargøre, hvordan det ikke handler om individer, der skal anklages, men om en branche og kultur, der har et forskruet forhold til magtanvendelse. Argento er i denne uge endt i voldsomt stormvejr, fordi hun som frontløber for bevægelsen  selv beskyldes for seksuelt overgreb. Er det #Metoo, der nu giver bagslag? Føljeton ser nærmere på sagen.

”I 1997 blev jeg voldtaget af Harvey Weinstein her i Cannes. Jeg var 21 år gammel. Den her festival var hans jagtmark.”

Sådan sagde den 42-årige italienske skuespiller og instruktør Asia Argento, da hun tidligere i år talte fra scenen ved filmfestivalen i Cannes. Hun var inviteret til at tale, fordi hun var blandt de kvinder, der sidste år stod frem og anklagede den amerikanske filmproducer Harvey Weinstein for voldtægt. Siden hun stod frem, har hun været en af #Metoo-bevægelsens frontfigurer og er blevet bifaldet for sit mod og sin stemme.

Søndag aften skrev New York Times så, at Asia Argento muligvis selv har begået et seksuelt overgreb i 2013 på en dengang 17-årig og dermed mindreårig medskuespiller, Jimmy Bennett, og at hun i april i år overførte en større kompensationssum til ham. Tirsdag afviste Asia Argento, at de to har haft sex, og at det handler om pengeafpresning, idet Bennett var i økonomiske vanskeligheder. Politiet i Californien er i gang med at undersøge sagen.

Jimmy Bennett kom første gang onsdag med en udtalelse om sagen. ”Jeg forsøgte at få retfærdighed på en måde, der gav mening for mig på det tidspunkt, fordi jeg ikke var klar til at håndtere de forgreninger, som min historie ville få, når den kom til offentlighedens kendskab,” skriver han ifølge The New York Times. ”På det tidspunkt mente jeg, at der stadig var en stigmatisering forbundet med at være i den situation som mand i vores samfund. Jeg mente ikke, at folk ville forstå, hvad der skete set fra en teenagedrengs synspunkt.”

Sagen kort

Bennett og Argento spillede i 2004 sammen i filmen The Heart Is Deceitful Above All Things. Dengang var han syv år og hun 28. De to skuespillere har siden haft det, som Argento beskriver som et ”mor/søn-forhold”, og har flere gange været genforenet.

Under et møde i 2013 gik tingene ifølge Bennett anderledes, end de plejer, skriver New York Times. De dengang 17-årige Bennett og 37-årige Argento mødtes på et hotelværelse i Californien. Ifølge Bennet kyssede Argento ham, udførte oralsex på ham, hvilket angiveligt ledte til fuldbyrdet samleje mellem de to.

”Venter på min fortabte søn, min kærlighed,” tweetede Argento inden mødet.

https://twitter.com/AsiaArgento/status/332567885102870528

Den følgende dag tog Bennett tilbage hjem til sine forældre og skulle, ifølge de dokumenter som New York Times har fået tilsendt i en krypteret e-mail fra en unavngiven kilde, allerede der have følt sig ”ekstremt forvirret og krænket”.

Et par måneder senere fortalte han sin nærmeste familie om episoden. Ifølge Bennett var den udslagsgivende for, hvorfor han ikke havde kunnet arbejde og var kommet bagud med huslejen i månederne efter mødet med Argento. I november sidste år, en måned efter at Asia Argento var kommet frem som en af frontfigurerne i #MeToo-bevægelsen, kontaktede Bennett hende og lod hende forstå, at han havde tænkt sig at anlægge sag mod hende. I april landede de et forlig, hvor Argento ifølge New York Times’ oplysninger betalte ham 380.000 dollars (2,5 mio. kr.). Argento siger, at beløbet var 200.000 dollars, og at hun siden har betalt 10.000 dollars om måneden.

Ifølge Jimmy Bennett selv blev han efter Asia Argentos tale ved filmfestivalen i Cannes bevidst om, hvad det var, han egentlig havde været udsat for dengang på Hotel Ritz i 2013. Det var et overgreb.

Ikke en tilskuersport

Ja, det er en god historie, at en #Metoo-frontfigur nu selv anklages for seksuelt overgreb. Og ja, det er fuldstændig utilgiveligt, hvis hun har begået overgreb. Men hvad der præcis hændte er ikke det mest interessante i denne sag. For ligegyldigt hvad der er sket, er én ting soleklar: Det er en misforståelse, hvis man tror, at Argentos egne oplevelser med Harvey Weinstein skulle være mindre gyldige, efter at anklagerne mod hende selv er kommet frem.

Som stifteren af #MeToo-bevægelsen Tarana Burke skrev på Twitter mandag: ”Folk vil bruge disse nylige historier til at prøve at miskreditere denne bevægelse – lad ikke det ske. Det her er, hvad bevægelsen handler om. Det er ikke en tilskuersport. Det er menneskegenereret. Vi har muligheden for at sige: ”Det her er/er ikke, hvad den her bevægelse går ud på!”

Hvis vi fortaber os i denne enkelte sag og lader den være synonym for #MeToo-bevægelsens berettigelse, har man fuldstændig fejltolket, hvad den går ud på. Tarana Burke skrev videre på Twitter:

”Jeg har gentagne gange sagt, at #Metoo-bevægelsen er for os alle inklusiv de unge mænd, der nu kommer frem. Det vil blive ved med at disharmonere, når vi hører navnene på nogle af vores favoritter blive forbundet med seksuelle overgreb, medmindre vi laver et skift væk fra at tale om individer og begynder at snakke om magt.”

Ingen er hellige

Tarana Burke påpeger i tweetet, at #Metoo-bevægelsen jo netop handler om, at alle individer skal kunne ytre sig om deres grænser. Den handler om, at det aldrig er okay at udnytte og misbruge sin magt – hverken seksuelt eller på nogen anden måde. #Metoo er resultatet af en socialt reproduceret, seksuelt undertrykkende kultur, der alt for længe har været ubelyst og fortiet.

Ofte er bevægelsen reduceret til at handle om en kamp mellem mænd og kvinder – en form for good cop/bad cop-gætteleg, der går ud på at finde en gerningsmand og et offer at sætte i spotlyset. Den model er også blevet spist råt og har fungeret som et glimrende middel til at få bevægelsen cementeret ind i alles bevidsthed – selv de, der ikke erkender, at der er et problem.

Men denne reducering af bevægelsens budskab har også fået dens fremdrift til at forekomme en smule triviel. Det har banet vejen for, at episoder som denne får folk til at stille spørgsmålstegn ved bevægelsens berettigelse. Bevægelsen kan forekomme hul og Argento hyklerisk.

Sandheden er dog, at denne episode stik modsat viser bevægelsens dybde og enorme omfang. Der er ikke nogen, der er hellige.

Hvis Argento og Bennet har haft sex, er det ikke sikkert, at Argento føler, hun har begået overgreb. Dermed ikke sagt, at det retfærdiggør hendes handling, men det understreger, hvor ekstremt vigtig bevægelsen er. Den har belyst, hvor vigtigt det er, at vi indser, at man sagtens kan begå et overgreb, selvom det ikke er intentionen. Fordi grænsen for, hvornår der er tale om et overgreb, kan være langt mere flydende, når der ikke er tale om vold eller trusler men psykisk overtag eller en frygt for at ødelægge sin karriere ved at sige nej. Netop derfor findes der så mange situationer, hvor personer føler sig krænket eller misforstået – misforståelser som #Metoo har fået verden til at ytre sig omkring.

Anklagerne mod Argento må derfor ikke undergrave bevægelsen men skal i stedet netop fremhæve, hvorfor den er så vigtig. Kernen i bevægelsen er, at der foregår (seksuelt) magtmisbrug i så mange hverdagssituationer, som vi fortier. Men ingen skal fortie, hverken kvinder eller mænd – ofre eller krænkere.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12